☰
☰
Annonce
Talentdyrkelsen gør de dygtige sløve
Vi lever i en tid, der hylder det unikke talent på bekostning af det, der får talentet til at udfolde sig: Hårdt arbejde og øvelse i det uendelige.
Hvis man har fulgt lidt med i den danske superliga i fodbold, vil man kende Robert Skov. Superligatopscoreren fra FC København, der står på spring til det store millionsalg til udlandet. Det er særligt Robert Skovs sparketeknik, der har givet ham succes. Så sent som i sidste weekends superligakamp scorede han hattrick mod OB. To af målene på direkte frispark, det sidste på straffespark.
Det fik tv-stationen Canal 9 til at stille Robert Skov det ret åbenlyse spørgsmål: Hvorfor er du så god til at sparke frispark? Svaret var lige så banalt, som det var revolutionerende. Han har øvet sig rigtig, rigtig meget. Dag efter dag har han stået med et net bolde på fodboldbanen i Sejs ved Silkeborg og øvet sig i at skyde på mål. Og nu hvor han er blevet rigtig god til det, så øver han stadig sit spark hver dag for at blive endnu bedre.
Dag efter dag har han stået med et net bolde på fodboldbanen i Sejs ved Silkeborg og øvet sig i at skyde på mål
Svaret er banalt i den forstand, at man selvfølgelig ikke bliver elitesportsudøver uden at have trænet til hudløshed. Men det er også atypisk for den tid, vi lever i. Deri ligger det – i hvert fald delvist – revolutionerende.
Talent eller hårdt arbejde?
Vi lever i en tid, der i stadigt stigende grad hylder det unikke talent på bekostning af det, der får talentet til at udfolde sig: Hårdt arbejde og øvelse i det uendelige. I fjernsynet bombarderes vi med talentprogrammer, hvor vi skal finde nogen, der har et helt særligt skjult talent for sang, madlavning eller bagværk, som ingen har opdaget. Men som selvfølgelig ligger og bare venter på at blive opdaget.
Overalt søger vi efter talent og hylder dem, der har det
Regeringen har lige foreslået en særlig ordning for de mest talentfulde studerende på landets universiteter, og talentfulde gymnasieelever kan komme på Akademiet for Talentfulde Unge. Kulturministeriet har netop udnævnt 6 ”talentkommuner”, der skal dyrke kreative talenter. Overalt søger vi efter talent og hylder dem, der har det.
Det er der i sig selv ikke noget galt i. Der er ikke noget galt i at være født med et godt hoved, en naturligt høj kondition eller et særligt flair for musik. Og talent er selvfølgelig en forudsætning for at være ekstraordinært god til noget.
Kedeligt gentagelse og hårdt arbejde
Men jeg er bange for, at samtidens store fokus på talentet luller os ind i den tro, at talentet er den vigtigste komponent i succes. Det mener jeg langt fra, det er.
Hårdt arbejde, øvelse, dedikation, afsavn, opbakning fra omgivelserne og held er lige så afgørende for at få succes, som det rene naturgivne talent er. Alligevel svælger vi i talentet. Vi leder efter de særligt talentfulde i håbet om, at det vil give storhed, kulturel berigelse og vækst.
Hårdt arbejde, øvelse, dedikation, afsavn, opbakning fra omgivelserne og held er afgørende for at få succes
Jeg er bange for, at det bliver kontraproduktivt. Hvis vi i for høj grad luller os selv og hinanden ind i den tro, at talent er lig med succes, frygter jeg, at for få vil gøre den indsats det kræver at omsætte talentet til evner. Lade talentet omsætte sig i evner ved gentagen øvelse. Ved at gøre sig umage. Ved at øve sig.
At talentet går til spilde, fordi vi ikke tids nok får forklaret os selv og hinanden, at talentet er ingenting værd, hvis ikke det kombineres med benhård repetition. Med kedeligt gentagelse og hårdt arbejde. Ellers er talentet ligegyldigt.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Kommentarer
Nej, det er det værste sludder, der kommer til orde i denne artikel. Der er et marked for fodboldtalenter, musik-og-sang-talenter, men disse er jo i øvrigt komplet betydningsløse i den store sammenhæng. Det, der betyder noget, er videnskabelige nyskabelser, og her er der ingen, der kommer let til nogetsomhelst. I øvrigt er det der med fodbold og musik jo en ren illusion; der er ingen, der i deres vildeste fantasi kunne tænke sig at bruge et sekund på at LEDE efter talenter. Der er tale om, at folk selv maser sig på. Det er altså de mest højtråbende og anmassende, der kommer frem. Ude omkring sidder der talenter i al deres ensomhed, som blot ikke er mindede for at mase sig på. Og ingen interesserer sig en døjt for dem. Så på denne måde foregår der i vort land et enormt talentspild. Og alle de ting, der virkeligt betyder noget i den store sammenhæng, har jo aldrig haft den brede befolknings bevågenhed. Hvis man overfor en socialdemokrat fremfører videnskabens betydning, så kommer det som et urværk, at det ikke interesserer de socialdemokratiske vælgere. Hvis alt var overladt til den socialdemokratiske vælger, befandt vi os stadigt på stenalderstadiet. Alle nyskabelserne er blevet til på trods af alverdens bagstræb. Den socialdemokratiske vælger forbeholder sig ret til at være uvidende og uoplyst, og fastholder, at alle de ting, der betyder noget, er forbeholdt "De Store". Denne kastetankegang er så store dele af befolkningen underlagt i form af organisationstvangen, som er gennemført uden det ringeste folkelige mandat, og hvor der ingen kommunikation er mellem top og bund. Og alt dette er akkompagneret med påstanden om, at der ingen pampere er i LO-fagbevægelsen eller i Socialdemokratiet. Dette er forklaringen på, at Socialdemokratisk regeringsmagt ikke er nogen selvfølge. Men man vil ikke høre.