“Det er rigtig nok, at uligheden er steget i Danmark. Det har den gjort siden midt i 90’erne, og det skyldes hovedsageligt demografi, altså at befolkningssammensætningen ændrer sig,” lød det fra Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen i DR Deadline den 23. februar. Han henviste her til, at der er kommet flere studerende og flere udlændinge.

At ændringer i befolkningssammensætningen skulle bære størstedelen af skylden for den stigende ulighed i Danmark, er dog blevet afvist af de økonomiske vismænd.

Påstanden om at uligheden hovedsageligt skyldes demografi er forkert. Det er absolut ikke den hovedsagelige forklaring på den voksende ulighed

Kun en fjerdedel af den stigende ulighed mellem 1994-2014 skyldes ændringer i befolkningssammensætningen - med hensyn til alder, herkomst og uddannelse. Det slår vismandsrapporten fra efteråret 2016 fast.

”Påstanden om at uligheden hovedsageligt skyldes demografi er forkert. I vismandsrapporten har man renset for både alder, herkomst og uddannelse, og så finder man ud af, at ændringer i befolkningssammensætningen kun forklarer en fjerdedel af stigningen i uligheden. Det er absolut ikke den hovedsagelige forklaring på den voksende ulighed,” siger Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), til Netavisen Pio.
 

Gentages af CEPOS

At et stigende antal studerende er hovedårsagen til den stigende ulighed, har den borgerlige-liberale tænketank CEPOS også flere gange forsøgt at tegne.

I januar pegede Cepos på, at der var kommet 124.000 flere SU-modtagere fra 2007-2017. Ved at tage de studerende ud af statistikken, så ville en indkomstnedgang på 2 procent for den fattigste tiendedel af befolkning, blive vendt til en fremgang på 4 procent fra 2007-2017, skrev tænketanken.

Kilde: CEPOS notat: Indkomstfremgang for alle indkomstlag siden 2007 - når man ser bort fra de studerende
 

Skar man borgere med anden etnisk oprindelse end dansk fra, så ville tallene blive endnu pænere, lød det i CEPOS-analysen.
 

Statistiske krumspring

Den måde, som CEPOS stille uligheden op på, kalder Morten Astrup for et “statistisk krumspring”.

Han påpeger, at det er meget belejligt for CEPOS at se på de såkaldte decilgrænser, fordi man på den måde slipper for at forholde sig til allerfattigste blandt den fattigste tiendedel af befolkning og de allerrigeste blandt den rigeste tiendedel:

”Hele gruppen af den halve million fattigste personer, siger man overhovedet ikke noget om i den opgørelse. Decilgrænsen siger ikke noget om, hvordan de fattigste i Danmark har det. Den siger noget om indkomstniveauet for den person, der ligger på grænsen over til 2. decil,” forklarer Morten Astrup.

Du mister fuldstændig toppen og bunden - og det er der, hvor der sker noget interessant, fordi top 1 % har haft de allerstørste indkomststigninger

Det skyldes, at der af gode grunde ikke er nogle grænser hen til en anden indkomstgruppe i hverken top og bund, da ingen er rigere end de allerrigeste eller fattigere end de fattigste.

“Du får ikke enderne med. Når man ser på grænsen mellem den 9. til den 10. decil, så er der 550.000 over den person, der har højere indkomst. Du mister fuldstændig toppen og bunden - og det er der, hvor der sker noget interessant, fordi top 1 % har haft de allerstørste indkomststigninger, og fordi man har skåret ydelserne for de allerfattigste,” uddyber Morten Astrup.
 

FH beregninger uden studerende  

I fagbevægelse anerkender man, at det er kommet flere studerende, og at den udvikling får de fattige til at fremstå fattigere, end de reelt er. Derfor har Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) lavet et regnestykke, hvor man har undladt at medtage de studerende.  

Det får dog ikke den gennemsnitlige indkomst blandt de fattigste 10 procent til at gå fra minus til plus, sådan som CEPOS’ tal på baggrund af de såkaldte decilgrænser viste.

De 10 procent fattigste har i dag cirka 2 procent mindre til rådighed sammenlignet med den fattigste tiendedel i 2006, når man ser bort fra de studerende, viser beregninger fra FH.