Danske politikere vil tvinge Ungarn på demokratisk kurs med bøder

Ungarn har i ly af coronakrisen indskrænket demokratiet. Og det skal have økonomiske konsekvenser, mener flere EU-parlamentarikere.
Ungarns parlament har under coronakrisen vedtaget en lov, som gør det muligt for den ungarske regering, ledet af premierminister Viktor Orban, at lede landet per dekret.

Loven som vedtaget 11. marts indebærer bl.a. at regeringen kan sætte visse love ud af kraft og regere uden om parlamentet, der kan ikke afholdes lokalvalg og flere valg droppes, personer som modsiger sig karantæne, isolation eller lignende kan straffes med op til 3 års fængsel (op til 5 år for grupper af personer) og ikke mindst at personer, som spreder misinformation om coronakrisen og den ungarske regerings håndtering heraf, kan straffes med op til 5 års fængsel.

Særligt det sidste - kritik af regeringens håndtering af krisen - tolker regeringen temmelig bredt.

Som den amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaum, der er ekspert i østeuropæiske forhold, forklarede tilbage i slutningen af marts om lovforslaget i Ungarn til Berlingske.

“Alle antager, at det betyder, at folk, som er for kritiske over for regeringens politik, kan blive sendt i fængsel.”

Og der er ikke sat nogen slutdato på loven.

Forstår kun økonomiske sanktioner

Viktor Orbán har været udsat for massiv kritik, siden han trådte til som premierminister i 2010 og begyndte at indskrænke borgerrettighederne i landet. Men kritikken har ikke rystet ungarerne.

Det er en bekymrende udvikling for demokratiet i landet, og derfor skal det have økonomiske konsekvenser, hvis landet ikke lever op til EU's regler.

Det siger flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet til Ritzau.

"Økonomiske konsekvenser er det eneste sprog, regeringerne forstår," siger Morten Løkkegaard (V), som er medlem af EU-Parlamentetsliberale gruppe, Renew Europe.

"Vi har nogle spilleregler i klubben (EU red.), og den mest effektive måde, at sikre at de bliver overholdt, er at kigge på økonomien".

De penge, I modtager i eksempelvis landbrugsstøtte eller strukturfonde, kan I ikke få lov at bruge.

Det socialdemokratiske medlem Christel Schaldemose er enig. Hun peger på, at der for eksempel kan skæres i nogle af de midler, som landet modtager fra EU.

"Hvis vi ikke kan være sikre på, at EU-regler bliver efterlevet i Ungarn, så skal det for eksempel være muligt at sige: De penge, I modtager i eksempelvis landbrugsstøtte eller strukturfonde, kan I ikke få lov at bruge."

Har været på udemokratisk kurs i årti

Det er ikke kun under coronakrisen, at Ungarn er blevet beskyldt for ikke at leve op til EU's grundlæggende regler. Det har stået på, siden Orbán-regeringen trådte til i 2010:

“Fidesz (Orbáns parti, red.) har iscenesat sig selv som den lille mands parti og har gennemført et frontalangreb på det politiske establishment. Det er blandt andet gået ud over domstolene og centralbanken, hvis uafhængighed er blevet alvorligt svækket, og medierne, som er blevet pålagt at rapportere mere afbalancerede nyheder og i øvrigt bidrage til at styrke den nationale identitet. Hvis medierne ikke lever op til dette, kan de nu lettere end tidligere blive tvangs-lukket,” skrev den danske forsker Flemming Splidsboel Hansen i en analyse i Kristeligt Dagblad tilbage i 2012.

Intet mindre end skammeligt

Det er ikke kun de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, som er bekymrede over for udviklingen i Ungarn.

Formanden for den socialdemokratiske gruppe (S&D) mener, det skal have konsekvenser for lande, der bryder "EU's kerneværdier".

”Orbán har kynisk draget fordel af pandemien til at vedtage nødlovgivning, der giver ham mulighed for at regere ved dekret på ubestemt tid, som en rigtig diktator," lyder det i en udtalelse fra den spanske gruppeformand Iratxe García.

Hun fortsætter:

”Dette er endnu mere, i en lang række foranstaltninger som Orbán har truffet for at afvikle demokratiet i Ungarn. EU har stadig ikke gjort noget konkret for at straffe ham for hans handlinger. Dette er intet mindre end skammeligt, og det ryster selve grundlaget for unionen."

Vil have Orbans parti smidt ud

Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet forsøger også at presse den konservative gruppe, EPP, til at tage affære over for deres ungarske partikolleger i Orbans parti Fidesz, der er tilknyttet EPP-gruppen.

Hvor meget skal friheden indskrænkes, før Rådet og Kommissionen handler?

”Vores opfordringer til Kommissionen, Rådet og EPP til at reagere på Orbans gentagne angreb på demokrati og retsstatsprincippet, falder fortsat for døve ører.

Hvor meget skal friheden indskrænkes, før Rådet og Kommissionen handler? Hvad skal der til før EPP smider Fidesz ud fra deres politiske gruppe?," lyder det fra den tyske EU-parlamentariker Birgit Sippel, der er S&D-gruppens ordfører for borgerrettigheder samt retlige og indre anliggender.

Kalder kritikken Fake News

De nordiske udenrigsministre, herunder Jeppe Kofod (S), har også i et brev til generalsekretæren for Europarådet udtrykt kritik over Ungarn.

Det fik forleden den ungarske udenrigsminister Péter Szijjártó til at beskylde dem for at lave "Fake News".

”Spredning af "fake news" om visse lande i den europæiske familie kan kun føre til fragmentering og undergraver funktionen af disse multilaterale institutioner," lød det fra udenrigsministeren.

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvad bruger du i stedet for hjerne?

Orbàn har tydeligvis lært af den lille malersvend fra Østrig. (Adolf til fornavn til orientering for de historieløse såsom Thomas og alle hans aliasser).
Historien får lov til at gentage sig, hvis ikke EU sætter foden ned og får sat en bremse for denne diktator.

Typisk mette afgifter bøder og skat.

Annonce