Forfatter om mink-sag: “Vi var alle sammen skyldige”

Medierne har overset den egentlige fortælling om, hvad der skete i perioden efter ordren om at slå alle mink ned blev givet.
Foto: Ulrik Jantzen
Forfatter Mathilde Walter Clark
Her er et scenarie: Forestil dig, at vi er tilbage i 2008, da det gik op for offentligheden, at finanskrisen var en realitet.

Banken Lehmann Brothers er lige krakket, og på TV-skærmen vises billeder af bankens ansatte, som forlader bygningen med deres ejendomme i en papkasse.

Forestil dig så, at medierne dækker det ved at skrive om, hvilken stor tragedie det var, at de bankansatte mistede deres job, om de kunne sove om natten, at nogle af dem græd, og om de nu havde råd til julegaver til deres børn.

Lyder det mærkeligt? Ikke desto mindre var det, hvad der skete under mink-sagen.

I hvert fald hvis man spørger Mathilde Walter Clark.

Tager fokus fra historien

Med bogen “Det blinde øje” har Mathilde Walter Clark skrevet en bog, som går mink-sagen efter i sømmene.

Ikke mindst hvordan medierne overså den egentlige historie om minkerhvervet, som handler om vigtigere ting end minkavlernes personlige tragedie.

“For mig at se, kan jeg ikke forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt at stille skarpt på minkproducenterne og deres personlige tragedie. Når man gør det, tager man fokus fra det, som er den historie, der vedkommer os alle,” siger Mathilde Walter Clark til Netavisen Pio.

Hun udkom med sin bog i september i år, hvor hun i et grundigt tilbageblik analyserer, hvad der skete i kølvandet på, at statsminister Mette Frederiksen (S) bekendtgjorde, at alle mink skulle aflives på baggrund af en risikovurdering fra Statens Serum Institut.

Det, vi så, da smitten spredte sig på minkproduktionerne var det værste tænkelige udfald af et kalkuleret sats

"Det, vi så, da smitten spredte sig på minkproduktionerne var det værste tænkelige udfald af et kalkuleret sats. En smitsom virus begyndte at mutere. Sådan plejer et industriprodukt ikke at opføre sig - en dækkeserviet kan eksempelvis ikke smitte,” siger Mathilde Walter Clark.

Hun understreger altså, at der ved enhver produktion af dyr er risiko for at eksempelvis sygdom kan ramme besætningen.

“Man havde taget et stykke natur, et dyr, og sat det i en situation som var naturstridig og nu slog naturen ud. Men vi talte stadig, som om det var et industriprodukt, og ikke om at der var blevet taget et sats på vores allesammens vegne." uddyber Mathilde Walter Clark om den måde, man har produceret mink på i Danmark.

“Virologer taler for eksempel om svineindustrien. Det er ikke et spørgsmål om, der kommer en pandemi fra svineindustrien. Det er et spørgsmål om, hvornår der kommer en pandemi fra svineindustrien.”

En sentimental fortælling om minkavlere

I stedet for at åbne for en debat om, hvad mink-sagen fortalte om vores samfund, blev sagen i stedet gjort til en historie om personlig tragedie, mener Mathilde Walter Clark.

“Det blev gjort til en sentimental fortælling om minkproducenten og hans personlige ulykke,” siger hun.

Det er ikke fordi, minkavlerne burde gøres til syndebukke, eftersom de blot udnyttede lovens rammer, understreger Mathilde Walter Clark.

“Myndighederne var skyldige, og vi var alle sammen skyldige, fordi vi er medvirkende til at opretholde systemet. Så den sprække, der kom i den struktur, blev aldrig adresseret,” siger Mathilde Walter Clark.

Men den tilgang var fraværende i mediedækningen, mener hun.

“Den var rigtig hård at skrive, den her bog. Det var virkelig svært. Udover at stoffet var enormt hårdt, så havde jeg en fornemmelse af at svømme massivt imod strømmen, fordi man ikke kan finde et eneste medie, der har anlagt noget, der minder om den vinkel, jeg har anlagt,” siger Mathilde Walter Clark.

