☰
☰
Annonce
Borgerlige misforstår, hvis de tror, at erhvervslivets interesser, er danskernes interesser
Politikere bør lade markedet regulere sig selv gennem udbud og efterspørgsel – også når det kommer til arbejdskraften
Vi hører det igen og igen. erhvervs- og arbejdsgiverorganisationer, der fortæller om hvordan erhvervslivet ”skriger på arbejdskraft”. Ja, de skriger ligefrem, skal man forstå.
Man forestiller sig den pæne direktør i sit koksgrå jakkesæt, der sidder inde på sit kontor og bare skriger på livet løs i løbet af dagen. Hans ansatte må finde det ubehageligt.
Eller også er sagen, at der ikke sidder direktører og skriger på arbejdskraft, men derimod siger, at de gør det, for at skabe den fortælling, der i sidste ende kommer dem selv til gode.
Når der snakkes om mangel på arbejdskraft, er det nemlig ikke en kold og rationel samfundsanalyse. Det er udtryk for interessevaretagelse.
Arbejdsgivere har en klar interesse i at åbne portene for udenlandsk arbejdskraft, så arbejdstagerne kan konkurrere om at være billigst muligt til salg.
Hvis der er ti elektrikere, der søger det samme job, vil lønnen alt andet lige kunne presses mere ned i forhandlingen, end hvis der kun er en enkelt elektriker, der søger stillingen.
Det er den enkelte dansker, der betaler den pris og ikke virksomheden
Det er i den forstand, at man skal forstå, at erhvervslivet mener, at der mangler arbejdskraft. At der så følger uønskede kulturelle og politiske konsekvenser med, er erhvervslivet selvfølgelig ligeglade med.
Det er bare sådan, det er
Det er den enkelte dansker, der betaler den pris og ikke virksomheden. Erhvervslivet ønsker på den måde at høste goderne af udenlandsk arbejdskraft ved at betale en lavere løn, og skubber samtidig prisen for den udenlandske arbejdskraft over på de danske lønmodtagere.
Ikke desto mindre er selve idéen om, at der skulle være mangel på arbejdskraft problematisk
Der er selvfølgelig mange nuancer i diskussionen, og det er klart, at en højtestimeret speciallæge fra USA ud fra et samfundshensyn er noget mere attraktiv end en ufaglært arbejdsmand fra Pakistan.
Ikke desto mindre er selve idéen om, at der skulle være mangel på arbejdskraft problematisk. For det der dybest set menes, er, at der mangler arbejdskraft til en lavere løn, som virksomheden ønsker at betale.
Men det er ikke rettighed som arbejdsgivere kan påkalde sig, at de skal kunne få mennesker til en lavere løn end den, som nu engang eksisterer på markedet.
Det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare sådan, det er
Man kan jo vende den om og sige, at hvis en virksomhed ikke kan tiltrække den begrænsede mængde af arbejdskraft der til hver en tid findes i land, fordi de ikke kan tilbyde en løn, som den påtænkte arbejdskraft gider at arbejde for, så er virksomheden jo bare for dårlig til at konkurrere om arbejdskraften.
Det er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare sådan, det er. Så må den virksomhed, der er bedst til at tilbyde favorable vilkår få arbejdskraften.
Lad markedet regulere sig selv
Sådan fungerer et frit marked præcis på samme måde som, at dem der er villige til at betale mest for en lejlighed i København, også er dem der får en lejlighed i København.
Det er ikke uretfærdigt, at den der kun vil betale én million for en herskabslejlighed på Østerbro, ikke får lejligheden. Han har bare tabt på markedet til den, der vil betale ti millioner.
Det er der intet borgerligt over
Derfor er det selvfølgelig også problematisk, når borgerlige ofte har en tendens til at tro, at det skulle være borgerligt at ønske en masse udenlandsk arbejdskraft fordi erhvervslivet vil have det.
Det er der intet borgerligt over. Det er til gengæld borgerligt at have et helhedsblik for Danmark, Danmarks kultur og det danske folk.
Og det har man bedst, ved at lade markedet regulere sig selv gennem udbud og efterspørgsel – også når det kommer til arbejdskraften.
Kommentarer
På et normalt marked virker markedsmekanismen på den måde, at prisen indstiller sig det sted, hvor der er ligevægt mellem udbud og efterspørgsel.
Det gælder sådan set også på arbejdsmarkedet, hvor markedet, hvis det ikke er presset af andre motiver, sådan set sikrer ligevægt mellem udbud (lønnen) og efterspørgslen.
Så når arbejdsmarkedet udviser en tydelig uligevægt med mangel på arbejdskraft, hvad er det så, der forårsager fadæsen med mangel på arbejdskraft?
Det er det flere grunde til, men alle er skabte af politisk indgriben i løndannelsen. Der er sikkert flere, men her skal nævnes 3 væsentlige områder, hvor politiske indgreb i markedet forpurrer at lønnen står i det markedsbestemte ligevægtspunkt, hvor der jo netop ikke er mangel på arbejdskraft.
1. Udbudsreformer
I Danmark har vi siden Fogh overtog regeringsmagten i 2003 set et borgerligt politisk regimente, hvor antallet af punkter på den politiske dagsorden har været håbløst begrænsede og koncentreret sig om udbudsreformer. Meningen synes at være, gennem en stadig indsats at undgå, at en markedsmæssig ligevægt overhovedet kan nå at indstille sig, og at det øgede arbejdsudbud til stadighed trykker prisen på løn nedad på det private arbejdsmarked. Men lykkes dette forehavende, trykkes lønnen også på det offentlige arbejdsmarked automatisk nedad, fordi regeringen kræver, at det offentlige arbejdsmarked ikke må skubbe løndannelsen opad i det private. Derfor begynder fadæsen med mangel på sosuer, sundhedspersonale og lærere i skolerne, fordi man i disse kredse så leder efter alternativ beskæftigelse. Vitale omsorgsydelser bliver nødlidende til fordel for laveffektiv skodproduktion.
