Corona-virussets opdukken skabte en ny følelse af fællesskab i Danmark efter flere årtier, hvor fællesskabet måtte vige for individets nærmest ubegrænsede frihed.

Vi accepterede efter udbruddet af sundhedskrisen, at der måtte fælles løsninger til, hvor vi sammen tog ansvar for at holde smitten fra de mest udsatte. Den fælles ansvarlighed skulle føre os helskindet gennem en pandemi af en type, vi ikke tidligere havde været udsat for.

Restriktioner i stor stil

Lukning af grænserne, en delvis nedlukning af samfundet, lukning af skoler og uddannelsessteder, tvangslukning af storcentre, restauranter, kultur- og fritidsinstitutioner og opfordringer til at blive hjemme.

Restriktioner i stor stil på vores gøren og laden.

Det var denne fælles ansvarlighed og et grundlæggende forsigtighedsprincip, som var styrende for samfundet i flere måneder.

Den fælles ansvarlighed og forsigtighedsprincippet havde en pris for fællesskabet.

En milliardstor af slagsen, der skulle holde hånden under erhvervslivet, de selvstændige, lønmodtagerne og mange andre dele af samfundet, hvis eksistensgrundlag med et slag var blevet forringet eller helt forsvandt som følge af foranstaltningerne for at inddæmme og bekæmpe corona-smitten.

De økonomiske indsprøjtninger

Foreløbigt har regeringens og Christiansborgs hurtige reaktion og vidtgående forsigtighed bragt os igennem den akutte del af sundhedskrisen.

Og vi ser ud til at komme fornuftigt gennem en delvis genåbning af samfundets aktiviteter, selvom det klassiske Christiansborg-fnidder nu tydeligvis er på vej tilbage efter en pause med nogenlunde krise-fodslag mellem de politiske partier.

De økonomiske indsprøjtninger, der skal sætte gang i forbruget og genskabe de mange nedlagte jobs, vil blive diskuteret med stigende styrke henover sommeren.

Ligesom fællesskabet påtog sig milliardstore byrder for at holde konkurser fra døren og sikre eksistensen for de, hvis økonomiske tæppe blev trukket væk under dem, påtager fællesskabet sig også økonomisk at forsøge at skubbe gang i hjulene nu, hvor samfundet forsigtigt åbnes op igen.

De økonomiske indsprøjtninger, der skal sætte gang i forbruget og genskabe de mange nedlagte jobs, vil blive diskuteret med stigende styrke henover sommeren.

Bliver der gjort nok? Er der brancher, der overses? Vil alle grupper i samfundet bruge tilskud og indefrosne feriepenge osv på forbrug, eller vil de bedst stillede fylde ekstra på formuen?

 De ledige er blevet glemt

Men én gruppe har ikke fyldt i debatten om hjælpepakker under sundhedskrisen og økonomisk smøring af samfundets hjul. Og der er blevet mange tusinde flere af dem gennem nedskæringer og konkurser som følge af corona-krisen.

De der på trods af hjælpeforanstaltninger alligevel mistede jobbet, har ikke oplevet fællesskabets opmærksomhed.

De ledige lønmodtagere var ikke i fokus for de mange hjælpepakker eller for debatten om at kickstarte økonomien. Tusindvis af lønmodtagere beholdt deres job og ikke mindst deres indtægt på grund af løntilskudsordningen til virksomheder og selvstændige med ansatte. Men de, der allerede var ledige og de, der på trods af hjælpeforanstaltninger alligevel mistede jobbet, har ikke oplevet fællesskabets opmærksomhed.

Fællesskabets økonomiske håndsrækning nåede ikke frem til dem.

De ledige blev fritaget for en lille del af Folketingets tidligere forringelser af dagpengesystemet, og får nu en kort forlængelse af den såkaldte dagpengeperiode, men de bliver ikke stillet bedre økonomisk. Mange mister fortsat rigtig mange penge, når lønnen bliver til en dagpengeudbetaling.

Dagpenge 

Dagpengeperioden blev sat på pause således, at man som ledig ikke brugte af dagpengeperiodens længde, mens ledigheden eksploderede som følge af sundhedskrisen.

Den særlige straf for ikke at finde arbejdstimer blev tilsvarende sat på pause. Og det gav sig selv, at de ledige ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med tilhørende kontrolforanstaltninger i den periode, hvor kontorer hos jobcentre og a-kasser lukkede for personlig henvendelse.