“Hvis man havde fortalt historien på den måde, jeg lægger op til, så tror jeg ikke, det havde kostet samfundet 19 milliarder kroner,” tilføjer hun.

Kalder det ikke mink-sagen

Mathilde Walter Clarks kritik handler om forskellen på en “papir-virkelighed” og så “den kødelige virkelighed”, som hun kalder det.

Historien om mink-sagen blev forstået som en papir-virkelighed frem for at fokusere på det konkrete:

“Det blev til historien om, at nogen havde krænket minkavlernes ejendom. At de skulle være gået ind på matriklen klokken fem i stedet for klokken fire og sådan nogle ting. Og det er selvfølgelig enormt vigtigt for os mennesker, fordi det handler om vores love og vores aftaler og om at vi kan regne med dem,” siger Mathilde Walter Clark og tilføjer:

“Men det er jo ikke lige så virkeligt som den kødelige virkelighed.”

I stedet for at handle om dyr og mink, så kom det til at handle om lovhjemmel, det vil sige jura og paragraffer.

I artiklen indtil videre har jeg brugt betegnelsen “mink-sagen” til at beskrive forløbet efter, at regeringen med Mette Frederiksen i spidsen besluttede at aflive alle danske mink den 3. november 2020.

Det er gjort for at gøre det lettere for læseren at forstå, hvad der henvises til. Men Mathilde Walter Clark mener, at sagen burde kaldes noget andet. I hvert fald hvis man henviser til forløbet, der fulgte efter beslutningen den 3. november 2020.

“I mange interviews er jeg begyndt at kalde det hjemmel-sagen, for det handlede jo ikke på noget tidspunkt om mink, selvom det hedder mink-sagen,” siger Mathilde Walter Clark.

“På den måde blev det til en papirhistorie. Det handlede om papir, om jura, om lovhjemmel og om fortolkning af lovteksten. Og så handlede det om penge. Og alle de ting er jo lavet af papir,” uddyber hun.

I baggrunden for papirhistorien kom “den kødelige virkelighed,” hvor de dårlige forhold for mink af kød og blod blev overset til fordel for spørgsmålet om lovhjemmel.

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det må vist kaldes en supernøgtern beskrivelse af forløbet. Og tak for det.

Ulykken var naturligvis, at det hurtigt blev opfattet som en sag, der kunne bruges mod den af blå blok så hadede regering, og at der var stemmer i at tegne et billede af de stakkels små minkavlere mod de stygge og elitære teknokrater samt onde venstresnoede politikere, som bare griber lejligheden til at lukke et landbrugserhverv - og hvem biver mon de næste? Uhuhu ..

Enig. Tør man håbe på, at medierne lærer af deres elenige dækning af denne sag og FE-sagen. Nej, det tør man/jeg ikke!

Forestil dig så, at medierne dækker det ved at skrive om, hvilken stor tragedie det var, at de bankansatte mistede deres job, om de kunne sove om natten, at nogle af dem græd, og om de nu havde råd til julegaver til deres børn.
Lyder det mærkeligt? Ikke desto mindre var det, hvad der skete under mink-sagen.

I hvert fald hvis man spørger Mathilde Walter Clark.

Før bondeoprøret i Danmark måske springer ud som i Holland bør Mathilde og alle andre overveje følgende:

1) Er der forskel på at arbejde med mink (et levende væsen med sit helt eget udtryk) og penge som tal på en computer (med afgørende indflydelse på kundernes liv) som man flytter rundt på?
2) Er der forskel i måden jobbet går i arv på? Far til søn! Jobsamtaler for gud og hver mand!
3) Er der forskel på evnen til at erstatte et job med et andet? Springe fra erhvervsgruppe til ny erhvervsgruppe?
4) Er der forskel på hvor omfangsrig erhvervet er i den enkelte region? Der er banker overalt!?!
5) Er der forskel på om den enkelte medarbejder har udført forædling af virksomheden?
6) Er der forskel på hvor mange der er ansat i den enkelte virksomhed?
7) Hvilken rolle spiller familieejede virksomheder i generationer?

