Sommerlæsning: Her er fem bøger du bør tage med på sommerferie

Hvad skal du læse i sommerferien? Vores kulturskribent har valgt fem bøger - lige til at pakke i kufferten og tage med i sommerlandet.
Foto: unsplash.com - Dan Dumitriu

Uanset om du holder sommerferie ude eller hjemme, er det altid dejligt med gode bøger til at hygge sig med i hængekøjen.

Vores kulturskribent René Staun Hansen har fundet en stak blandede bøger frem, hvis du står og mangler inspiration til, hvad du skal læse her til sommer.


Hans Andrias Sølvará: Færøerne efter freden

Egentlig var det bare en lille parentes. Men den gjorde alligevel en stor forskel. Da Danmark dengang i 1814 under udarbejdelsen af Kielerfredens traktat nærmest tilfældigt fik indlemmet Færøerne i Rigsfællesskabet og gjort det færøske ørige til dansk ejendom – og altså ikke norsk.

I bogen ’Færøerne efter freden’ går turen til det nordatlantiske ørige, hvor historiker Hans Andrias Sølvará fortæller om et fællesskab, som færingerne siden ikke har mærket så meget til, og som danskere oftest bare tager for givet.

Som en del af Aarhus Universitetsforlags sprælske serie ’100 Danmarkshistorier’ er bogen et godt og sobertdebatindlæg om det dansk-færøske fællesskab sat i historisk perspektiv.

En bog, der gør dig klogere på din samtid gennem vores fælles fortid.

Hans Andrias Sølvará: Færøerne efter freden. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider.  2020


Laura Ringo: Fødedygtig

“Ludvig løber ud i skolegården og sikkert væk fra matriklen. Jeg tænker: Bare han aldrig kommer tilbage. Bare han løber overfor rødt og bliver ramt af en leaset Mercedes fyldt med den slags typer, der råber God røv efter en på gaden.”

Liv, der er nyuddannede pædagog og begyndt i sit første voksenjob som børnehaveklasselærer, har lige spyttet på Ludvig, fordi klassens utilpassede dreng et splitsekund forinden har gjort det samme mod hende. Pludselig skete det bare. Klodsmajortårnet er væltet.

Med stor indlevelse er Laura Ringos selvbiografiske folkeskoleroman en enkel og loyal fortælling om hverdagen på en socialt belastet folkeskole på Amagerbro, hvor grænsen mellem følelser og moral rykker sig dag og dag, og derved peger på en folkeskole under pres.

Samtidig er det også fortællingen om et dødsdømt parforhold, hvor man ikke ligefrem kan siges at være enige i spørgsmålet om familieforøgelse.  

Laura Ringo: Fødedygtig. Gyldendal, 218 sider. 2020.


Majken Van Bryggen: A for Agnes 

I efteråret 2019 udgav Majken van Bruggen fortællingerne ’A for Agnes’. En lille fiks bog på 100 sider bestående af ti små fortællinger om børn - fortalt fra børnenes eget perspektiv.

Børn, der enten er oversete til dagligt eller børn, der bare ikke får lov til at være, hvad de er, nemlig børn.  

Som da vi møder den ensomme Agnes, som får tilværelsens råhed og brutalitet at føle, efter hun er begyndt at hænge ud med den nye pige i klassen. Eller når vi tager på juleshopping sammen med en navneløs pige og hendes fattige mor.

Hvad der gør den her bog fantastisk, så er der at van Bruggen mestrer et enkelt, nøgternt sprog og en stor indlevelse, der giver ansigt til en befolkningsgruppe uden meget taletid, nemlig børnene.

Hvad der (måske) gør den knapt så fantastisk, er at den må bestilles online, da den desværre ikke udgivet på dansk.

Majken van Bruggen: A for Agnes. Forlaget Kolon. 102 sider. 2019


Kresten Schultz-Jørgensen: Gør det godt 

Vi snakker så meget om nedslidning og stress i de her år. Og det har naturligvis sine gode grunde. Imidlertid synes vi samtidig at tale alt for lidt om, hvordan vi får et samfund, der vil mere end bare symptombehandle.

I sin seneste bog ’Gør det godt - Et opgør med accelerationsarbejdet’ vinker kommunikationsrådgiver Kresten Schultz-Jørgensen farvel til hamstrerhjulet og goddag til arbejdsglæden.

Med udvalgte cases og værktøjer bliver ledere og medarbejdere i det offentlige og det private klædt på til en meningsfyldt hverdag med trivsel på arbejdspladsen.

 ”Gør det godt - Et opgør med accelerationsarbejdet” er et fremragende opgør med præstationskultur og tankeløst skrankepaveri - alt det, der har det med at stå i vejen for gode arbejdspladser hinsides regneark og målemani.  

Kresten Schultz-Jørgensen: Gør det godt. Politikens forlag. 200 sider. 2020.  


Linda Karen Prahl J.: Stabilgrus 

Hvordan holder man lige helt rigtig på et rødvinsglas, når det nu ikke længere er dåsebajere, der bliver serveret? Og hvordan jonglerer man som kvinde midt i trediverne overhovedet mellem job, familie og ens egne ambitioner?

Det er nogle af de spørgsmål, som Linda Karen Prahl Jørgensen undersøger i hendes lyriske debut ’Stabilgrus’. En Tove Ditlevsen-agtig digtsamling bestående af 97 digte om mod, moderskab og mønsterbrud.

Om det ufiltrerede hverdagsliv i provinsdanmark.

Det liv, der ikke er perfekt nok til Instagram, men som jo bare er, som det er. Og det er jo ikke til at stå for.

Linda Karen Prahl Jørgensen: Stabilgrus. Brændpunkt

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Hurra for kulturskribenten. Godt set. Flere forslag til udfordrende læsning i dagens DK, ja tak.