Konsulentfesten suger livskraft ud af velfærdssamfundet

Staten kaster milliarder efter konsulenter som kunne være brugt på normeringer, skoler og ældrepleje. Resultatet er højere pris og større overskud til Mckinsey
4,6 milliarder i udskrivning til konsulentbranchen er et godt eksempel på at gækken er sluppet løs i velfærdssamfundet. En stigning på 50 procent eller 1,5 milliarder fra 2015 til 2018 alene for konsulentkontoen er bekymrende.

Der er med andre ord kronede dage i konsulentbranchen

Helt symptomatisk for situationen var det, at samtidig med Moderniseringsstyrelsen løftede sløret for det rekordhøje konsulentforbrug kunne det store konsulentfirma PWC afsløre at de netop havde opkøbt en ny konkurrent.

Der er med andre ord kronede dage i konsulentbranchen, samtidig med at et dybt underfinansieret velfærdssamfund, der slet ikke kan følge med den demografiske udvikling, skriger efter flere hænder.

Ansættelsesstop spreder konsulentisme i den offentlige sektor

Effektiviseringspres, besparelser og ansættelsesstop er længst blevet hverdag i den offentlige sektor. Gud have nåde for enhver offentlige leder, der drister til foreslå en ny fastansættelse på 37 timer. Det ligger ligesom ikke i tidsånden – der skal jo skæres.

Gud have nåde for enhver offentlige leder, der drister til foreslå en ny fastansættelse

Det åbner en ladeport for både vikarer og konsulenter, der – godkendt fra direktionen – kan vælte ind af hoveddøren i den offentlige sektor.

Eksemplerne på "konsulentismen" fremmarch er mange:

Der handler om læreren, der har brug for ekstra hjælp til en ADHD-elev og nærmest per automatik får tilbudt konsultativ bistand, mens tilbuddet om to-lærer-ordningen er en by i Rusland.

Det handler om specialkonsulenten fra Socialstyrelsen, der skifter job til PWC eller McKinsey, hvor vedkommende kan tjene næsten det dobbelte i løn, selvom man stadig løser mere eller mindre den samme opgave for netop Socialstyrelsen!

Den gravide, der bliver erstattet af en konsulent under sine barsel


Og det handler om et større projekt omkring implementering af IT i regionerne, hvor 18 ud af 20 medarbejdere på projektet var konsulenter eller den gravide, der bliver erstattet af en konsulent under sine barsel.

Den simple devise er jo færre fastansatte - jo bedre. Ansættelsesstop og nedskæringer skaber en adfærd, hvor konsulenten bliver den eneste udvej.

Statslige midler skaber boomende overskud

Der er ingen tvivl om at vi som samfund kan nyde god gavn af den ekspertise, som mange konsulenter kan diske op med. Særligt skandale-højborgen i Skatteministiet kunne nok have brug for al tænkelig rådgivning.

Men vi må også bare huske at prisen bliver ganget massivt op, hver gang vi hyre et konsulenthus til at lave det en fastsatte kunne have leveret. Det er penge der kunne være brugt på pædagoger, sygeplejersker, lærer, SOSU’er og mange andre.

Alene for regnskabsåret 2016-17 opnåede PWC en vækst på hele 13 procent


I stedet for at styrke velfærden, så kanaliseres millioner og milliarder over til de private konsulenter. Alene for regnskabsåret 2016-17 opnåede PWC en vækst på hele 13 procent. Når virksomheder som PWC boomer, så gavner det først og fremmest ejerne.

Det er gyldne tider i konsulentbranchen og nedskæringsiver er kun en fordel.

Respekt for Corydon!

Det eneste lyspunkt, som man overhovedet kan grave frem i denne diskussion en af mørkeste fyrster. Det var var nemlig med finansminister Bjarne Corydon i spidsen, at det lykkedes den forrige regering at nedbringe det statslige overforbrug af konsulenter.

Det viser , at der findes områder hvor Corydon klart og entydigt fortjener ros

Under den tidligere Thorning-regering havde udspillet ‘Fair Løsning 2020’ sat spot på de dyre konsulenter: ”Staten bruger årligt cirka fire milliarder kroner på køb af ekstern konsulentbistand. I flere tilfælde er det velbegrundet, men omfanget er så stort, at det bør begrænses”.

placeholder

Og begrænset blev det netop i den periode, hvor Bjarne Corydon rent faktisk levede op til de gode intentioner og leverede på løftet. Det viser ikke bare, at der findes områder hvor Corydon klart og entydigt fortjener ros, men også at det faktisk er politisk muligt at begrænse PWC- og McKinsey-konsulenternes adgang til de statslige institutioner og pengekasser.

