Britt Bager slipper for tiltale

Statsadvokaten i Viborg indstiller efterforskningen af Venstres kultur- og medieordfører for overtrædelse af lov om partistøtte
Statsadvokaten i Viborg har netop valgt at droppe videre efterforskning i sagen om Venstres kultur- og medieordfører, Britt Bager.

Det oplyser Rigsadvokaten over for Netavisen Pio.

Enhedslisten anmeldte tilbage i april 2019 “Britt Bager og/eller Venstres lokale partiafdeling for overtrædelse af partiregnskabsloven” til Østjyllands Politi.

Baggrunden for anmeldelsen var  Netavisen Pio’s afsløring  af, at Britt Bager forud for valgkampen i 2015 modtog fem valgkampsbidrag á 20.000 kroner fra samme giver – men uden at det samlede bidrag på 100.000 kroner fra samme giver blev offentliggjort. Reglerne siger ellers, at bidrag på over 20.000 kroner skal offentliggøres.

Men nu har Statsadvokaten i Viborg valgt at droppe videre efterforskning i sagen. Det bekræfter presserådgiver ved Rigsadvokaten, Jens Fuglsang Edelholt:

Efterforskningen i sagen mod folketingsmedlemmet indstilles

“Jeg kan oplyse, at i sagen, hvor et folketingsmedlem for Venstre har været anmeldt for at overtræde lov om partistøtte, har Statsadvokaten i Viborg besluttet at indstille efterforskningen. Efterforskningen i sagen mod folketingsmedlemmet indstilles, da indberetningspligten i 2015 (og indtil en lovændring med ikrafttrædelse 1. januar 2017) påhvilede partiet og ikke den politiske kandidat,” skriver Rigsadvokatens presserådgiver i en mail til Netavisen Pio.

Statsadvokaten har ligeledes besluttet at indstille efterforskningen mod Venstre i Favrskov. Det sker med den begrundelse, at der ikke er udsigt til at V-organisationen bliver dømt i sagen:

“Efterforskningen i samme sag mod Venstre i Favrskov Kommune indstilles, da Statsadvokaten i Viborg ikke forventer, at en domstol vil finde Venstre i Favrskov Kommune skyldig i manglende indberetning,” hedder det videre i Rigsadvokatens presserådgivers mail.

Det understreges, at “Statsadvokaten i Viborg har ikke yderligere kommentarer.”

Hul i loven

Enhedslistens Nikolaj Villumsen mener, at Statsadvokatens afgørelse afslører et hul i loven:

"Anklagemyndighedens afgørelse afslører et hul i loven. Det er åbenbart muligt - i strid med lovens hensigt - at lade samme donor give et meget stort beløb til et parti eller en folketingskandidat uden at det offentliggøres. Man skal blot dele valgkampbidraget op i bidder, der hver ligger lige op til beløbsgrænsen - og så lade forskellige selskaber stå for hvert valgkampbidrag."

Villumsen mener, at Britt Bager står tilbage med et moralsk ansvar:

Læg det hele åbent frem, Britt

"Britt Bager har udnyttet et hul i loven. Hun står tilbage med et moralsk ansvar. Jeg kan kun opfordre hende til at oplyse, hvem der har givet hende fem valgkampsbidrag af 20.000 kroner. Læg det hele åbent frem, Britt," lyder opfordringen.

Britt Bager skriver i et opslag på Facebook, at hun hele tiden har fastholdt, at både hun og V-kredsen har ageret efter reglerne:

Jeg har hele tiden sagt, at både jeg selv og kredsen i Favrskov har ageret efter reglerne

"I april 2019 anmeldte Enhedslisten mig og en kollega til politiet for at have modtaget ulovlig partistøtte.

Politiet har siden efterforsket sagen, og Statsadvokaten har besluttet at stoppe sagen, fordi han vurderer, der ikke er begået noget strafbart.

Jeg har hele tiden sagt, at både jeg selv og kredsen i Favrskov har ageret efter reglerne. Det samme har Statsadvokaten nu vurderet."

V-kreds: ”Vi havde gerne set sagen belyst yderligere”

Baggrunden for hele sagen er, at både Venstres Favrskov-kreds og Venstre i Region Midtjylland selv har gjort opmærksom på forholdet omkring de fem valgkampsbidrag i en skriftlig indberetning til Region Midtjylland.

Kredsformand for Favrskov-kredsen, Gunnar Vinge Hansen, understregede marts sidste år over for Netavisen Pio, at V-kredsen aldrig har modtaget skriftlig dokumentation for, at Britt Bagers oplysninger er korrekte: 

vi modtog aldrig skriftlig dokumentation for rigtigheden af Britt Bagers oplysninger

”Da kredsen modtog de der fem gange 20.000 kroner, fik vi fem forskellige cvr-numre og nogen virksomhedsnavne af Britt Bager, men vi fik ikke navne på, hvem der i virksomhederne var ansvarlige for støttebeløbene, som vi normalt gør. Og vi modtog aldrig skriftlig dokumentation for rigtigheden af Britt Bagers oplysninger,” sagde Vinge Hansen til Netavisen Pio 13. marts sidste år.  

