Det er ikke et hverdagssyn, når Socialdemokratiet og Venstre nu strides om det såkaldte forhandlingsmandat til regeringen forud for forhandlingerne om EU’s næste syvårige budget og den genopretningsfond, som er blevet foreslået for at hjælpe medlemslandenes økonomier på fode igen efter coronakrisen.

Striden skyldes, at Venstre kræver, at regeringen anviser, hvor pengene skal komme fra, hvis den vil have mandat til at kunne nikke ja på det kommende topmøde til et forslag fra EU-Kommissionen om at pumpe milliarder af euro ud i de 27 medlemslande.

EU-Kommissionen foreslår dels en større budgetramme end den nuværende, hvilket vil betyde at Danmark i de kommende år kommer til betale mere i EU-kontingent. Og dels en ny genopretningsfond på 5.600 milliarder kroner, hvor størstedelen af pengene skal udbetales som tilskud til de hårdest ramte lande, mens resten skal gives som lån, der skal betales tilbage.  

Det virker lidt som et spil for galleriet

”Det er en lidt spøjs måde at prøve at binde regeringen på,” siger Derek Beach, professor ved Aarhus Universitet, til Netavisen Pio. ”For EU-Kommissionens forslag er jo ikke nødvendigvis der, hvor det ender – og hvad har man så tænkt sig at gøre? Hvad nu hvis man kommer hjem med et mindre beløb, end man har fundet pengene til, at vi skulle have været af med. Hvad så? Det virker lidt som et spil for galleriet."

Dynamisk forhandlingssituation

Mads Dagnis Jensen, lektor på CBS, understreger, at Folketingets Europaudvalg, som formelt giver regeringen forhandlingsmandatet, af samme årsag først plejer at give mandatet – eller en beløbsramme – for så efterfølgende at finde pengene, når man kender resultatet.

”Normalt er der bred konsensus i Folketinget blandt de såkaldte regeringsbærende partier – Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre og De Konservative – om den danske europapolitik,” siger Mads Dagnis Jensen til Netavisen Pio. Lektoren fortsætter:

Der sjældent nogen stor offentlig debat

”Der er sjældent nogen stor offentlig debat. De fire partier støtter stort set alt, hvad der bliver fremlagt. Men både denne gang – og sidste gang der var flerårige budgetforhandlinger – er der tale om mange penge, der er på spil, så i det lys giver det god mening at spørgsmålet bliver politiseret. Andre gange, hvor partierne diskuterer forhandlingsmandater, så kan det jo dreje som teknikaliteter om det ene, og det andet og det tredje, som ikke har befolkningens bevågenhed. Omvendt står der rigtig mange penge på spil i budgetforhandlingerne, så derfor er der en større politisk bevågenhed og måske interesse for at politisere spørgsmålet."

Mette F. er fortsat skeptisk

Danmark har hidtil indtaget en position som en del af ”de sparsommelige fire” sammen med Holland, Sverige og Østrig, der har krævet et budget på maksimalt 1,00 procent af Brutto National Indkomst (BNI) og har erklæret sig imod at hjælpe økonomier som Italiens med tilskud frem for lån, som skal tilbagebetales.

Men Danmark er under pres fra de andre lande, herunder ikke mindst Frankrig og Tyskland, og på det seneste er regeringen begyndt at bløde op på sin forhandlingsposition.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fastholdt dog tirsdag i Folketingets spørgetime, at regeringen ikke er tilhænger af, at der bliver givet direkte støtte - og altså ikke lån - til hårdt ramte EU-lande.

Vi ønsker en massiv europæisk solidaritet

”Regeringen er tilhængere af en stor fond, der skal hjælpe de hårdest ramte lande,” lød det fra statsministeren. ”Vi støtter en fond på mange milliarder euro. Vi ønsker en massiv europæisk solidaritet."

”Rystende”

Opblødningen har imidlertid fået Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen til at kræve en forklaring på, hvor pengene i givet fald skal komme fra.

