Annonce

Venstre fumler også med oplysninger om valgkampsbidrag i Region Syddanmark

Aktindsigt: Venstre har først med et års forsinkelse oplyst navnene på samtlige donorer, der har givet mere end 20.000 kroner til partiet
Venstre fumler ikke alene med valgkampsoplysningerne i Region Midtjylland. Partiet fumler også med oplysningerne om donor-bidrag i Region Syddanmark.

Det fremgår akter, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i.

Akterne viser, at Venstre i januar 2016 indberetter til Region Syddanmark, at seks donorer har givet mere end 20.000 kroner i valgkampsbidrag til Venstre op til valget i 2015. Ved samme lejlighed oplyser Venstre identiteten på de seks givere, som partiet skal i henhold til reglerne.

Men der var faktisk ni – og ikke kun seks - firmaer, organisationer og privatpersoner, som havde ydet Venstre valgkampsbidrag på over 20.000 kroner i regionens område.

Således beklager Venstres formand i Region Syddanmark, Anders Jessen, i mail dateret 29. januar 2017 meget over for Region Syddanmark, at man nu med et års forsinkelse må indberette yderligere tre bidragydere:

”I forbindelse med ovenstående er jeg blevet gjort opmærksom på, at Venstre ud over de allerede indberettede tilskud fra 6 privatpersoner også har modtaget partistøtte med bidrag på over 20.000 kr. i 2015 fra yderligere 3 navne,” skriver Anders Jessen.

Vi beklager, at 3 navne ikke blev indberettet tilbage i foråret 2016

I mailen til region Syddanmark oplyser Venstre-formanden, at Carta Auto Finans i Odense har bidraget med over 20.000 kroner. Det samme har Erhvervsforum Fyn og en pt. ukendt privatperson.

”Vi beklager, at 3 navne ikke blev indberettet tilbage i foråret 2016,” lyder det beklagende fra Venstre-formanden.

Måske omkring 50.000 kroner

Direktør hos Carta Auto Finans, Bent O. Larsen, bekræfter over for Netavisen Pio, at Carta Auto Finans gav et beløb på over 20.000 kroner til Venstre op til 2015-valget:

”Måske gav vi omkring 50.000 kroner. Jeg kan ikke huske det på stående fod,” siger Bent O. Larsen til Netavisen Pio.

Måske gav vi omkring 50.000 kroner

Han kender ikke baggrunden for, at Venstre først indberetter hans støtte til Venstre med over et års forsinkelse.

Per Therkildsen, der er formand for Erhvervsforum Fyn, vil ikke oplyse noget som helst omkring størrelsen af Erhvervsforum Fyns valgkampsbidrag til Venstre. Kun at det er på over 20.000 kroner.

Han har ingen kommentarer til hvorfor Venstre i regionen indberetter beløbet med et års forsinkelse.

Netavisen Pio afventer kommentar fra Venstres formand i Region Syddanmark, Anders Jessen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er da underligt det altid er V der lider af hukommelsestab mht. penge, og glemmer hvad de bruger og modtager udefra. Generelt er det et parti med enormt dårlig hukommelsebåde fra fortid og nutid. Jfr. skattesagen i 2010, Løkkes forskellige frådserier, overbetaling af privatsygehuse, hvem der skabte velfærdsstaten osv. osv. Der vinkles og fordrejes, og det er altid os andre der lyver og husker forkert.