Politisk magt er stadig en regulær magt, hvis man vælger at gøre som Corydon på dette punkt. Og det fortjener faktisk ros.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er jo også grotesk at konstatere, at hele cheflaget i den offentlige sektor er helt på forkant med alle plusordene, men der er tale om ren papegøjesnak, som når enhver borger i kommunistkina er i stand til at sige alt det, de skal ifølge partiet. Derimod må man konstatere, at stort set hele det offentlige område er befolket med folk, som i heldigste tilfælde er 2. sortering - og ofte er der tale om totalt uduelige folk, folk, som ingen chance ville have i det private erhvervsliv, og som har fundet sig tilflugtsposter i det offentlige. Undersøgelser viser, at hæderlige mennesker har en præference for det offentlige, mens mennesker, på hvis palet det uhæderlige indgår, har en præference for det private erhvervsliv. Så hvad vil man have? En hæderlig, men inkompetent person, eller en uhæderlig med alle kompetencerne og idéerne? Alle de kuldsejlede offentlige projekter har således en forklaring. Og så er der jo også den latterlige og groteske ordning, at når en privat aktør byder ind på et offentligt projekt, så vinder den billigste altid. Der foregår ingen substansbedømmelse af estimater over, hvad en opgave reelt koster. På denne måde ligger der megen logik i de liberales ønske om at reducere statens rolle til natvægterstaten. Men jeg vil nu hævde, at der også findes folk som er både hæderlige og kompetente. Men ofte støder disse panden imod den mur, der består i folk, der af alle kompetencer kun har denne ene, at beherske magtens udøvelse, uanset om denne er fuldstændig hovedløs, tåbelig og inkompetent. Der er tale om folk, som først og fremmest er optaget af og absorberet i demagogiens logik, ofte uden hensyn til besværlige kendsgerninger.

Arne
Nå man til det du skriver overordnet med ubestridelig rimelighed kan sige, at det kan du jo så mene, bunder det i, at substansen helt mangler bag din opremsning af fordomme. Det er da virkelig ikke i orden.
Der arbejder hver dag mennesker i vore skoler, i vore børnehaver under meget pressede forhold, der udfører en basalt helt nødvendig og kvalitetsbetonet indsats for læring blandt børnene. Sygeplejersker og læger kæmper hver dag med at behandle alle danskere efter behov (ikke pengepung) for dårligdomme til en brøkdel af den pris pr. borger, som sundhedsvæsenet i f.eks. USA i privat regi tager for at betjene den del af befolkningen, der har råd til en sundhedsforsikring (medens 60 mio. amerikanere står uden for sikring). Dertil har vi staben af politifolk, retssystemets dommerstand, og forskere og undervisere på vore universiteter og uddannelsessteder, der er en forudsætning for vores erhvervsmæssige succes, staben af højt kvalificerede embedsmænd i ministerierne, og alle de andre, som du omtaler som "2. sortering".
Og når det så kommer til de fejlslagne EDB-projekter er det visse ansvarlige politikere, der med en helt usædvanlig dårlig vilje i deres spareiver tog forskud på glæderne og fyrede halvdelen af personale i SKAT, inden de pøsede milliarder ud på konsulenttimer fra private firmaer, der i deres uduelighed konstruerede et misfoster af et system, der aldrig kom til virke.
Jeg synes du skulle prøve at overveje, om ikke dit register af fordomme måske kunne trænge til en refresh.

Poul Boie Pedersen, mange tak for din reaktion, som jeg synes har mange vigtige pointer, som du helt har ret i. Nu var der det, at det specielt var sektorforskningen og ministerierne, jeg havde i tankerne, hvor konsulenteriet helt har taget overhånd. Også det der med skat har du da ret i, blot er jeg jo inde på, at problemerne har mere dybtgående, systemisk natur end du åbenbart er med på at indrømme. Og med hensyn til sygeforsikringen og den meget store indsats, der gøres i sundhedssektoren, er vi da fuldstændigt enige - vi skal for guds skyld aldrig have et system som det amerikanske. Men jeg synes, at du med din automatreaktion med hensyn til at tilskrive mig fordomme, og din utilbøjelighed til at gøre min analyse genstand for substansbedømmelse, selv lægger fordomme for dagen. Er vi ikke snarere inde på, at det der med de højt kvalificerede embedsmænd i ministerierne ikke snarere er en indiskutabel á priori end et faktum? Er der ikke tale om en begejstring for homo administratus cum consulentia, som der ikke sættes spørgsmålstegn ved, qua en ren politisk begrundet begejstring for det statslige? Er der tale om en reel diskussion, eller et skyggespil?

