Annonce

Finansordfører: Filmen knækker for Finansministeriet

Opstiller regnestykke om nedslidning, hvor folk på førtidspension foretrækker at gå markant ned i ydelse i form af folkepension: ”Bestillingsarbejde”, mener Engelbrecht (S)
”Nye tal sår alvorlig tvivl om Mette Frederiksens pensionsplan”.

Sådan proklamerer Berlingske med store typer tirsdag.

De nye tal har Berlingske fundet i et aktuelt svar fra Finansministeriet til et ukendt medlem af Finansudvalget.

Ifølge Berlingske fremgår det af svaret, at der kun er råd til, at 2.850 nedslidte kan gå på tidligere pension for de tre milliarder kroner Socialdemokratiet har sat af til partiets udspil om tidlig pension for nedslidte, der har været meget længe på arbejdsmarkedet.

Berlingske sammenholder det med, at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i en debat med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om nedslidning tirsdag i sidste uge henholdt sig til et tidligere svar fra Finansministeriet, hvor af det fremgik, at de tre milliarder kroner kunne finansiere tidligere pension til omkring 7.000 nedslidte.

Har intet med virkeligheden at gøre

Berlingske mener, at det nye svar fra Finansministeriet sår  ”grundlæggende tvivl om, hvor mange der kan få gavn af ordningen.”

Men i svaret forudsætter Finansministeriet, at borgere, der er på diverse overførselsindkomster, blandt andet førtidspension og dagpenge, også overgår til tidlig pension. Og lige netop her knækker filmen, mener Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht:

Det er et stykke bestillingsarbejde fra Venstre

”Hvorfor i alverden skulle en person på f.eks. førtidspension gå over på tidlig pension, altså folkepension, som er markant lavere end førtidspension? Finansministeriet opstiller en situation, et regnestykke, som intet har med virkeligheden at gøre. Det er et stykke bestillingsarbejde fra Venstre, der skal vise, at færrest muligt kan få gavn af det socialdemokratiske nedslidnings-udspil,” siger Benny Engelbrecht.

I januar vurderede ministeriet  i et tidligere svar, at man kan sende 19-25.500 personer på pension for tre mia. kr.

”Det svarer til omkring 7.000 – 8.000 personer pr. årgang. Men så er der i mellemtiden gået valg i den – og Venstre har bestilt et nyt svar, som er mere hjælpsomt for regeringen. Forbavsende at embedsmænd vil medvirke til fremstille den slags politiserende svar, der kun har et eneste formål: At jorde Socialdemokratiets udspil,” mener Engelbrecht.

Berlingske nævner kun det laveste tal

Januar-svaret fra Finansministeriet tager udgangspunkt i tidlig pension to år før folkepensionsalderen. De 2.850, som omtales i Berlingske, dækker en anden situation, nemlig tidlig pension tre år før folkepensionsalderen.

Tager man udgangspunkt i en tidlig pension to år før pensionsalderen anslår Finansministeriet i svaret fra 13. marts, at 4.250 kan gå på tidlig pension for de tre milliarder kroner.

Men det tal nævner Berlingske ikke

Men det tal nævner Berlingske ikke.

En korrekt sammenligning mellem januar-svaret og marts-svaret viser, at de 7.000 nedslidte, der i januar kunne få tidlig pension for tre milliarder kroner i marts trylles ned til 4.250. Men altså kun ved at forudsætte, at folk på højere ydelser i form af førtidspension og dagpenge springer over for den langt lavere folkepension.

Mette F.: Beløbet kan blive højere

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, udtalte i weekenden til Avisen.dk, at de tre milliarder kroner alene er udgangspunktet. Beløbet kan blive højere hen ad vejen:

Selvfølgelig kan det da blive mere

”Så tre milliarder er det, som vi som udgangspunkt sætter af. Det er der, vi starter. Selvfølgelig kan det da blive mere. Hvis vi vurderer hen ad vejen, at det ikke er tilstrækkeligt, må vi se, om vi kan finde flertal til at udvide ordningen. Sådan har Socialdemokratiet altid arbejdet. Vores modstandere får det til at lyde, som om man skaber alle resultater i år nul. Stauning byggede heller ikke alle de almene boliger på en gang.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Filmen er knækket" flere steder. En ubrugelig "knækket film".Lige til at kassere.

Hvem drømmer vel om at gå på folkepension,der er lig med økonomisk ruin ? De fleste går da i årevis, og frygter for dagen, hvor de fratages alt selvværd,og værdighed, fordi FOLKEPENSION er lig med at nulstille livet.Over at skulle vende og dreje hver eneste øre af de kroner der langt fra kan række.Folkepensionssatsen er ikke spor andet end en daglig ydmygelse.

Ika har ret. Folkepensionssatsen er ikke spor andet end en daglig ydmygelse. Desværre er der i dag et samfund, der hellere giver pengene til indvandrere og flygtninge eller allerhelst selv vil beholde det hele end at ville afgive bare en smule mere end 25 kr. månedligt, hvoraf der skal trækkes skat, til folkepensionisterne. Desuden er det de folkepensionister, der aldrig har lavet noget og betalt skat eller kun har lavet meget lidt og derfor heller ikke har betalt skat eller endnu værre dem, der hele livet har været på overførselsindkomst, der når de bliver folkepensionister bliver forgyldt med en ældrecheck, hvor 2 gifte/samlevende kun må eje det samme som en enlig for at få denne ældrecheck, selv omm man har været 2 om at arbejde og spare op. Det er ikke kun ældrechecken, men også de tilhørende tilskud til en hel masse, som dem, der får ældrechecken får. Ældrechecken er desuden genstand til meget snyd for at få den, da det drejer sig om mange penge, så folk ligger med pengene under madrassen eller i en bankboks for at få den. Der burde være en folkepension som folk kunne leve af til alle og ældrechecken burde afskaffes. Den er et misfoster og uhyre uretfærdigt over for de mennesker, der har arbejdet i 45-50 år og har betalt kæmpestore skatter.