Størrelsen af den enkelte lediges mistede arbejdsindtægt er derimod ikke omfattet af nogen hjælpepakke.

Man kan fortsat højest opnå 19.083 kr. om måneden i arbejdsløshedsdagpenge, hvis man er fuldtidsforsikret. Dagpengene reguleres årligt af staten, men følger langt fra med lønningerne.

For lavtlønnede betyder dagpengenes størrelse, at man kan nå op i nærheden af de ofte omtalte 90 procent af sin hidtidige løn, men for rigtigt mange dækker dagpengene en betydeligt mindre andel.

Men de, der opnår en dækning på 90 procent bliver stadig færre. Og gabet mellem løn og de maksimale dagpenge vokser for de fleste løbende.

Et midlertidigt tillæg er ikke løsningen

Et tidsbegrænset corona-tillæg til ledige er i mine øjne ikke løsningen..

Den form for midlertidig dagpenge forhøjelse vil med usvigelig sikkerhed skabe situationer, hvor eksempelvis konkursramte ledige, som ingen indflydelse har haft på egen ledighed, vil opleve, at konkursramte ledige før dem modtog dagpenge, der var højere, fordi de nåede at blive konkursramt under corona-krisen, og inden erhvervslivets hjælpepakker lukkede og slukkede.

Der er så at sige ingen forståelig begrundelse for et midlertidigt dagpenge tillæg ophøre.

Det er ikke holdbart. Det vil ikke blive oplevet retfærdigt, fordi konceptet om et tillæg ikke hviler på et objektivt grundlag. Der er så at sige ingen forståelig begrundelse for et midlertidigt dagpenge tillæg ophøre.

Antallet af ledige eksploderer for tiden, men den enkelte konkursramte lønmodtager rammes under sundhedskrisen ikke hårdere eller mister mere, end lønmodtagere, der rammes af en konkurs umiddelbart efter krisens afslutning.

Der er ganske enkelt ikke en retfærdig forklaring at videregive for a-kasserne til deres medlemmer i den situation.

 Det er der til gengæld i en varig forhøjelse af dagpengene. Den mest indlysende retfærdige forklaring er enkel: Arbejdsløshedsdagpengene er en del af en individuelt tegnet forsikring.

Lønmodtagernes forsikring er i årtier blevet forringet af lovgiverne. For rigtig mange er størrelsen af kompensationen for mistet løn - den såkaldte dækningsgrad - blevet mindre og mindre, siden de tegnede forsikringen.

Arbejdsløshedsforsikringen er integreret i den danske velfærd og udgør er et væsentlig del af den danske såkaldte flexicurity-model, hvor modellens tre ben består af arbejdsgiverens relativt nemme adgang til at afskedige og ansætte, samfundets aktive indsats for at bringe ledige i arbejde eller opkvalificere til andre arbejdsområder og lønmodtagernes grundlæggende økonomiske tryghed ved ledighed.

Dagpenge dækningen bliver mindre og mindre

Med årtiers forringelse af dagpengenes gennemsnitlige dækningsgrad er der blevet savet dybt i benet med lønmodtagernes grundlæggende økonomiske tryghed.

Hvor arbejdere i 1995 mistede lidt under 25 procent af deres rådighedsbeløb ved ledighed, er tabet nu på vej mod 33 procent.

Den gennemsnitlige tab ved ledighed for funktionærer har i samme periode bevæget sig fra lidt over en tredjedel til nu at være halvdelen af rådighedsbeløbet efter overgang til dagpenge. Der er med andre ord tale om voldsomme forbrugsbegrænsninger, når lønmodtagere rammes af ledighed.

Det er det oplagte tidspunkt at påbegynde en forhøjelse af dagpengenes størrelse

Når fællesskabet nu skal pumpe penge ud til at sætte gang i forbruget, er det uanstændigt, hvis det ikke også handler om forbrugsmulighederne for dem, der blev ledige under corona-krisen, og dem, der i forvejen var uden job.

Det er det oplagte tidspunkt at påbegynde en forhøjelse af dagpengenes størrelse, der genskaber en anstændig dækning for i arbejdsløshedsforsikringen for den tabte indkomst for lønmodtagere, der uden egen skyld mister jobbet.

Det bør indlysende også være et resultat af fællesskabets genkomst.