I øvrigt efterlyser jeg en mere specifik og substantiel kritik af mit indlæg end den billige omgang med at betegne det hele som "opremsning af fordomme". Det kan ingen bruge til noget.

I øvrigt aner jeg i dit indlæg præcis den socialdemokratiske magtarrogance, som jeg kun kender alt for godt, og som borgmestrene Urban Hansen og Egon Weidekamp i al deres groteske mangel på demokratisk talent var eksponenter for. Er det det, du vil have? For så er jeg slet ikke med mere. Mennesker af den art kan forvandle hvadsomhelst til støv.

Hej Arne
Mine kommentarer til dit indlæg kan vel være trukket polemisk op. De handler om dit indlæg, og er ikke et generelt udsagn om din person. Når det er sagt, synes jeg ikke du rimeligt dokumenterer påstanden om, at offentligt ansatte medarbejdere generelt skulle være 2. klasses, eller at det offentlige ikke evner at foretage produktion.
I det offentlige rum er det en yndet sport at nedgøre det offentlige system som rent spild, eller forbrug uden nytteværdi. Dette nedgørende synspunkt markedsføres i et væk blandt liberale ideologer; således hører vi fra Liberal Alliance, at enhver skattelettelse er en forbedring og fortjener en pokal. Men det betyder jo, at man her ikke tillægger den offentlige produktion nogen nytteværdi. Hos Danmarks Statistik sættes BNP-påvirkningen af offentlig produktion i mangel af bedre til kostprisen,(da der ikke kan måles på salgspriser) helt uanset hvilken reel nytteværdi aktiviteten afkaster. Det er på det grundlag, at f.eks. Venstre argumenterer for flere pivathospitaler. selv om al emperi tilsiger meget stor effektivitet og samfundsmæssigt benefit i det danske system sammenlignet med andre modeller med privat produktion i udlandet.
Og dertil kommer, at det offentlige ikke må drive normal kommerciel virksomhed, med de gældende EU-regler. Når vi betænker Eldrups enestående strategiske oplæg til en nu realiseret succes i DONG, er det vel ikke et udtryk for, at det ikke kunne lade sig gøre.
Britta sagen viser at der foregår kritisable ting i det offentlige regi, men helt ærligt, hvordan er det lige det går i banksektoren for tiden?
Det man glemmer er, at det offentlige og dets aktiviteter udgør demokratiets indflydelse på samfundsudviklingen (en mand en stemme) , og at det der ikke foregår her, foregår på markedsvilkår, styret af personer med adgang til kapital, hvor betingelserne er en krone er en stemme. Det må være let at forstå, at partier, der repræsenterer det mest velhavende vælgersegment foretrækker det sidste, og har interesse i at tale af den offentlige aktivitet ned og endda i visse sammenhænge direkte spænde ben for succesfuld udmøntning heraf. Vi ser det f.eks. med de årlige bruttobesparelser gennem omstillingspuljen, også på kerneområder som uddannelse, der kunne ses som et ønske om at miskrediterer disse funktioner ved udsultning (Starving the Beast) og bane vejen for private aktører (som Løhde åbent argumenterede for i forbindelse hensigten med sundhedsreformen),og jeg kan frygte at den uforståeligt amatøragtige ødelæggelse af SKAT fra 2005 ikke er helt uden bagtanke af samme skuffe.
Det er i det perspektiv du skal se mit engagerede indlæg.
mvh pbp