Start med disse syv spørgsmål?

I Holland lukker man mejeri-bruget ned!

Det har medført adskillige selvmord af landmænd!

At være ejer af en mindre virksomhed som en minkfarm og den må lukke ned måske efter mange års op og nedture, ja, det rammer selvfølelsen!

Måske mere end en bankassistent der har været i banken i syv år sammen med 50 andre medarbejdere! Og fyres sammen med 20 andre!

Chokket fra mink-nedlukningen var hurtig og kortvarig!

Samfundets opbakning reddede måske netop et ti-tal!

Det håber jeg I hvert fald Mathilde Walter Clark har forståelse for!

Hvor mange landmænd der må lukke nær co2 afgifterne hærger landet, ja, det gør problematikken aktuel inden jul!

At Inger Støjberg allerede har taget brodden af chokket, redder måske netop mange landmænd!

Alle har brug for at føle at netop deres mangeårige indsats bliver værdsat!

Af samme årsag gik statsminister Mette Frederiksen helt galt i byen ved at give sygeplejerskerne et honninghjerte i stedet for et hjerte af guld!

Med Mathilde Walter Clarks indlæg er der taget fat på et død-aktuelt emne!

Nedlukning af et jysk landerhverv contra nedskæring i et by-erhverv!

Der er en verden til forskel!

Det kræver at man er født og opvokset på landet for at forstå!

At ens far kunne være ude af balance 14 dage før en malkeko skulle sælges!

Ja, det forstår kun en hundeejer eller katteejer der må aflive husdyret!

Desværre tror byboere alt for ofte at en ko er lig masser af kroner i kassen!

SFs ordfører elsker at sige: Det lugter af penge! Underforstået: det lugter af gylle!

Sosuen arbejder med varme hænder og liv og sjæl!

Landmanden arbejder med varme hænder og liv og sjæl!

Hvorfor gik den hollandske landmand på barrikaderne og lukkede byen og motorvejen!

Han kæmpede for sine køer, sin gård, sit job og sønnens fremtid som næste ejer af gården!

Derfor skal man overveje nøje hvordan dansk landbrug skal nedlægges/omstilles de næste fem år!

Sørg for at landmændene i god tid ser en lys fremtid for sig selv og deres børn!

CO2 afgifter på landbruget var og er fortsat den egentlige årsag til tre-parti-regeringen!

Mette Frederiksen har en plan!

Mette Frederiksen lyttede til Pia og Inger vedrørende indvandring og integration!

Dansk landbrug spiller en lige så afgørende rolle som indvandringen!

Pia og Inger har igen svarene!

Den brede regering kommer at lytter!

Under krigen sultede de i Holland og i Norge!

I Holland er det politiske til fordel for landbruget allerede sket!

I Danmark har vi den brede regering!

Danmarks og Europas selvforsyning af fødevarer bliver afgørende!

Putin stjæler allerede Europas fødekammer!

Lavbundsjordene har klimaforandringerne allerede sat sig på!

Ingen kartofler, ingen majs, ingen byg.

Måske lidt kvægbrug af får og lette kvægracer!

Engang landmand - altid landmand!

Penge skifter så hurtigt hænder! En ko kan man have i 7-10 år!

Det gør en forskel!

Og dens mor var lige så god!

Og bedstemoderen som var blandt de 50 første køer!

“Når CO2 afgifterne lukker dansk landbrug bliver vi alle sammen skyldige”

Det ved den brede regering!

Derfor tænker de sig ekstra længe om!

og om de nu får råd til julegaver til deres børn.

Den enlige mor med tre små børn får det svært når fødevarepriserne må følge omstillingen af dansk landbrug!

Hun får om nogen brug for hjælp!

“Og vi bliver alle sammen skyldige”

10% af danskerne står for 90% af al co2 udslip!

Skriver andre!

