Annonce

Flemløse Biogas har ikke overenskomst med 3F

Værste arbejdsulykke i årtier: Har nu kostet tre menneskeliv - yderligere seks personer er kommet til skade
Foto: Flemløse Biogas Aps
Flemløse Biogas-anlæg ved Glamsbjerg på Fyn
Flemløse Biogasanlæg ved Glamsbjerg på Fyn, hvor tre personer tirsdag aften omkom ved en tragisk arbejdsulykke og andre seks er kommet til skade, har ikke overenskomst med 3F.

Det bekræfter formanden for 3F Vestfyn, Odin Vex, over for Netavisen Pio.

Det bekræfter formanden for 3F Vestfyn

Ifølge 2023-regnskabet har der været gennemsnitligt fire fuldtidsansatte på virksomheden i regnskabsåret.

3F Vestfyn oplyser, at man ikke aktivt har opsøgt virksomheden med opfordring til at tegne overenskomst - ligesom Flemløse Biogas ApS ikke af egen drift har kontaktet 3F for at få virksomheden overenskomstdækket.

Netavisen Pio har spurgt direktøren for Flemløse Biogas, Kurt Brusgaard Poulsen, om Flemløse Biogas eventuelt har indgået overenskomst med en gul fagforening, eksempelvis Krifa eller Det Faglige Hus.

Netavisen Pio afventer Kurt Poulsens tilbagemelding.

Migrantarbejdere

Tirsdag aften ved 18-tiden indtraf en tragisk arbejdsulykke, som nu samlet har kostet tre personer livet.

De omkomne er to unge migrantarbejdere fra Rumænien. Desuden er en person fra Belgien omkommet. Seks andre migrantarbejdere fra Polen og Rumænien er kommet til skade, heraf flere alvorligt.

Den tredje omkomne, en belgisk, 53-årig statsborger, blev først fundet torsdag aften ved 19-tiden.

“Beredskabet og Fyns Politi har arbejdet målrettet de sidste to døgn. Den savnede person er nu fundet - desværre ikke i live,” skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Fyns Politi vil i samarbejde med relevante myndigheder fortsætte efterforskningen af årsagen til ulykken.

Værste arbejdsulykke i mere end 30 år

Der er tale om den værste arbejdsulykke i Danmark i mere end 30 år.

Direktøren for Flemløse Biogas ApS, Kurt Brusgaard Poulsen, der også ejer halvdelen af virksomheden, oplyste onsdag i en pressemeddelelse, at det er en tysk virksomhed, der står for at udvide biogasanlægget med endnu en tank, og det er en belgisk underleverandør, der tirsdag aften arbejdede med at støbe taget.

Det er så den belgiske underleverandørs medarbejdere, der er involveret i arbejdsulykken:

“Det er en forfærdelig og dybt tragisk ulykke. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse for de omkomne, tilskadekomne og til deres familier.” 

“Jeg er personligt dybt berørt. Jeg var selv oppe at besigtige færdiggørelsen af tagkonstruktionen klokken 15, hvor alt var i orden. Godt tre timer senere får vi den tragiske meddelelse.”

Tocifret millionbeløb i overskud

Netavisen Pio skrev torsdag, at Flemløse Biogas ApS i 2023 havde et stort tocifret millionbeløb i overskud.

overskuddet før skat udgjorde 21,6 millioner kroner i 2023

Det fremgår af virksomhedens seneste regnskab, at overskuddet før skat udgjorde 21,6 millioner kroner i 2023.

Året før var overskuddet før skat på 30,2 millioner kroner.

Efter skat udgjorde overskuddet i 2023 17,1 millioner kroner. Året før udgjorde overskuddet - efter skat - 23,5 millioner kroner.

Egenkapitalen i 23 udgjorde 43,4 millioner kroner. I regnskabsåret før udgjorde egenkapitalen 30,3 millioner kroner.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ville en overenskomst have ændret noget her? Hvis ikke så er hele artiklen vel i bund og grund ganske irrelevant

Det påstås dog ingen steder, at det er forklaringen, selvom overskriften nok leder tankerne i den retning.
Så helt ligegyldigt, er det vel ikke. Men heller ikke super god stil.

Man kan jo næsten konkludere, at der hvor 3F har overenskomst sker der aldrig ulykker
.

Annonce