Hej Arne
Mine kommentarer til dit indlæg kan vel være trukket polemisk op. De handler om dit indlæg, og er ikke et generelt udsagn om din person. Når det er sagt, synes jeg ikke du rimeligt dokumenterer påstanden om, at offentligt ansatte medarbejdere generelt skulle være 2. klasses, eller at det offentlige ikke evner at foretage produktion.
I det offentlige rum er det en yndet sport at nedgøre det offentlige system som rent spild, eller forbrug uden nytteværdi. Dette nedgørende synspunkt markedsføres i et væk blandt liberale ideologer; således hører vi fra Liberal Alliance, at enhver skattelettelse er en forbedring og fortjener en pokal. Men det betyder jo, at man her ikke tillægger den offentlige produktion nogen nytteværdi. Hos Danmarks Statistik sættes BNP-påvirkningen af offentlig produktion i mangel af bedre til kostprisen,(da der ikke kan måles på salgspriser) helt uanset hvilken reel nytteværdi aktiviteten afkaster. Det er på det grundlag, at f.eks. Venstre argumenterer for flere pivathospitaler. selv om al emperi tilsiger meget stor effektivitet og samfundsmæssigt benefit i det danske system sammenlignet med andre modeller med privat produktion i udlandet.
Og dertil kommer, at det offentlige ikke må drive normal kommerciel virksomhed, med de gældende EU-regler. Når vi betænker Eldrups enestående strategiske oplæg til en nu realiseret succes i DONG, er det vel ikke et udtryk for, at det ikke kunne lade sig gøre.
Britta sagen viser at der foregår kritisable ting i det offentlige regi, men helt ærligt, hvordan er det lige det går i banksektoren for tiden?
Det man glemmer er, at det offentlige og dets aktiviteter udgør demokratiets indflydelse på samfundsudviklingen (en mand en stemme) , og at det der ikke foregår her, foregår på markedsvilkår, styret af personer med adgang til kapital, hvor betingelserne er en krone er en stemme. Det må være let at forstå, at partier, der repræsenterer det mest velhavende vælgersegment foretrækker det sidste, og har interesse i at tale af den offentlige aktivitet ned og endda i visse sammenhænge direkte spænde ben for succesfuld udmøntning heraf. Vi ser det f.eks. med de årlige bruttobesparelser gennem omstillingspuljen, også på kerneområder som uddannelse, der kunne ses som et ønske om at miskrediterer disse funktioner ved udsultning (Starving the Beast) og bane vejen for private aktører (som Løhde åbent argumenterede for i forbindelse hensigten med sundhedsreformen),og jeg kan frygte at den uforståeligt amatøragtige ødelæggelse af SKAT fra 2005 ikke er helt uden bagtanke af samme skuffe.
Det er i det perspektiv du skal se mit engagerede indlæg.
mvh pbp

Kære PBP!
Jeg kan i det store og hele tilslutte mig dit indlæg. Det handler jo om, hvordan man i detaljer skal indrette et samfund, og de liberale har jo en ret idéologisk tilgang hertil, som jeg kun i et vist omfang er med på. Der er jo hele problematikken omkring, i hvilket omfang aktiviteter af strategisk betydning for samfundet skal beholdes på danske hænder - hvordan man definerer området "aktiviteter af strategisk betydning". Der er jo også EUs udbudsregler, som jeg undertiden finder malplacerede og unødigt komplicerende. Det forhold, at der har været aktører, som i lange tider nærmest har haft monopol på en aktivitet, og derfor har oparbejdet en betydelig kompetence herindenfor, skal pludselig konkurrenceudsættes til glæde for ingen. Her ser vi den liberale idéologi som en hund i et spil kegler. Den jo indgår i den herskende religion om hele tiden at lave om. I virkeligheden sejler jo alting på den måde, og til ære for hvem? Det forhold, at man centralt i virkeligheden har meget svært ved at følge ting til dørs, fordi det hele er så omfattende, bevirker jo, at der er så meget, der kuldsejler.

Der er jo også det forhold, at et politisk initiativ ikke nødvendigvis er et politisk initiativ. Mange manøvrer har jo bagvedliggende motiver, såsom, at hvis en aktivitet giver anledning til problemer og dysfunktionalitet, så ligger det lige til højrebenet at nedlægge den pågældende aktivitet. På den måde får liberalisterne jo ofte det sidste ord. Jeg har spekuleret en del over, om udflytningerne af statslige aktiviteter i virkeligheden ikke indgår i en langsigtet plan om ligeså stille at likvidere de pågældende aktiviteter, idet de, når de er situeret langt fra hovedstaden, ligeså stille kan gå ind - i dølgsmål. Initiativtagerne til udflytningerne vil jo benægte dette med stor ihærdighed, men vi er her ude i manøvrer af "Yes Minister" - typen, hvor de reelle hensigter aldrig kommer for en dag.

Altfor mange skattekroner går op i "hat og briller". Administration og "dyre stole".Der gåes så mange "omveje", hvor "ruter" kunne have været kortere. Et hieraki af chefer,sekretærer,og alle deres lakajer.Drift på drift.Med flisebelagte gangarealer,kontorer,arkiver og journaler,instanser,institutter og institutioner.Mellemled på mellemled,gennem en stor behandlerlabyrint for hver enkelt "sag".Ikke sært at det koster.

Annonce