Siden Venstres overraskende gode resultat ved europaparlamentsvalget, har rationalet lydt fra andre håbefulde Venstre-folk, at partiet skal belønnes med enten flere eller bedre ministerposter - og allerhelst begge dele.
Det mere eller mindre lønlige håb kan de imidlertid godt skyde en hvid pind efter, mener politisk kommentator Benny Damsgaard:
“Der er ingen tvivl om, at Venstre fik et ordentligt skud selvtillid ved EP-valget. Det satte sig også i nogle af de kommentarer, der kom blandt andet fra Gade og andre ledende Venstre-folk i perioden bagefter. Men det er ikke sådan, at det her resultat i sig selv gør, at Socialdemokratiet pludselig giver efter og giver nogle flere og større ministerposter.”
Det konkluderer Damsgaard i denne uges udgave af Netavisen Pios politiske podcast, ‘Tingets Tilstand’.
Damsgaard mener, at man i Venstre fejllæser situationen, hvis man tror, at partiets styrkede position efter europaparlamentsvalget, hvor Venstre gik fra fire til to mandater, men alligevel klarede sig noget bedre end forventet, skulle belønnes med større ministertaburetter.
I virkeligheden er logikken snarere den modsatte, forklarer han.
“Havde Venstre stadigvæk haft det virkelig, virkelig skidt og for alvor været det syge dyr i flokken i regeringen - det er en rolle, der efterhånden er overtaget af Socialdemokratiet - så var sandsynligheden større for, at de havde fået lidt ekstra, for at det kunne hjælpe på sammenhængskraften i regeringen og på Venstres mulighed for at få nogle af de tabte vælgere tilbage igen,” siger han og fortsætter:
“Det EP-valg kommer ikke til at gøre den store forskel i den forbindelse. Måske snarere i retning af, at Socialdemokratiet vil være ekstraordinært - fordi det er dem, der klarede sig dårligst - opmærksomme på at få det maksimale ud af det.”
Venstre vil bruge et hvilket som helst argument for, at de skal have mere indflydelse
Den analyse deler Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen. Og så påpeger han den noget belejlige logik, Venstre ofte har gjort brug af for at argumentere for at få mere indflydelse i regeringen:
“Det er blevet bemærket i Socialdemokratiet, at når det går rigtig dårligt for Venstre, så skal Venstre have indrømmelser, fordi det er synd for Venstre, og man skal passe på Venstre. Når det så går godt for Venstre, skal de også have indrømmelser, fordi man skal imødekomme, at de har - ja, jeg ved ikke, helt hvad man skal imødekomme. Så det er lidt, som om Venstre vil bruge et hvilket som helst argument for, at de skal have mere indflydelse.”
Venstre kommer altså sandsynligvis til at skulle spejde længe efter flere og finere ministerier, mener Damsgaard og Jespersen.
Det betyder dog ikke, at en kommende regeringsrokade ikke også kan blive en skuffende omgang for de to andre regeringspartier. I hvert fald, hvis de håber, at rokaden kan gøre det vingeskudte midterprojekt mere populært blandt vælgerne.
Regeringsrokader er nemlig sjældent det, der skaber nyt folkeligt momentum for en regering, påpeger Damsgaard.
“Det giver nogle dages positiv omtale. Især hvis der er nogle lidt mere spændende ministeremner på holdet, kan det godt give nogle dages omtale og også noget positiv omtale. Men der er meget lidt evidens for, at det er noget, der sætter sig på sigt og giver bedre målinger og momentum for regeringen. Det er meget, meget, meget sjældent, man ser det - hvis overhovedet.”
‘Tingets Tilstand’ er Netavisen Pios ugentlige politiske podcast med Netavisen Pios chefredaktør, Niels Jespersen, og tidligere konservativ kommunikationschef Benny Damsgaard. Den er tilgængelig på både Apple Podcasts, Spotify og Spreaker.
Kommentarer
En virkelig fornyelse af regeringen, ville være at omdanne den til en egentlig magistratsregering, for som det er nu har vi kun en regering med sit eget flertal og en talentløs opposition.
Ved at invitere resten af folketingets partier med i regeringen, vil man få bragt demokratiet ned i salen, hvor der vil vise sig flertal for ting, for ting og sager som går videre end regeringens egne muligheder, faktisk vil socialdemokratiet kunne føre politik til begge sider, det samme får de 2 borgerlige partier mulighed for.
Det bedste ved det er dog at man vil kunne se forskel på partierne og vælgerne kan tage stilling til dem, på en mere saglig måde og de partier der ikke vil være med, vil for alvor melde sig ud.
3 parti regeringen kvæler demokratiet, vi vil have demokratiet tilbage.
Jørgen Fabrin, de holdninger du giver udtryk for i din kommentar, ligner til forveksling det som det hedengangne" parti, Retsforbundet, havde i deres partiprogram helt tilbage fra 1977-81, da de sidst var i folketinget.
Den magistratsregering du er så "betaget" af, har eksisteret i mange år i Schweiz uden at det har medført ligestilling og demokrati. Kvinderne fik først stemmeret i 1971, dog skete det først i 1990 i den sidste Kanton, Appenzell Innerrhoden. Så at en magistratsregering ville medføre mere demokrati har jeg svært ved at se, det vil kun forsinke den nødvendige lovgivning, fordi alle skal være enige om en lov før den kan vedtages og en yderlig forsinkelse vil være alle de "unødvendige" folkeafstemninger, som dem der afholdes i Schweiz.
jørgen fabrin,hvor er magten i den fremstilling af en magistratsregering.
Jeg kan ikke se for mig, at vælgerne vil fravælge magten.
Det er ikke kun for at kunne dele sig efter anskuelse, at man i vores
demokrati har politiske partier, det er også for at kunne fremføre
politiske forskellighederne. Glem ikke de politiske uenigheder omkring
udlændinge politikken, vi havde op gennem 90erne og nullerne, det
var milevidt mellem strammerne og de mere progressive partier.
Man havde svært ved at adskille, den faste men fair udlændinge politik
fra den mere populistiske tilgang til holdningerne.
Selv mellem det daværende Venstre og det daværende socialdemokrati,
var der en stor uenighed, da den daværende regering havde følsomme
hænder, og som ikke turde skræmme venstrefløjen væk som deres støtte.
Vi så det da socialdemokratiet fremførte en såkaldt stram men fair
politik på området, der var mange modsætninger i mediernes holdning
til det nye i denne politik. Socialdemokraterne kvalte højrefløjens
populisme ved at omfavne deres udsagn, med forståelse og omklamring.
Dansk Folkeparti blev splittet til atomer i den efterfølgende periode.