Annonce

Endnu et fagforbund går til kamp mod Price & Co.

Sympatikonflikten omfatter nu både 3F Transport, 3F Den Grønne Gruppe og Dansk Metal - 3F København i aktion ved hovedporten til Tivoli
Foto: Brdr. Price
James Price(tv) og Adam Price.
Den faglige konflikt med de tre Brdr. Price-restauranter, Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw-kæden bliver nu optrappet.

Først erklærede 3F Transport sympatikonflikt. Det betød, at Price-restauranterne i Tivoli og Rosenborggade i Københavns indre by samt A Hereford Beefstouw i Tivoli siden foråret ikke har kunnet få leveret blandt andet vin, øl og madvarer fra chauffører, som er medlem af 3F, og arbejder på en virksomhed med overenskomst.

Siden har også det grønne område erklæret sympatikonflikt. Det betyder, at de berørte restauranter ikke længere kan få udført gartneriarbejde af 3F-medlemmer.

Senest har også Dansk Metal erklæret en fuldt lovlig sympatikonflikt:

ikke længere kan få udført blandt andet smedearbejde

“Det betyder, at de berørte restauranter ikke længere kan få udført blandt andet smedearbejde, af smede, der er medlem af Dansk Metal, og arbejder på en virksomhed med overenskomst,” forklarer formanden for 3F København, John Ekebjærg-Jakobsen, over for Netavisen Pio.

Ekebjærg-Jakobsen understreger, at sympatikonflikten også omfatter eksempelvis lagerarbejdere, som pakker vaskeribiler og laster lastbiler fra eksempelvis grossistvirksomheden Hørkram.

Står ved hovedporten bag ved Tivoli

3F-formanden i København fortæller, at 3F København før sommer så småt startede op med at gå i aktion ved leverance-hovedporten bag Tivoli:

“Vi startede før sommerferien med at stå ved porten ind til Tivoli (Bagsiden af Tivoli, red.) om morgenen og formiddagen. Her har vi kontaktet de håndværkerbiler, der kører ind - vaskeri og dem, der leverer varer - og sagt til dem: I skal vide, at der er sympatikonflikt, så I må ikke aflevere varer til Brdr. Price og A Hereford Beefstouw.”

John Ekebjærg-Jakobsen understreger, at man er startet nænsomt op - uden at inddrage selve Tivoli:

Vi synes faktisk Tivoli er uforskyldte

“Rent praktisk inddrager vi ikke hele Tivoli. Vi synes faktisk Tivoli er uforskyldte. Vi ved at Tivoli har opfordret både Brdr. Price og A Hereford Beefstouw til at komme tilbage til forhandlingsbordet.”

Optrapper med den ene hånd - opfordrer til forhandling med den anden

Den københavnske 3F-formand opfordrer fortsat restauratørerne til at komme tilbage til forhandlingsbordet.

Forleden oplyste John Ekebjærg-Jakobsen over for Netavisen Pio, at 3F København under forhandlingerne sidste sommer har tilbudt Price & Co., at man accepterer at ufaglærte tjenere forbliver lønnet som netop ufaglærte i hele det første år af deres ansættelse.

Tilbuddet er et markant brud med hovedoverenskomsten, som Price & Co. opsagde foråret 2023, som fastlægger, at ufaglærte tjenere skal lønnes som faglærte tjenere fra ansættelsens begyndelse.

Det er netop den bestemmelse i hovedoverenskomsten, som Price & Co. ønsker et opgør med. Alligevel tog restauratørgruppen ikke imod tilbuddet fra 3F København. Og det ærgrer John Ekebjærg-Jakobsen:

Vi opfordrer restauratørerne til at komme tilbage til forhandlingsbordet

“Vi opfordrer restauratørerne til at komme tilbage til forhandlingsbordet. Men indtil det sker, ja, så optrapper vi konflikten. Nu med en mere og mere omfattende sympatikonflikt.”

Arbejdsgivere tager sympatikonflikter alvorligt

En sympatikonflikt er et fuldt lovligt kampskridt - forudsat at de indbyggede konfliktvarsler med mere overholdes.

En sympatikonflikt er et kampskridt, som arbejdsgiverne tager ganske alvorligt.

Det lægger arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv, som i dag i stort omfang organiserer restaurationsbranchen, ikke skjul på.

Dansk Erhverv skriver således på sin hjemmeside, at sympatikonflikter ofte kan være den eneste effektive måde at tvinge en arbejdsgiver til at indgå overenskomst på:

“Ofte er den eneste effektive måde, som et fagforbund kan konflikte sig til en overenskomst på, ikke via hovedkonflikt, men derimod sympatikonflikter.”

