DSU-formand Frederik Vad Nielsen formulerer ret fint et nyt fænomen: en ny ungdomsgeneration, som i talrigt antal er studenter og akademikere, og hvis forældre også er det.

At unge mennesker går på gymnasiet/HF, tager universitetsuddannelse eller mellemlang uddannelse og generelt klarer sig fint og godt er jo egentlig værd at hylde. Det har faktisk været meningen med en progressiv uddannelsespolitik, hvor alle dem der kan og vil får op til flere muligheder og endda en SU oveni, så man undgår at forgælde sig. Alt sammen fint.

Men prøv at spørg den 3 g’er du kender, hvor mange i hendes omgangskreds, som er tømrere?

Men prøv at spørg den 3 g’er du kender, hvor mange i hendes omgangskreds, som er tømrere? Eller elektrikere, eller chauffører, eller sosu’er eller gartnere? Få eller ingen, ikke sandt? Uddannelsessystemet har brutalt adskilt boglige og faglige fra 9.klasse og sidenhen har de ikke set meget til hinanden. Hver deres omgangskreds, hver deres dagligliv, hver deres fester og hver deres kulturelle forbrug.

Et adskilt ungdomsliv

Når gymnasieeleven sjosker mod første undervisningstime, har deres jævnaldrende, som er tømrer, været i gang i et par timer. Når der er fredagsbar i gymnasiet, er der måske øl og shots i Gothersgade til lærlingen.

Generationer bliver effektivt og markant adskilt, og der er tilsyneladende meget få steder, hvor man mødes igen. Viden om, hvordan andre mennesker med en anden uddannelsesbaggrund arbejder og lever er fraværende, med mindre disse mange bizarre reality-programmer opleves af både den ene og anden som virkeligheden?

Generationer bliver effektivt og markant adskilt, og der er tilsyneladende meget få steder, hvor man mødes

Og adskillelsen giver også politiske udslag. Tidligere tiders venstrefront var i det mindste socialt indigneret, fordi de hævdede at repræsentere arbejderklassen (Hvilket de så ikke gjorde, men det er en anden sag).

Det har de tilsyneladende lagt fra sig. I et interview om Københavns budgetforlig udtalte en eller anden dame fra Enhedslisten, at det var vigtigere at stå på fuglene og de sårbare planters side end at kæmpe for sociale fremskridt inde ved forhandlingsbordet, jf. Amagerfælled byggeriet. Der har været menneske-borge og råbende kunstnere, som har vrælet over noget bar mark (der er intet unikt natur i Amagerfælled), og INGEN af disse har løftet deres stemme til fordel for de nedslidte sosu’er, de ældres pleje, kol-patienten eller de magre tilbud om genoptræning efter arbejdsskade.

I den københavnske akademikers verden er den største sociale uretfærdig den ufødte frø’s vilkår

Og måske naturligt nok, for de kender ingen, der har disse problemer. I den københavnske akademikers verden er den største sociale uretfærdig den ufødte frø’s vilkår og eventuel mangel på øko-mælk til café-latten.
 

Manglende dialog skaber afstand til hovedstaden

På den anden side fører manglende dialog til afstandtagen til hovedstaden. Til københavner-bashing, hvor overdrevne fortællinger om det forjættede liv op af ballet og opera bliver til sandhed, selvom det ikke er det. Hvor man i provins og Jylland lever længere, har mere i disponibel indkomst, lavere ledighed, større huse, flere sommerhuse og flere biler, så har man alligevel en trang til at misunde København og om muligt gennemføre jævnlige plyndringstogter i form af arbejdspladser og udligningsmillioner.

Kort sagt: respekten mellem storbyakademikere og det øvrige land er forsvundet, og det er gensidigt.

Det er nok en god idé at få rettet den respekt op. Og måske skulle de veluddannede gå først.

Triumferende og storgrinende afskaffede den talende akademikerklasse efterlønnen

Et sted at starte er at respektere, at der er forskel på arbejdsliv, og hvor sjovt og spændende det er at gå på arbejde hver dag.

Triumferende og storgrinende afskaffede den talende akademikerklasse efterlønnen for år tilbage. Igen forvekslede journalister og kontorchefer alles liv med deres eget, og de havde søreme ikke brug for nogen efterløn, for de kunne sagtens arbejde mere i livet. Og således blev bager rettet for akademiker, og jord- og betonarbejderen, frisøren, anlægsgartneren og slagteriarbejderen skal nu pensioneres på samme tid, som cand.mag’en, cand politten, lægen og gymnasielæreren.

At det skulle være forbundet med hård fysisk nedslidning at arbejde på et slagteri eller at binde jern i februar måned, det giver akademikerklassens nichepartier blanke fanden i. For dem er det en triumf, som i regnearkene sikrer penge til skattelettelser – for de berørte er det en tragedie, hvorom gælder retten til en pensionstilværelse.
 

Respekt ønskes

Det samme gælder for alle de søde og dejlige unge mennesker, som i disse år tager uddannelse. I skal nok få mange valgmuligheder på arbejdsmarkedet og tilmed en fin og god efteruddannelse, og så modtager I forresten også en livsindkomst, som er væsentlig højere end dem fra jeres generation, som bliver faglærte.

Måske kunne I starte med at dele ud af jeres overskud og give lidt respekt?

Og måske skulle vi andre begynde at indrette samfundet sådan, at unge mennesker ikke adskilles så tidligt, men lever, uddanner sig og vokser op blandt hverandre?