Annonce

Knap hver tredje murer ender på operationsbordet

Hver fjerde 3F’er bliver opereret for arbejdsrelaterede skader. I befolkningen generelt er det hver ottende. Det viser nye tal.
Når man løfter tungt og bruger sin krop i sit arbejde hver eneste dag, så slider det. For hver fjerde i et fysisk krævende job, har det krævet en tur på operationsbordet.

En fjerdedel af 3F’s medlemmer er blevet opereret én eller flere gange for noget, som er direkte eller indirekte forbundet med deres arbejde. Det samme gælder kun for 12 procent af alle danskere. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for fagforbundet 3F.

Det er klart, at når man udfører fysisk hårdt arbejde fra morgen til aften, så bliver fysikken slidt

For arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F, Ulla Sørensen, understreger undersøgelsen, at et fysisk krævende arbejde slider på kroppen.

“Det er klart, at når man udfører fysisk hårdt arbejde fra morgen til aften, så bliver fysikken slidt. Derfor skal vi sørge for, at arbejdsmiljøet for de, der virkelig slider, bliver forbedret. Vi skal sætte ind med forebyggende tiltag. Der er ingen, der skal blive slidt ned af at gå på arbejde. Og er kroppen nedslidt, skal der selvfølgelig være mulighed for at kunne trække sig tilbage på værdig vis,” siger hun til Mester Tidende.

I Dansk Byggeri, der er en erhvervs- og arbejdsgiverorganisation, anerkender man tallene. Man mener dog, at den indsats, som allerede er gjort for at lette de tungeste byrder, vil bære frugt i fremtiden.

“De hårde fakta kan jeg ikke løbe fra. Men hos fx murerne har arbejdsgiverne og arbejdstagerne sammen gjort en kæmpe indsats for at få lettet byrderne. I dag findes der eksempelvis maskiner, der kan lette arbejdet i byggeriet, så man ikke skal løfte, skubbe og trække som tidligere. Lige som man er ved at udskifte de tunge stilladsdele hos murerne. Det betyder, at de skal løfte mindre end før. Den indsats kommer til at bære frugt, så vi på sigt vil se et andet billede,” siger Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri, til Netavisen Pio.
 

Arbejdet som murer slider ekstra

Særligt arbejdet med tunge mursten sætter sine spor, viser tallene. Hos murene er det 30 procent, der har været opereret for noget, der har relation til deres erhverv.

Derfor skal man sætte mere ind med forebyggende løsninger, hvis eksempelvis mureren skal kunne holde til den stigende pensionsalder, mener man hos 3F.

Derfor skal nedslidte have muligheder for en tidligere og værdig tilbagetrækning

“Med den stigende pensionsalder er det nødvendigt, at der bliver skabt forebyggende løsninger i de erhverv, hvor hårdt fysisk arbejde gør det vanskeligt at arbejde til man for eksempel bliver 70 år,” siger Ulla Sørensen, der mener at tidligere tilbagetrækning skal være en mulighed, når kroppen siger stop.

“Når vi taler om mennesker, der bruger deres krop i forbindelse med arbejdet, bliver de langt mere slidt end den gennemsnitlige dansker. Derfor skal nedslidte have muligheder for en tidligere og værdig tilbagetrækning.”  

Men en anden ting, som vi ikke kan lave om på, det er det enkelte individs egen formåen til at passe sin søvn, passe sin træning og passe sin kost

Dansk Byggeri: Livsstil er en “dark horse”

Selvom arbejdet på byggepladsen altid vil være mere nedslidende, så er den ubekendt “dark horse” den enkeltes livsstil i forhold til træning og kost, mener Mette Møller Nielsen.

”Når du arbejder i byggeriet, så arbejder du med kroppen. Men det handler ikke kun om hvad arbejdsgiverne skal gøre. Den enkelte har også selv et ansvar for at passe sin søvn, passe sin træning og passe sin kost. Det bliver ved med at være en ‘dark horse’ i det her,” siger hun.

Den enkeltes indsats kan faktisk gøre rigtig meget i forhold til smerter

Den enkelte behov for operationer er ifølge hende ikke udelukkende afhængigt af folks erhverv.  

"Kroppen og behovet for operationer har ikke kun at gøre med, hvad man arbejder med. Der er også en anden ting der spiller ind, og det er kroppen. I min familie er der tendens til at folk får problemer med iskias. Så man skal være opmærksom på, at man får den søvn og den kost og den forebyggende træning, som skal til. Den enkeltes indsats kan faktisk gøre rigtig meget i forhold til smerter,” siger Mette Møller Nielsen.
 

Sporskifte er afgørende

Selvom Ulla Sørensen mener, at teknologien hjælpe med at tage noget af slebet, så påpeger hun, men der er også brug for, at det bliver lettere at videreuddanne sig og skifte spor.

“Det er vigtigt, at vi sørger for, at vi har et dynamisk arbejdsmarked. Så man kan skifte spor og videreuddanne sig til noget andet, hvis kroppen er nedslidt og har sagt stop. Men samtidig sørger for en god forebyggende indsats og brug af ny teknologi, så de der ønsker det kan udføre deres arbejde hele livet,” siger Ulla Sørensen.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Man skal ikke glemme at når man får nye stilladser,maskiner og hjælpemidler så skal tempoet også øges væsentligt

Uacceptabelt og hjerteskærende, at en hel branche, her byggebranchen, er livsfarlig at arbejde i. Det burde forbydes, det tager den enkelte arbejders og familiens livskvalitet og belaster samfundsøkonomien. Et arbejdsmiljø vi kan overleve uden at blive invalideret må være et minimums krav til folketing, fagbevægelse og arbejdsgivere. Hvordan kan vi holde ud at læse om det igen og igen, uden at nogen reagerer?