Annonce

Vil gøre op med brodne kar i byggebranchen - hovedentreprenører skal kunne holdes ansvarlige

Beskæftigelsesministeren klar til at stramme skruen over for arbejdskriminalitet - Danske Byggefag: “Det er blandt den illegale arbejdskraft, vi møder den mest rå og brutale form for kriminalitet og udnyttelse af mennesker”
Foto: Folketinget/Marie Hald
Ane Halsboe-Jørgensen (S), beskæftigelsesminister
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er på vej med en ny lov, der vil betyde, at man kan indføre et såkaldt entreprenør-stop på en byggeplads, hvor der gentagne gange er konstateret lovbrud.

Lovforslaget vil blive fremsat i december.

Det oplyser Ane Halsboe-Jørgensen over for DR.

Meldingen kommer op til en høring på Christiansborg onsdag eftermiddag om migranters forhold i byggebranchen.

Høringen kommer i kølvandet på DR-dokumentarserien ‘Underdanmark’, som i oktober afslørede kritisable og sundhedsskadelige forhold for migrantarbejdere i byggebranchen. Tilbage i maj-juni afdækkede TV 2-dokumentaren ‘Den Sorte Svane’ også omfattende arbejdskriminalitet.

er vi nødt til at sige, at det så er hovedentreprenørens ansvar

“Hvis Arbejdstilsynet ser, at der er farligt arbejdsmiljø og gentagne gange siger, at der skal rettes op, men de ikke reagerer på myndighedernes påbud, er vi nødt til at sige, at det så er hovedentreprenørens ansvar,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til DR.

I dag kan Arbejdstilsynet alene begrænse den enkelte underleverandør, der overtræder reglerne.

Halsboe-Jørgensen forventer, at det nye tiltag kan træde i kraft pr. 1. januar 2026.

Lovforslaget er en udmøntning af en aftale, som SVM-regeringen indgik i maj med Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Radikale og Alternativet, om en styrket indsats mod social dumping.

Det blev også aftalt med forligskredsen, at indsatsen mod brug af illegal arbejdskraft på danske arbejdspladser styrkes. Og at bødestørrelsen for overtrædelser sættes op.

Danske Byggefag: Flere udlændinge gør udfordringen større

Hos paraplyorganisationen Danske Byggefag (Tidligere BAT-Kartellet) understreger man, at onsdagens høringen er en vigtig anledning til at drøfte problemerne med social dumping og arbejdskriminalitet: 

"Vi står over for en fælles udfordring i byggebranchen. Ingen har gavn af, at udnyttelse og arbejdskriminalitet får lov at sprede sig. Kriminalitet gør byggeriet dyrere, dårligere og hvem har lyst til at arbejde i en branche hvor de kriminelle svinger taktstokken," siger direktør i Danske Byggefag, Søren Sand Kirk.

Antallet af udlændinge på det danske arbejdsmarked nærmer sig 400.000. Det er en fordobling på bare ti år. Det ud over anslås det, at op mod 25.000 illegale indvandrere opholder sig i Danmark. Mange af dem arbejder illegalt i byggebranchen:

”Det er blandt den illegale arbejdskraft, vi møder den mest rå og brutale form for kriminalitet og udnyttelse af mennesker. Branchen kan klare meget selv, men illegal arbejdskraft er et samfundsansvar,” siger Søren Sand Kirk.

Danske Byggefag understreger, at man kan komme arbejdskriminaliteten til livs, men det kræver, at hele branchen går sammen om konkrete initiativer, som man ved virker:

en offentlig hvidliste over gode virksomheder

”Eksempelvis gennem et effektivt ID-kort så vi får styr på hvem der er på byggepladserne og en offentlig hvidliste over gode virksomheder, så vi kan sortere de værste fupmagere fra, og bedre kontrol og flere konsekvenser, så færre føler sig fristet til at snyde,” siger Søren Sand Kirk.

Om Danske Byggefag

Danske Byggefag, det tidligere BAT-Kartellet, er samarbejdsorganisation for de syv førende fagforbund inden for byggebranchen.

Danske Byggefag kæmper for at gøre byggebranchen til et attraktivt sted at arbejde. Med overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår, et godt arbejdsmiljø, et tilstrækkeligt antal elevpladser og reelle jobs.

Danske Byggefag arbejder på det politiske og administrative niveau i Danmark og i EU for en stærkere byggebranche med flere og bedre arbejdspladser.

Danske Byggefag består af 3F Byggegruppen, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet, Dansk Metal, Teknisk Landsforbund og HK Privat.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hun gør det godt, hun burde få 100tusind ekstra om året i løn.
Alle skal spare,
bortset fra de rige!

"Antallet af udlændinge på det danske arbejdsmarked nærmer sig 400.000. Det er en fordobling på bare ti år. Det ud over anslås det, at op mod 25.000 illegale indvandrere opholder sig i Danmark. Mange af dem arbejder illegalt i byggebranchen."

Måske er det på tide, at fagbevægelsen ser i øjnene, at der altså er grænser for, hvor mange huse Danmark har brug for, eftersom en stor del af de udenlandske byggearbejdere bygger huse til dem selv.

Danmarks befolkning er i de sidste få årtier blevet udvidet med 25%, og der er altså ikke danskere der pludselig har ønsket at sætte børn i denne skøre Verden,der har bidraget hertil, men indvandrede fra hovedsaligt 3.-verdenslande, som alene koster det danske samfund minimum 35 milliarder årligt.

På 10 år kunne regeringens ambitioner om styrkelse af forsvaret finansieres med disse penge, hvis ikke politikernes venner i DA, DI og DE pinedød skal foræres billige løntrykkere fra eksotiske lande.

Hvor mange huse skal vi fuldstændig ukontrolleret bygge i et af de allertættest bebyggede lande i Europa, når nu vi ovenikøbet om lidt skal plastre resten af landet til med jernmarker?

Boligbobler har det jo i øvrigt med at eksplodere på et tidspunkt, men det er jo også 16 år siden, at det skete sidst, så politikernes hukommelse er åbenbart kortere end borgernes.

Et bygge- og indvandringsstop, og prioritering af de 120.000 danske arbejdsløse, burde være nogle af fagbevægelsens mærkesager, men så ville det jo nok være slut med pampernes hyggelige frokoster hos industriens ledere fra "øverste hylde"!

Annonce