”Der er brug for at hjælpe Sydeuropa,” skriver Jakob Ellemann-Jensen på Twitter:

”Der er også brug for ansvarlig økonomisk politik. Om lidt beder Regeringen om mandat til højere EU-budget. V er konstruktiv, men kræver to ting: Finansiering og garanti for, at det ikke fører til nye skatter og afgifter”.

 

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, har til gengæld beskyldt Venstre for "dyb uansvarlighed" ved at give op på forhånd i Danmarks kamp for budgetmådehold. Og finansminister Nicolai Wammens (S) særlige rådgiver, Mads Brandstrup, har fulgt op på beskyldningen og kaldt det for "total kapitulation".

”Det er faktisk rimelig rystende," skriver den særlige rådgiver på Twitter:

”V smider Danmarks forhandlingsposition under bussen. Total kapitulation."

 

Tysk solidaritet

EU-Kommissionens forslag har overrasket de to EU-eksperter. Og så alligevel ikke.

Ifølge Derek Beach har Tyskland altid gjort det klart, at landet er villigt til være solidarisk med EU’s andre medlemslande – hvis der ikke var en anden udvej. Men under finanskrisen i årene 2008 og 09 fandt man netop altid en anden udvej.

Nogle gange var det bare politiske beslutninger - som finanspagten og bankunionen – der beroligede finansmarkederne og sikrede, at lande som Italien kunne finansiere landets gæld, som var nok. Renten faldt og det var muligt at fortsætte ufortrødent.

Indset alvoren fra starten

”Men denne gang har ikke mindst Angela Merkel (Tysklands kansler, red.) indset alvoren fra starten,” siger professoren. Derek Beach fortsætter:

”Tyskland mente under finanskrisen, at de sydeuropæiske lande måtte ligge, som de havde redt, og ville derfor hverken give dem penge eller hjælpe dem med at sætte det indenlandske forbrug op – og dermed hjælpe dem ad den vej. Hvorimod Tyskland i dag allerede har sat det indenrigspolitiske forbrug op og nu går skridtet videre og foreslår hjælpepakker og genopretningsplaner. Tyskland har indset, at vi i dag står endnu tættere på afgrunden end dengang, og at der virkelig skal ekstraordinære ting til for at redde den europæiske og dermed tyske økonomi."

Efterspørgsel efter danske varer

Mads Dagnis Jensen kalder det også nyt – og imod de senere års spareiver – at Tyskland nu vil være med til at åbne EU’s kasse

Ifølge lektoren er der to forklaringer på ændringen: Den første forklaring er, at ingen efter Brexit ønsker, at andre lande skal følge i briternes fodspor ud af EU og derfor er der brug for en europæisk slags Marshall-hjælp, så lande som Italien ikke pludselig skulle vælge at forlade EU. Og den anden forklaring er, at modsat finanskrisen i årene 2008 og 09 – som nok var et chock til verdensøkonomien men ikke ramte alle lande lige hårdt – så har coronakrisen denne gang ramte alle lande og landenes problemer kan denne gang ikke alene forklares med, at de i årene forinden ikke har ført en ansvarlig økonomisk politik.

”Under den økonomiske krise, der begyndte i 2008 kunne dette begrunde kravene om, at disse lande måtte spare og lave strukturelle reformer,” siger Mads Dagnis Jensen. Lektoren fortsætter:

Hvem skal så købe de tyske biler

”Derimod er alle lande blevet ramt af coronakrisen – og man kan ikke hævde, at det er selvforskyldt. Derfor vil man gerne have sat gang i økonomien, for hvis det ikke går godt i Sydeuropa, hvem skal så købe de tyske biler? I Danmark har Dansk Industri (DI) argumenteret for, at Danmark skal tilslutte sig genopretningsfonden. De mener nemlig, at det er hjælp til selvhjælp. Ellers vil der være meget mindre efterspørgsel efter danske varer."