Men under duften af solidariteten skjuler sig en fæl lugt af et mere føderalt EU, hvor nationalstaterne skal fylde mindre, og EU mere.

Forslaget dufter af solidaritet i ordets egentlige forstand

Det smager stærkt af ideen om at de bredeste skuldre, skal bære det tungeste læs og lyder så ræverødt at det burde synges  til tonerne af ”Når jeg ser et rødt slag smælde”.

Så helt ærligt: “What’s not to like?”

Nej tak til større, stærkere og dybere EU

Der er faktisk ganske meget, som er ’not to like’ ved kommissionens forslag, hvis man pauser automatpiloten, sænker paraderne og vælger at tænke sig bare en smule om.

Afvisningen handler helt rigtig om den langsigtede kurs for vores fælles europæiske projekt

Når statsminister Mette Frederiksen (S) og resten af de danske socialdemokrater gør helt rigtigt i at afvise forslaget om hævet EU-budget og ny gigantisk hjælpefond, så handler det ikke om socialdemokratiet ikke har lært af finanskrisens destruktive gnierkurs (det man på engelsk kalder austerity), skulle have meldt sig ind i en særlig ”sparebande” eller ligger under for en særlig ubehagelige nationalisme, som det ellers antydes.

Afvisningen handler helt rigtig om den langsigtede kurs for vores fælles europæiske projekt.

Selvom coronakrisen har vist behovet for øget koordination omkring værnemidler, vaccine og beredskab, så må det aldrig blive en genvej til et større, stærkere og dybere EU.  

Macrons krav større europæisk selvbestemmelse

I ly af coronakrisen har den tysk-franske magtalliance set snittet til at lufte deres gamle drømme.

Der har aldrig været nogen hemmelighed at den franske præsident Emmanuel Macron er indbegrebet af en jubeleuropæer og længe har næret føderale tanker om at centralisere mere magt i EU.

I ly af coronakrisen har den tysk-franske magtalliance set snittet til at lufte deres gamle drømme

Tilbage i 2018 sagde han følgende i en tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg: ”I en stadig mere usikker verden er det ikke mere national suverænitet, vi har brug for, men en større europæisk suverænitet”.

For Macron er den politiske fremtid som en ensporet motorvej:er er kun en eneste vej frem og det er sømmet i bund mod mere EU.

Et helt tilsvarende budskab kom fra den konservative tyske kansler Helmuth Kohl tilbage i 1991:  ”Al nyere historie (...) har vist os, at det er helt hen i vejret at tro, at man på lang sigt kan opretholde en handels- og valutaunion uden samtidig at have en politisk union.”

Drømmen om fælles finanspolitisk, en egentlig politisk union og Europas Forenede Stater er aldrig afgået ved døden. De har blot været nedfrosset til bedre Europa-tider.

De bedre tider har netop indfundet sig som ”perfect storm” nu, hvor EU har taget afsked med de besværlige briter og hvor en gigantisksundhedskrise hærger kontinentet

De bedre tider har netop indfundet sig som ”perfect storm” nu, hvor EU har taget afsked med de besværlige briter og hvor en gigantisksundhedskrise hærger kontinentet.

Selvom der er behov for at hjælpe Europa i gang igen, må prisen ikke blive at Tyskland og Frankrig får lov at snige deres føderale ambitioner ind ad bagdøren.

Socialdemokratiseringen af EU er blot en sød tanke

At forestille sig at det nuværende forslag om et større budget og en hjælpefond på svimlende 5.600 milliarder kroner blot skulle være midlertidig foranstaltning er dybt naivt.

De højlydte kritikere bør åbne deres øjne og indse EU's grundlæggende neoliberale markedstænkning ikke forsvinder fra den ene til anden dag.

Socialdemokratiseringen af EU stadig er stadig blot en sød tanke fra 90’erne og det konservative jerngreb om Europas institutioner er kommet for at blive.

Vi skal for det første ikke lade Tyskland og Frankrig snige deres føderale ambitioner ind ad bagdøren

Selvom vi har brug for en ”Green New Deal”, mere ekspansiv økonomisk politik, aflivning af gældsangsten og fælles europæisk solidaritet, så er det ikke tidspunktet at lade stå til.

Vi skal for det første ikke lade Tyskland og Frankrig snige deres føderale ambitioner ind ad bagdøren og øge den europæiske centralmagt. Ligesom det for det andet heller ikke giver mening at i nord samler regningen op, mens man i syd ikke magter at indkræve skat, sender de halvunge på pension og stadig bøvler med et ufleksibelt arbejdsmarked.