Således også den 25. november hvor Netavisen Pio bringer et indlæg fra Otto Bjerre fra 3F Aalborg Industri, som argumenterer for medlemsgoder i overenskomsterne som et svar på fagbevægelsens udfordringer med at holde på medlemmerne.

Der er en række grunde til, at ideen om medlemsgoder i overenskomsterne skal afvises.

Et af principperne i den danske aftale-model er område- eller brancheoverenskomster – altså overenskomster, hvor alle indenfor et nærmere defineret område er dækket af den samme overenskomst.

Hvis vi indfører en model, hvor ikke alle er fuldstændigt dækket af alle overenskomstens bestemmelser åbner man en legal juridisk mulighed for at andre aktører kan rejse krav om det samme gode til de gode grupper, som ikke er fuldt ud dækkede med henvisning til princippet om ligebehandling.

Det vil hverken arbejdsgiverne eller de traditionelt overenskomstbærende organisationer vinde noget ved.

En farlig sammenkædning

Hvis modellen er et eller andet økonomisk tilskud fra arbejdsgiveren til den modstående faglige organisation, som så kan bruge provenuet til at nedsætte kontingentet, så etablerer man en farlig sammenkædning af overenskomsten og økonomien i den faglige organisation.

Forestil dig, at arbejdsgiveren betaler til fagforeningen, så den kan nedsætte kontingentet med for eksempel 100 kroner.

Hvem vinder ved det?

Ved en af de næstfølgende overenskomstforhandlinger foreslår arbejdsgiveren så måske en nedsættelse af den ugentlige arbejdstid med en time med fuld lønkompensation – mod at vi dropper ordningen med betaling til fagforeningen for hver omfattet ansat.

Så skal vi til at afveje hensynet til vores organisations økonomi med medlemmernes ansættelsesvilkår. Så har vi givet arbejdsgiverne en direkte indflydelse på forholdet mellem medlemmerne og fagforeningen.

Hvem vinder ved det?

Uafhængighed er en styrke

En del af dansk fagbevægelses styrke består i, at vi er uafhængige af staten og arbejdsgiverne. Vi har godt nok et skattefradrag for det faglige kontingent – ligesom arbejdsgiverne – og vi forvalter de statsligt styrede A-kasser.

Men herudover er og skal vi forblive økonomisk uafhængige af alle - bortset fra vores medlemmer!

Og – for fuldstændighedens skyld – modtager alle de overenskomstbærende organisationer via FH ¾ af FIU-bidraget på 47 øre pr præsteret arbejdstime, som skal bruges til uddannelse af vores tillidsrepræsentanter.

Men herudover er og skal vi forblive økonomisk uafhængige af alle - bortset fra vores medlemmer!

Problemet er ikke at få medlemmer ind

Det andet grundlæggende argument mod hele forestillingen om medlemsgoder i overenskomsterne er, at diskussionen spærrer for en anden og langt sværere diskussion – nemlig diskussionen om, hvorfor vi ikke kan holde på medlemmerne.

Den store medlemsundersøgelse forud for FH-kongressen i 2022 afdækkede jo at flere end 4/5 af alle under 30 år på et tidspunkt har været medlem af en rigtig overenskomstbærende fagforening.

Problemet er altså ikke at få medlemmer ind – problemet er, at mere end halvdelen forlader os igen efter at have lært os at kende! 

Og hvorfor gør de så det? Er det kun prisen? Eller er det også fordi ikke bryder sig om os rent politisk? 

Der er mange diskussioner og endnu flere mulige svar!

Er det de temaer vi arbejder med? Er det vores strukturer? Eller er det kulturen? Er det fordi vi vores arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter ikke er dygtige nok til at organisere nye og holde på de gamle medlemmer? 

Er det fordi vi kommunikerer forkert? Der er mange diskussioner og endnu flere mulige svar!

Ved at isolere vores aktuelle udfordringer med at holde på medlemmerne til en ren diskussion om størrelsen på kontingentet og fortænkte modeller for tilskud fra vores modpart, så når vi ikke frem til alt det svære – nemlig diskussionen om hvordan vi fungerer og har indrettet vores organisationer.