Denne sætning er brændt ind i min hukommelse. Jeg læste den på første eller andet semester på min professionsbachelor i Offentlig Administration. Igennem hele min bacheloruddannelse blev jeg mere og mere optaget af hvordan vi vælger, at organisere og indrette vores velfærdssamfund, hvad de valg egentlig har af betydning for borgerne og for samfundet som helhed.

Den sætning er brændt ind i min hukommelse

Det var via min uddannelse, at jeg fik sat ord på mange af mine holdninger til og min grundlæggende tro på en stærk offentlig sektor. Ja det var sågar her, jeg måtte indse, at jeg var glødende socialdemokrat.

Det handler om velfærdsloyaliteten 

Tilbage til sætningen. Jeg har i dag glemt hvem der står bag den, men jeg skylder vedkommende stor tak. Den understreger og laminere vigtigheden af den universelle velfærdsstat. Alle skal have ret til de grundlæggende ydelser, for på den måde sikres tilknytningen og loyaliteten til velfærdsstaten – hos hele befolkningen – og det er fuldstændig afgørende for dens overlevelse.

Er de offentlige ydelser kun for de allersvageste og udsatte i samfundet, ja så bliver ydelserne også derefter – sådan er tesen bag sætningen, og derfor er det vigtigt, at sikre den brede tilknytning bag det universelle velfærdssamfund.

Alle skal have ret til de grundlæggende ydelser, for på den måde sikres loyaliteten til velfærdsstaten

Desværre har vores velfærdssamfund været en tur eller fire gennem grønthøsteren. Lad mig bare tage udgangspunkt i den verden jeg kommer fra – a-kasserne. Her har jeg som a-kassemedarbejder været vidne til konsekvenserne af forringelse på forringelse og kun meget få lyspunkter gennem de sidste fire år. Dagpengesatsen (kompensationsgraden) er langsomt, men sikkert blevet udhulet, dagpengeperioden er blevet halveret (nu med mulighed for et års ekstra forlængelse) og dimittendernes vilkår er kørt i bund – bare for at tage et par enkelte nedslagspunkter.

Ikke alle har råd

Det skaber jo et helt naturligt behov for tillægsforsikringer (lønsikring), der kan modsvare dagpengenes lavere kompensationskraft, men det skaber altså samtidig også et A og et B hold. For det er jo langt fra alle lønmodtagere, der har råd til en ekstra forsikring, når hverdagens regninger skal betales, og det er måske særligt disse familier der mærker det ekstra hårdt når ledigheden rammer, og det kun er dagpengesatsen på ca. 18.800 (før skat) der ruller ind på kontoen.

Langt fra alle lønmodtagere har råd til en ekstra forsikring

Ligeledes er der private sundhedsforsikringer og nu tales der så også om private tillægsforsikringer i ældreplejen. Alt sammen for at kompenserer for den offentlige sektors fejl og mangler og til stadighed vigende serviceniveau.

Vi har tusindvis af offentligt ansatte der hver dag yder en kæmpe indsats for, at få hverdagen til at fungere, men vi har også en offentlig sektor der hvert år får at vide at den ”skal køre længere på literen”. Det har den konsekvens, at servicen forringes og at dem der kan søger alternativer, for eksempel ved at tegne en lønsikring eller en privat sundhedsforsikring.

Private sundhedsforsikringer skaber A- og B-hold 

Dette skaber et A og et B hold og det svækker troen på og tilliden til velfærdssamfundet. Det er en glidebane vi ikke må ud på. For den skaber rum og plads til et helt nyt velfærdssamfund, med en helt anden indretning end den vi kender, nemlig noget der minder om den forsikringsbaserede liberale velfærdsmodel. Vi er allerede godt på vej og man kunne jo spekulere på, om 40 års New Public Management og den underliggende neoliberalisme helt bevidst har fremtvunget denne udvikling? Det er nok ikke en umulighed.

Lad os sætte en prop for forsikringsalternativerne

Uanset hvad, så står vi overfor en skillevej. Jeg tror det er af afgørende betydning, at vi siger fra overfor denne forsikringsudvikling. Lad os sætte en prop for forsikringsalternativerne.

Det gør vi bedst ved, at investere i den offentlige sektor, i vores flexicurity model og i vores fællesskab, og sikre et niveau der overflødiggøre forsikrings-alternativerne.