“Hvis den virksomhed, som er ramt af hovedkonflikten, ikke har medarbejdere, der er medlem hos det konfliktende forbund, får forbundet eksempelvis ikke meget ud af at strejke. Derfor søger man ofte at tvinge virksomheder til at indgå overenskomst ved at sprede konflikten til andre virksomheders levering af varer og tjenesteydelser mv. til den hovedkonflikt ramte virksomhed.”

“Det er i meget vidt omfang lovligt at iværksætte sympatikonflikter, hvor det eksempelvis bliver lovligt for medlemmerne af de sympatikonfliktende organisationer at vægre sig ved at udføre arbejde, der er bestemt for den hovedkonfliktramte virksomhed.”

Dansk Industri betegner sympatikonflikt, som et af de “mest vidtgående” konfliktmidler, som et fagforbund lovligt kan anvende i sin kamp for at få en virksomhed overenskomstdækket.

Netavisen Pio har bedt direktøren og eneejer bag Dragsholm Slot, og hovedejer af de tre Brdr. Price-restauranter, Mads Bøttger, kommentere, at sympatikonflikten nu udvides. Men Bøttger har “ingen kommentarer”.

Dansk Erhverv annoncerer igangværende sympatikonflikter

Dansk Erhverv oplyser løbende sine medlemmer om igangværende, lovlige sympatikonflikter.

Dansk Erhverv har således i sommer oplyst sine medlemmer om, at nu er også Dansk Metal fra 20. juli er del af sympatikonflikten mod Brdr. Price i Tivoli og og A Hereford Beefstouw-restauranten ved Tivoli:

“Sympatikonfliktvarsel – CVR-nr. 75148712 – A Herford Beef Stouw, Tivoli – Aage Damgaard ApS, Lundvej 8, 7400 Herning”

“FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation, red.) har den 11. juli 2024, på vegne af Dansk Metal meddelt, at der med virkning fra og med lørdag den 20. juli 2024, ved normal arbejdstids begyndelse, iværksættes sympatikonflikt over for A Hereford Beef Stouw, Tivoli – Aage Damgaard ApS.”

“Sympatikonflikten betyder, at intet medlem af Dansk Metal, der er ansat i en virksomhed, der er medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver, må udføre noget arbejde, der hidrører fra eller er bestemt for ovennævnte virksomhed eller arbejde på eller bestemt for bygge- og arbejdspladser, hvor Herford Beef Stouw, Tivoli – Aage Damgaard ApS udfører arbejde.”

Og:

“Sympatikonfliktvarsel – CVR-nr. 34352208 – Restaurantselskabet af 26. januar 2012 K/S ”Brdr. Price Tivoli”, Rosenborggade 15, 1130 København K”

“FH har den 11. juli 2024, på vegne af Dansk Metal meddelt, at der med virkning fra og med lørdag den 20. juli 2024, ved normal arbejdstids begyndelse, iværksættes sympatikonflikt over for Restaurantselskabet af 26. januar 2012 K/S ”Brdr. Price Tivoli”.

Sympatikonflikten betyder, at intet medlem af Dansk Metal, der er ansat i en virksomhed, der er medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver, må udføre noget arbejde, der hidrører fra eller er bestemt for ovennævnte virksomhed eller arbejde på eller bestemt for bygge- og arbejdspladser, hvor Restaurantselskabet af 26. januar 2012 K/S ”Brdr. Price Tivoli” udfører arbejde.”

 

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Kæmpe" imod Brdr. Price, Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw tør fagbevægelsen godt, men pizzeriaer, kebabbarer, frisører, kiosker og andre Hawala-forretninger "dankort ikke virke wallah" holder de sig langt væk fra. Hvorfor skal vi have sådan et parallelsamfund, hvor den danske model kun håndhæves i Danmark over for etniske danskere? Hvorfor forlanger fagbevægelsen ikke, at den nye muslimske befolkning retter ind? Skyldes det, at Hawala-netværkets faglige stridigheder løses med leje-"svenskere" som kommer med knive, pistoler, håndgranater og brandbomber? Er det ikke en komplet falliterklæring og kapitulation, at fagbevægelsen bare overgiver sig til vold og kun "kæmper" mod fredelige blegfede danskere i Tivoli?

Egentlig ikke. Men når dine pizzeriavenner organiserer sig, kan det være der sker noget. Det er i øvrigt ikke uden omkostninger at kæmpe imod dårlige arbejdsgivere, så det er en flot kamp.

Keep on the good work...
Hvad er DK uden fagbevægelse? - Ingenting...