”Vi havde gerne set sagen belyst yderligere, men Britt Bager oplyste til os, at vi ikke kunne få mere at vide. Og det var vi jo ikke særlig glade for. Almindeligt samarbejde indebærer, at alle oplysninger skal foreligge – for her i Faurskov-kredsen ønsker vi at overholde alle regler,” understregede Gunnar Vinge Hansen.

Venstre i Midtjylland tager også forbehold

Heller ikke formanden for Venstre i Region Midtjylland, Jens Nicolai Vejlgaard, var tilfreds med de oplysninger, som Britt Bager gav ham om de fem valgkamp-bidrag.

Det fremgår af Vejlgaards redegørelse til Region Midtjylland om Venstres manglende oplysninger om valgkamp-bidrag på over 20.000 kroner i perioden 2013-2016. En sag, der foreløbig er endt med, at Venstre i regionen har fået en historisk bøde på 10.000 kroner og må betale 214.000 kroner i modtaget partistøtte tilbage.

Venstres formand i Region Midtjylland skriver i sin redegørelse til Region Midtjylland 18. marts 2018 følgende:

I en enkelt kreds – Venstres Faurskov-kreds – har Venstre tilsyneladende fra én person modtaget 5 indbetalinger af 20.000 kr

”I en enkelt kreds – Venstres Faurskov-kreds – har Venstre tilsyneladende fra én person modtaget 5 indbetalinger af 20.000 kr. i løbet af et år. Kredsens daværende folketingskandidat har oplyst, at indbetalingerne vedrører 5 forskellige virksomheder og har oplyst de pågældende virksomheders navne og CVR-nr.”

V-regionsformanden skrev videre i sin redegørelse:

”Venstre i Region Midtjylland har ikke haft mulighed for at få de fra folketingskandidaten modtagne oplysninger om indbetalerens identitet verificeret ved revisor-erklæring eller tilsvarende. Dog har den person, som har foranlediget overførsel af de 5 indbetalinger bekræftet folketingskandidatens oplysninger om, fra hvilke virksomheder indbetalingerne hidrører.”

Politi overså anmeldelse fra Region Midtjylland

Region Midtjylland anmelder Britt Bager-forholdet – sammen med en række andre forhold – til Midt- og Vestjyllands Politi 24. maj 2018.

Det hedder indledende i politianmeldelsen, at der ”er en række private bidrag på over 20.000 kr., som Venstre ikke kan redegøre nærmere for med navn og adresse på bidragsyderen i overensstemmelse med partiregnskabsloven.”

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker dog aldrig Britt Bager-forholdet.

Det bekræfter politikredsen over for Netavisen Pio  21. marts 2019:

"Jeg kan oplyse, at politiet ikke i forbindelse med sagen har efterforsket modtagelsen af flere valgkampbidrag på hver 20.000 kr. til Britt Bager," skriver sekretariatschef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Mette Hermansen, i sit svar til Netavisen Pio.

Jeg kan oplyse, at politiet ikke i forbindelse med sagen har efterforsket modtagelsen af flere valgkampbidrag på hver 20.000 kr. til Britt Bager

Baggrunden for den manglende efterforskning er, at politikredsen overså anmeldelsen fra regionen.

Hovedefterforskeren på sagen om en række uregelmæssigheder hos Venstre i Midtjylland erkendte således over for Netavisen Pio, at han havde modtaget politianmeldelsen fra regionen, men også at han ikke fangede betydningen af indholdet i anmeldelsen:

”Hvis jeg havde fanget betydningen af mailen fra Poul Carstensen (Topembedsmand hos Region Midtjylland, red.), så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det,” sagde politiassistent Michael Fyrstman til Netavisen Pio.

Fyrstman var hovedefterforsker på den sag, som sidst i 2018 blev afgjort med en bøde på 10.000 kroner til Venstre i Region Midtjylland for ikke – og i strid med reglerne - at have oplyst om 16 store bidrag på over 20.000 kroner til V-folketingsmedlemmerne Inger Støjberg, Kristian Jensen, Kristian Phil Lorentzen og Thomas Danielsen.

Enhedslisten anmeldte sagen på ny april sidste år. Men denne gang ikke til Midt- og Vestjyllands Politi, men derimod til Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi har foretaget flere afhøringer i sagen. Ad to omgange. Blandt andet har kredsformand Gunnar Vinge Hansen været afhørt to gange. Østjyllands Politi har ikke over for Netavisen Pio villet oplyse hvem ellers der har været afhørt i sagen. Men af et brev fra Statsadvokaten i Viborg fremgår det, at også Britt Bager har været afhørt af politiet.

Pænt valg til Britt Bager

Britt Bager blev genvalgt til Folketinget for Venstre ved folketingsvalget 5. juni 2019, hvor hun opnåede et meget fint personligt valg med 10.490 personlige stemmer. En fremgang på godt 3.000 stemmer i forhold til valget i 2015.

