Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I Beskæftigelsesministeriet glæder minister, Ane Halsboe-Jørgensen, fra Socialdemokratiet sig over udviklingen.
“Det er en positiv nyhed, og det viser os, at der stadig er godt gang i de danske virksomheder og dansk økonomi generelt,” udtaler hun i en pressemeddelelse.
De nye tal kommer, ugen efter Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kunne dokumentere, at andelen af danskere på offentlig forsørgelse var faldet til et historisk lavt niveau på kun 15,9 procent af de 16- til 64-årige. Meget tyder altså på, at flere og flere danskere tilslutter sig arbejdsstyrken.
Men ikke alt er fryd og gammen i dansk økonomi.
Dette momentum har regeringen tænkt sig at udnytte til at få endnu flere danskere i beskæftigelse. “Det [er] afgørende, at alle, der kan, kommer i job,” slår beskæftigelsesministeren fast.
Men ikke alt er fryd og gammen i dansk økonomi. I juli steg inflationen nemlig til 3,1 procent og har altså gjort det dyrere at være dansker. Det er dog stadig langt under de 10 procent, inflationen nåede sidste efterår, da prisstigningerne var værst.
Kommentarer
Der skrives ikke noget om de 40000 papirnussere der er bleven ansat i det offentlige, og kun er en udgift
der skal betales af skatteyderne.
Mener du dem der er ansat i forsvaret?
"Dansk økonomi er bomstærk"
Super. Så er der mere end rigeligt med penge til at sende Arne på tidlig pension, bevare seniorpension og seniorjob. Samt få genoprettet den danske velfærdsstat og fastholde en folkepensionsalder på max. 67 år for fremtiden.
Den viste reaktion fra Ane Halsbor udviser en sær mangel på kritisk forholden sig til, om produktionen er meningsfuld i en større sammenhæng (ukritisk BNP-maksimering, som middel for stemmefiskeri). Det følger det spor i S, som vi har set især efter SVM samarbejdet, men som de seneste år stadigt tydeligere har vist fører til en drastisk forøgelse af de globale problemer. Det gælder klimaproblemet såvel som den hastigt faldende diversitet i naturgrundlaget, en udmarvning af tilgængelige resurser og accept af helt uacceptable arbejdsforhold i en række leverandørlande. Denne praksis er drevet at store multinationale aktører, der ikke opererer under konkurrence, men baserer sig på finansiel tyranosaurus magt.
Undlod man meningsløs produktion, ville der være masser af arbejdskraft både til rådighed for holdbare værdiskabende formål og øget fritid.
I stedet for at genanvende resurserne i cyklisk balance, graver vi uhæmmet resurser ud af jorden, og smider dem efter sporadisk forbrug ud som affald i atmosfæren, på lossepladsen eller til deponi i havet. Derfor slipper de op, og alt dette foregår efterhånden løsrevet fra de klassiske krav om fuld konkurrence i markedet.
Det er det modsatte af, hvad der naturligt foregår i regnskoven. Her produceres et stort overskud af plante materiale, blomster og frugter, men al overproduktion og affaldsdannelse ender som gødning for den næste produktion, uden at ødelægge balancen.
Det er faktisk muligt med en rig forbrugskultur at leve et rigtig godt og holdbart liv i en cyklisk holdbar økonomi.
Og lige nu forklarer det den udtalte klima-nøl som SVM-regeringen gør sig til talsmand for, når man lefler for de interesser, der feder sig på et kortsigtet og uholdbart produktions- og arbejdsparadigme, men som for næste generation genererer samfundsmæssige omkostninger, vi slet ikke har fantasi til at forestille os.
Vi går bogstavelig talt i et stort omfang på arbejde, spilder tiden med at producerer lort uden synderlig forbrugsværdi, medens vi destruerer grundlaget for vores eksistens, bare for nogle aktionærer kan tjene kassen på det, og fordi staten herefter indhøster skatteindtægter på det. Men vi sidder i gryden på ilden og skruer op for varmen, selv om prognosen til forveksling ligner hummerens.
Denne helt manglende ansvarlighed er idag især drevet af, at industrien producerer løs, der, grundet en overordnet invalid økonomisk styring, kan tjenes penge på, uden at der betales for den afledte forurening, og uden at kere sig om det naturgrundlag, vil alle i sidste evne er dybt afhængige af.
Kunsten er jo at producere med værdiskabelse samtidig med, at regningen på miljøet er betalt.
I det gældende invalide system er det profitabelt at fremstille tøj, der ikke holder til brug og derefter bliver kasseret til opbevaring eller destruktion på strandene i visse ”egnede losseplads lande”.
Dette er et eksempel på markedets manglende evne til at optimere forbruget af resurser sammen med en rationel påvirkning af omgivelserne. Men det samme gælder bredt store dele af produktionen af apparater biler og elektronik, hvor det kan betale sig at producere og smide væk, der i stedet for at genanvendes eller konstrueres så produkternes kan holde længere, så det tilgodeser kravet om langsigtet holdbarhed, kun tjener maksimering af den kortsigtede profit.