Man kan vel argumentere for, at i en situation med ledighed, øger løntilbageholdenhed beskæftigelsen og betalingsbalancen, men med fuld beskæftigelse er effekten, at omfordelingen af samfundets rigdom gennem løndannelsen presses mod større overskud i holdingselskaberne, fordelingen i samfundet korrumperes og virksomheder med ringere evne til værdiskabelse stjæler personale fra det offentlige. Vi har i praksis set, at der i en periode har været fuld beskæftigelse, at overskuddet på betalingsbalancen slår europarekord, og at uligheden er steget drastisk. Så hvad indeholder udbudsreformer?
Her er der tale om flere varianter. Først og er fremmest er import af udenlandsk arbejdskraft (helst fra tredjelande med lave lønkrav og en ringe organisationsfrekvens) en yndet metode. Det betyder direkte løntrykkeri, hvilket i øvrigt betyder at efterspørgslen fra ringere virksomheder øges. Man kan forestille sig en situation, hvor der efterspørges mere end den tilførte arbejdskraft, og så kører svikmøllen jo derudaf. Så må vi jo importere 50.000 ekstra keynianere, siger Løkke. I dag arbejder mere end 300.000 personer fra udlandet på det danske arbejdsmarked.
Men også andre metoder kan henregnes under markedsmanipulation. Skattelettelser udhuler statens råderum, og resultatet er besparelser, som det skete under spareregimentet med omstillingsbidraget. Her fyrede man personale, der åbenlyst mangler i det offentlige, pensionsalderen blev uden loft, overførselsindkomsterne blev beskåret, for at ”motivere” flere ud på arbejdsmarkedet, der blev ringere dækning ved ledighed, sygdom eller pension, hvilket nedsatte trygheden i ansættelsen for lønmodtagerne. De seneste eksempel på en sådan reform så vi, da St. Bededag blev en arbejdsdag for at øge arbejdsudbudet, samtidig med at de rigeste fik topskattelettelser. Et grelt eksempel på omfordeling.
Udbudsreformer er det samme som markedsmanipulation og undergravning af den danske model. Manglen på arbejdskraft er i dagens situation en politisk konstruktion i overklassens kamp for at kapre en større del af velstanden, og kan den dag i morgen bekæmpes med lønstigninger. Det er dog lønmodtagerne i kørende virksomheder, der i produktionsafdelingen, i salgsafdelingen eller i udviklingsafdelingen til daglig skaber værdierne, og ikke aktionærerne i sofaen.
2. Kravet om, at det offentlige ikke må presse lønniveauet opad på det private område.
Det offentlige arbejdsmarked er en parodi på et marked. Lønoverenskomstforhandlingerne varer til strejkekassen er tømt, hvorefter regeringen kommer med et indgreb, der fastsætter en for arbejdsgiverne acceptabel stigning, der ikke presser lønningerne i virksomhederne opad.
Illusionen er til at få øje på, men under regimentet under pkt. 1. , betyder det at udbuddet falder drastisk over tid, og at der opstår en uhensigtsmæssig mangelsituation. Mangler der sygeplejersker i Danmark? Jeg har hørt nævnt en mangel 5000 i 2025, men i Norge arbejder der 10.700 danske sygeplejersker.
Så det, der er mangel på er ikke sygeplejersker, men ordentlige løn- og arbejdsvilkår i forhold til markedsprisen.
For mig ligner den designede virkelighed noget, der er sammenligneligt med svindel.
3. Kravet om solidarisk løndannelse, hvor alle lønninger tilstræbes at ændres med en ensartet vækstprocent.
Det er klart, at skal faggrupperne opnå magt til at tilkæmpe sig højere løn, må man slutte sig sammen og kræve en kollektiv lønforhøjelse.
Det har direktørgruppen helt forstået, der i de seneste år har oplevet eksplosive lønstigninger, som helt uddistancerer lønmodtagerne i øvrigt.
Er det fordi de forholdsmæssigt i år er meget mere værd end for 3 år siden. Nej det er fordi der i Danmark er en inderkreds af direktører, der sidder i hinandens bestyrelser, og dermed i høj grad selv vurderer, hvad de er værd. Og beskedenheden synes at lide voldsomt af megalomani. Man kan sige at aktørerne i ledelserne og i ejerkredsen bruger magten til selvopfedning i disse år.
For almindelige lønmodtagere ligger der en balance i, at stå sammen i forhandlingsforløbet, men også at tillade visse forskydninger mellem faggrupperne.
Der er ikke optimalt, at lønforholdene over årtier er fastlåste, uden hensyn til mangel og overudbud, og vi har set en temmelig fastlåst situation f.eks. i forhold til ligeløn. Men skal en rimelig model fungere, kræver det måske også en vis løsning af grebet om de offentlige lønninger.
Den offentlige produktion kan jo ikke som den private måles på omsætningen, men det betyder jo ikke, at den er mindre værd. Nytteværdien er bare ikke umiddelbart målelig. F.eks. producerer en sygeplejerske i et privat sygehus ikke mere end en i offentligt regi. Men på BNP-målestokken opgøres nytten i det offentlige til kostprisen, medens den privatansatte måles på virksomhedens omsætning. Vi må prøve at få et bedre mål for nytteværdien af offentlig produktion, og ad den vej at løsne kvælertaget på løndannelsen i den sektor, så arbejdskraften generelt søger hen imod den største samfundsnytte.