Britt Bager blev maj 2018 udnævnt til politisk ordfører for Venstre. En post hun bestred indtil valget i juni. I dag er Britt Bager statsrevisor og Venstres kultur- og medieordfører.

Opdateret med Facebook-kommentar fra Britt Bager

Her er Statsadvokatens begrundelse

Her kan du læse Statsadvokaten i Viborgs nærmere begrundelse for at droppe videre efterforskning af Britt Bager-sagen:

 "Begrundelse: Britt Bager

"Begrundelsen for min afgørelse om at standse efterforskningen i sagen mod Britt Bager er, at der ikke er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart.

Jeg har især lagt vægt på, at de 5 bidrag á 20.000 kr. blev givet til Venstre i Favrskov Kommune. Britt Bager har til politiet forklaret, at hun var med til at skaffe bidragene, der blev givet direkte til Venstre i Favrskov Kommune til dækning af generelle udgifter.

Dette stemmer også overens med de forklaringer som både bidragsyder og Venstre i Favrskov Kommune har givet til politiet.

Ifølge partistøtteloven har den enkelte kreds pligt til at indberette, hvis kredsen modtager et eller flere bidrag fra samme private bidragsyder på over 20.000 kr. Denne indberetningspligt påhviler kredsen, og ikke den enkelte politiker, der har været med til at skaffe bidraget til partiet. En politisk kandidat kan altså ikke drages til ansvar for et politisk partis manglende indberetning af modtagne bidrag.

Nærværende sag vedrører indberetning for regnskabsåret 2015, og her udløb indberetningspligten den 31. december 2016.

Pr. 1. januar 2017 blev der indført nye regler i partistøtteloven, hvorefter en politisk kandidat kan ifalde et ansvar for overtrædelse af partistøtteloven, hvis der ikke inden for en nærmere fastsat frist tilvejebringes oplysninger til partiet om hvorfra bidragene stammer. Denne regel var imidlertid ikke gældende i henhold til regnskabsåret 2015.

Jeg har derfor valgt at standse efterforskningen mod Britt Bager, for selv hvis efterforskningen fortsætter, vil det efter min vurdering ikke føre til, at jeg kan sigte hende i sagen.

Begrundelse: Venstre i Favrskov Kommune

Begrundelsen for at opgive sigtelsen mod Venstre i Favrskov Kommune er, at jeg ikke forventer, at en domstol vil finde Venstre skyldig i manglende indberetning af 5 bidrag á 20.000 kr. for regnskabsåret 2015.

Ifølge partistøttelovens § 10 b, stk. 1, har den enkelte kreds pligt til at indberette, hvis kredsen fra samme private tilskudsyder har modtaget et eller flere bidrag, der tilsammen overstiger 20.000 kr.

I sagen blev de 5 bidrag á 20.000 kr. ydet af 5 forskellige juridiske personer, der er identificeret og registreret som sådan hos Erhvervsstyrelsen. Der er ikke i lovens forarbejder eller i relevant praksis grundlag for at fastslå, at de 5 bidrag á 20.000 kr. skal behandles som et samlet bidrag på 100.000 kr., som følge af sammenfald i selskabernes ejerkreds.

Ud fra en ordlydsfortolkning af partistøttelovens § 10 b, stk. 1, vurderer jeg ikke, at en domstol vil finde Venstre i Favrskov Kommune skyldig i manglende indberetning. Jeg vurderer heller ikke, at en domstol ud fra en formålsfortolkning vil finde Venstre i Favrskov Kommune skyldig, idet der ikke i lovens forarbejder er grundlag for at fastslå, at bidrag fra forskellige selskaber, der samlet overstiger 20.000 kr., i visse situationer kan anses for at komme fra en og samme private tilskudsyder."

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Der må være mange af junk mediet Pio Pio læsere der har en grim grim smag i munden;-)
Hold da op hvor er socialister hadefulde og løgnagtige!
Vist godt at han Jens Jonatan Steen er fortid, hans troværdighed er jo endnu engang blevet banket helt ned under gulvbrædderne!

Baggrunden for den manglende efterforskning er, at politikredsen overså anmeldelsen fra regionen.

Hovedefterforskeren på sagen om en række uregelmæssigheder hos Venstre i Midtjylland erkendte således over for Netavisen Pio, at han havde modtaget politianmeldelsen fra regionen, men også at han ikke fangede betydningen af indholdet i anmeldelsen:

”Hvis jeg havde fanget betydningen af mailen fra Poul Carstensen (Topembedsmand hos Region Midtjylland, red.), så havde jeg selvfølgelig gjort noget ved det,” sagde politiassistent Michael Fyrstman til Netavisen Pio.

Uskyldig til modsatte er bevist;-)
Dårlige undskyldninger er populært i Socialdemokratiet;-)

Hvad så kloge Henrik Willumsen?
Er du så dum at du ikke kan læse en artikel?
Hahaha du må virkelig føle dig dum nu, din gamle usympatiske tosse!

Thomas er en Trold.

Annonce