Og hvad får slagteriarbejderen som bliver fyret med kort varsel, genansat, genfyret, genansat i kompensation - en trussel om at hvis du ikke møder på jobcentret så mister du den sidste rest af indtægt.
Som uddannet radiotelegrafist jeg fik ikke en krone da det blev nedlagt ;)

Alt det du skriver er forståeligt. Men det er også ironisk. For hele dit indlæg fortrænger fuldstændigt - nævner ikke med ét ord - minkene. De dyr hvis korte brutale liv var hele kernen i den industri, som nu er decimeret. Og det er hele MWCs pointe: hvordan kunne det lykkes os at have så meget fokus på os selv - på hvem der havde vidst hvad hvornår, på menneskelige følelser, når der var millioner og atter millioner af uskyldige dyr fanget i en dødscyklus i trådbure, afskåret fra alt, hvad der hørte et bare nogenlunde liv som mink til. Hvordan kan vi være så selvoptagede?

Alle journalister bør læse den bog

Du har ret, jeg er ved at læse hendes bog.
Men hvis vi tænker tilbage, så var der ingen skattesag,
imod Helle Thorning Schmidt, der var partiet Venstre, som
med meget stor hjælp af medierne, fik denne hetz mod den
daværende partiformand.
Der var ingen minksag, det var partiet Venstre, med stor
hjælp af medierne, fik startet denne hetz, mod Mette Frederiksen,
og hendes departementschef Barbara Bertelsen.
Der var ingen FE sag, men med stor hjælp af medierne fik man
skruet et angreb på statsministeren og dennes departementschef
Barbara Bertelsen, Lars Findsen skulle hjemsendes, ellers ville
Trine Bramsen ikke have passet sit arbejde, som chef/minister
for FE, Lars Findsen havde ikke passet det arbejde som han var
pligtig til at stå i spidsen for, ifølge den lovgivning som er
vedtaget af folketinget. TET skulle reagere, når de fik oplysninger
om dette svigt fra Lars Findsen. TET forsøgte at få FE til at rette ind,
Men Lars Findsen ville selv bestemme hvad der skulle oplyses til TET.
Han var en stat i staten, og det kan ikke accepteres i et demokrati.

Desværre har medierne og kommentatorer e intet lært af disse ikke historier. De tjener kassen på det.

Da jeg havde læst bogen færdig, kunne jeg ikke genkende det billede
som medierne havde fremtryllet, som intet havde med den virkelige
verden at gøre. Den verden/virkelighed som Mathilde Walter Clark fremstiller,
er også den som journalisterne burde kunne fremstille, virkeligheden.
Det som MWC beskriver er næsten en større dyremishandling, end den som
svineproducenterne leverer af dyremishandling, men det er nok en for stor
opgave for en journalist at beskrive, og en alt for stor en organisation,
som man er oppe imod, Landbrugserhvervet, den nok mest magtfulde i Danmark.
Medierne roser MWC bog "Det blinde øje" og så skriver de ikke mere om det.
Det som partiet Venstre gjorde, da "stormen" rasede var, at holde et møde
i deres forretningsudvalg, hvor også "den slemme dreng" Tage Pedersen deltog,
og efter dette møde sadlede formanden for Venstre fuldstændig om, og begyndte
sin forfærdelige løse løgnehistorie om Statsministeren og dennes departementschef.
Og dette fortsatte til efter valget i 2022, det ville ingen politiker kunne magte,
men Mette Frederiksen havde rent mel i posen, eller ville det ikke være muligt.

MWC bogen er et mesterværk af en undersøgelse. Og man har den som baggrund er det helt ude i hampen, at minkerhvervet skal modtage 30 milliarder kr. Landbruget som helhed bidrager årligt med 60 milliarder til Danmarks BNP. Der er overhovedet ikke proportioner i alt dette. Hvis landbruget ikke hele tiden modtog subsidier (omkring 2.5 mill i gennemsnit pr bedrift) ville de alle være bankerot - ligesom de fleste minkfarme var før de blev reddet af mink"skandalen". Det er godtnok et spil for galleriet.

Annonce