450 kilometer mere med asfalt og to ekstra havvindmølleparker

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringen og Dansk Folkeparti fremlagde onsdag en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur. Dermed dropper Dansk Folkeparti Togfonden og den såkaldte timeplan, som skulle sikre hurtigere toge mellem de største danske byer.

Regeringens og DF’s plan indebærer 450 kilometer mere med asfalt.

Socialdemokratiet vil ikke nøjes med de tre havvindmølleparker, som Folketingets partier har vedtaget, der skal opføres inden år 2030. Nej S vil have to ekstra havvindmølleparker oveni.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

S vil opføre to ekstra havvindmølleparker inden 2030

De tre havvindmølleparker, som Folketingets partier er enige om at opføre inden 2030, er ikke nok.

Det mener Socialdemokratiet, som foreslår, at der skal opføres to ekstra havvindmølleparker.

Det skriver Ritzau.

Det skal sætte skub i udfasningen af fossile brændstoffer, som Socialdemokratiet gerne vil være fri for fem år tidligere end det mål, regeringen har sat.

”På baggrund af den alvorlige klimakrise, som vi befinder os i i hele verden, vil vi gerne fremrykke tidspunktet, for hvornår vi kan være fri af fossile brændstoffer, fra 2050 til 2045. Det kræver i vores øjne mere ren energi,” siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.

”Nu er det besluttet med tre havvindmølleparker, og vi foreslår, at der opføres to nye parker yderligere frem mod 2030,” siger S-formanden.

Regeringens oprindelige udspil til et energiforlig indeholdt én havvindmøllepark.

Men med energiforliget, som samtlige af partierne i Folketinget blev enige om i juni sidste år, blev det aftalt, at der i alt skulle opføres tre nye havvindmølleparker, som var en del af indholdet i Socialdemokratiets udspil til en energiaftale. Men det er altså ikke længere nok, mener Mette Frederiksen godt syv måneder senere.

Læs mere her.

 

Ny trafik-aftale: Regering vil bruge milliarder på motorveje og jernbane

Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur, og dermed droppes den såkaldte timeplan, som skulle sikre hurtigere toge mellem de største danske byer.

Der skal bygges nye veje og jernbaner, de mest belastede motorveje udvides eller forlænges, og så skal der øremærkes penge til puljer til eksempelvis støjbekæmpelse og cykelprojekter.

I alt er der sat penge af til 450 kilometer ny vej.

Med aftalen dropper Dansk Folkeparti Togfonden og indgår en aftale med regeringen om en ny infrastrukturplan for over 100 milliarder kroner.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede planen på twitter således:

Læs mere her.

 

S-politiker meldt til politiet for bedrageri til over 700.000 kr

Region Nordjylland har tirsdag meldt regionsrådsmedlem Tina Juul Kjellberg (S) til politiet.

Der er tale om en bedragerisag, og politiet skal nu i gang med at se nærmere på sagen, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Det drejer sig om en periode på fire år, hvor politikeren - ifølge regionens oplysninger - har fået udbetalt omkring 728.000 kr. i tabt arbejdsfortjeneste for et arbejde, som vedkommende ikke har haft.

”Jeg er meget rystet over at finde ud af, at en kollega - ud fra den viden vi har - har svindlet med skatteydernes penge. Det er dybt forkasteligt,” udtaler regionsrådsformand Ulla Astman (S), ifølge pressemeddelelsen.

Læs mere her.

 

Knap 10.000 børn får i dag medicin, så de kan sove

Børnelæge finder det bekymrende, at flere og flere børn og unge får sovemedicinen melatonin.

Trods massivt politisk fokus på at reducere forbruget af sovemedicin til børn, fortsætter stigningen.

Det skriver Berlingske på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

I 2017 var 9570 børn og unge under 18 år brugere af den receptpligtige sovemedicin melatonin. Det er en stigning på fire procent fra året før.

Ser man lidt længere tilbage på udviklingen fra 2011 til 2016, steg antallet af brugere i aldersgruppen med 99 procent, fremgår det af Ugeskrift for Læger.

Læs mere her.

 

Brændt menneskekød forgifter sygeplejersker

Hovedpine, allergisymptomer og øget risiko for KOL og kræft.

Det er nogle af de konsekvenser sygeplejersker og læger, der arbejder på operationsstuer, risikerer at må leve med.

Ved ni ud af ti operationer bruger kirurgerne i dag el-kirurgi, hvor man skærer sig igennem væv ved at brænde det over. Men metoden giver også røg på operationsstuen. Giftig røg.

På Sydvestjysk Sygehus forsøger man sig med flere forskellige udsugningssystemer og særlige masker ved bestemte operationer. Man bruger også almindelige mundbind, men de er ikke fintmaskede nok til at fange de mindste partikler, siger ledende oversygeplejerske Arne Brehm:

”Der hersker ingen tvivl om, at vi gør det, vi kan. Vi kan ikke fjerne røgudviklingen, men vi skal fjerne røgens påvirkning af medarbejderne.”

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Om 50 år ligner DANMARK hvis man kunne se det fra oven,et "abstrakt landskab".En labyrint af beton og vejnet på kryds og tværs,udlagt som dybe AR gennem landet.Den NATUR der måtte være tilbage, vil til den tid kun ligne små "martrikler". Udsnit af noget der var. Det kan være en skræmmende oplevelse at se foto af landet, som det så ud for omkring 50 år siden. Hvor DANMARK da lignede et sandt idyllisk postkort,med gyldne kornmarker,blomsterenge,og små gårde.Med marker i vækst omkring, hvor det røde malkekvæg græssede.Landet var en stor scene, som hentet ud fra en Morten Korch film.Med neg i stak fra høsten. De små landsbyer levede, med købmand,slagter,og manufaktur.Akkurat som i MATADOR.Serien der nu kan sende folk til skærmen. Der har været "udvikling" siden.De små samfund er borte.Centraliseret væk.Gjort til "udkant". Er vi stærkt på vej til at udøve en brutal "masakre" mod vort land, ved at gennemsnitte det med vejnet overalt. Og gøre hver eneste by så grim som muligt ? KAN mennesker i virkeligheden trives der ? Og HVAD får folk til at TRIVES ? Er det sundt for nogen at fjerne sig fra det oprindelige ? Fra NATUR og naturens betingelser ? Mennesket var engang et naturvæsen.Hvad er det nu ? HVEM bliver mennesket, når det urbestemte fjernes og erstattes af noget andet ? Hvad er hele kloden ved at forandre sig imod ? Og hvad er det der sker med DANMARK ?