Aftale om genstart af luftfarten

S-regeringen, De Radikale, V og K enige om at bruge 260 millioner kroner på genstart af luftfarten i Danmark - SF og EL: “Klima-svigt”
S-regeringen, De Radikale, Venstre og De Konservative er enige om at afsætte op til  260 millioner kroner til en genstart af luftfarten i Danmark.

Baggrunden for aftalen er, at coronakrisen har ramt luftfarten meget hårdt, og de små danske indenrigsruter har brug for støtte for at komme igang igen.

Der afsættes en ramme på 135 millioner kroner i 2020 til at støtte indenrigsruterne. Det skal sikre, at der er et fuldt indenrigsrute-netværk året ud. Dermed kan flyselskaberne få dækket deres tab i en opstartsperiode, hvor der vil være færre passagerer end normalt.

Partierne er også enige om, at der i aftalen bliver afsat 25 millioner kroner til klimabidrag.

Med aftalen bliver der også afsat en ramme på 90 millioner kroner til at sætte lufthavnstaksten ned og dermed understøtte de danske lufthavne. Det skal give luftfartsselskaberne mulighed for at genoptage flyruter i Danmark og ud til omverdenen. Desuden bliver der afsat ni millioner kroner til Vestdanmark Connected.

Ordningerne gælder fra den 1. august 2020.

Transportminister Benny Engelbrecht forklarer, at der er tale om to støtteordninger:

"Dels en ordning, der sikrer, at flyene kan flyve, også selvom der ikke er fuld rentabilitet endnu i forhold til passagererne. Den rækker frem til udgangen af året og ligger inden for statsstøtterammerne i EU.  Og dels, så sikrer vi, at lufthavnsafgifterne sænkes med 25 procent også frem til årsskiftet," siger Benny Engelbrecht.

Det tredje element i aftalen er et grønt bidrag på ti procent af det samlede beløb:

25 millioner kroner afsættes til fremme af den grønne omstilling. Helt konkret til fremme af grønne brændstoffer

"25 millioner kroner afsættes til fremme af den grønne omstilling. Helt konkret til fremme af grønne brændstoffer," siger transportministeren.

Enhedslisten og SF: Klima-svigt

SF, Enhedslisten og Alternativet valgte at forlade forhandlingerne onsdag.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr skriver på twitter, at SF ikke er med i hjælpepakken for dansk indenrigsflyvning, fordi aftalen er blottet for klimaambitioner:

“Ingen aftale uden klare klimaambitioner! Derfor er SF ude af hjælpepakken til indenrigsflyvning. Vi kan ikke den ene dag kæmpe for CO2 reduktioner i klimaforhandlinger og så lave en flyaftale få dage efter med så få grønne ambitioner.”

placeholder

Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, mener, at regeringen har valgt at indgå en luftfartsaftale, som finder det vigtigere “at flyve med halv tomme sæder end at flyve grønt”. Han betegner aftalen som et “klima-svigt”:

“Den grønne omstilling bliver nødt til at gennemsyre al politik, og det er helt galimatias, at vi sidder og forhandler om den mest forurenende transportform uden et eneste reelt grønt tiltag.”

Den grønne omstilling bliver nødt til at gennemsyre al politik

Henning Hyllested finder det “pinligt”, at aftalen ikke bygger på et eneste af de grønne tiltag luftfartsbranchens selv peger på:

“Luftfartssektoren har selv peget på en række udmærkede grønne krav til fremtidens luftfart, men denne aftale indeholder ikke nogen reelle grønne modkrav for statsstøtte til flyvningen. Det er pinligt, at regeringen og dens støtter ikke engang er i stand til at lave en aftale, som bygger på flybranchens egne forslag.”

Ros fra Dansk Metal og 3F Industri

Dansk Metal og 3F Industri roser derimod luftfartspakken.

Formand for Dansk Metal, Claus Jensen, roser aftalen for at have fuld fokus på arbejdspladser:

Det er en meget alvorlig situation, der har ramt luftfartsbranchen

”Det er en meget alvorlig situation, der har ramt luftfartsbranchen. Aftalen her, som jeg vil sige er en slags nødhjælpspakke, er fuldstændig afgørende for, at vi også i fremtiden har en god luftfartsbranche herhjemme. Og det skal vi i den grad have, for vi kan simpelthen ikke undvære de mange arbejdspladser og muligheder en stærkt luftfartsbranche giver.”

Formand for 3F Industri, Mads Andersen, mener at aftalen både sikrer luftfartsbranchen og ikke mindst de mange arbejdspladser, der følger med:

”Det her er en rigtig god aftale, med fokus på at sikre de mange gode arbejdspladser, der er i luftfarten. Aftalen kommer ikke til at løse alle udfordringerne, men det er en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Derudover hæfter jeg mig også ved, at aftaleparterne er enige om, at mødes flere gange i løbet af efteråret og vurdere den indledende virkning. Det er efter min mening en aftale, der tager ansvar for vores medlemmer.”

De to organisationer er samtidig tilfredse med at partierne har givet hinanden håndslag på særskilt at kigge på de udfordringer som Københavns Lufthavn har.

Opdateret kl. 15 med kommentarer fra fagbevægelsen

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja det helt klart et klima-svigt
Og man kan godt gøre indrigsflyvningen 100 % CO2 fri
Man skal bruge propelfly og de skal køre/flyve på EL
Den vægt brandstoffet bruger, kan erstattes af batteriger
Og jeg vil tro at man også kan indtegreger solceller oven
på vingerne????
Det vil nok gøre flyvetiden lidt længer 5-10-15 minutter
Men så længe vi lever har vi vel tid, hvis det handler om
KLIMAET, MODER JORD....

Annonce