Nekrolog: Anker Jørgensens kronprins var bredt respekteret

Havde det været for 40 år siden, at Knud Heinesen lukkede sine øjne for sidste gang, så var alle sendeflader og forsider blevet ryddet for at bringe nyheden.
Sådan var det heldigvis ikke i onsdags, for Knud Heinesen fik også et langt liv efter toppolitik.

Så langt, at mange yngre politisk interesserede har svært ved at sætte navn og gerning på ham.
Det levede han fint med. Han var bevidst om, at den store opmærksomhed er aktuel og  følger de nuværende magthavere.

Den anden, mindre, men mere varige opmærksom kan man som tidligere magthaver selv være med til at skabe.
Og det gjorde Knud Heinesen blandt andet gennem sine velskrevne og velkomponerede erindringer i to bind, med fællestitlen ‘Min krønike’.

Og også gennem sin begavede og selektive netværkspleje.Han docerede bevidst sine erfaringer - og var selektiv med hvem de blev viderebragt til.

Knud Heinesen afbrød sit otium, mødte op i Arbejdermuseet og holdt en morsom, medrivende og klog tale, der fik alle fremmødte til at spidse ører

Begyndelse i Frit Forum

Netop bevidstheden var et påfaldende træk hos Knud Heinesen.

I 2018 havde han allerede i noget tid trukket sig fra offentligheden.

Alderen var begyndt at trykke, og han ville have kontrol over sin optræden.

Det skulle ikke høres rygtevis, at han var ufokuseret, eller for den sags skyld pinlig eller ynkelig.

Men så kom der en henvendelse fra Frit Forum, den socialdemokratiske studenterbevægelse, hvor han 57 år tidligere havde været den første landsformand.

Frit Forum fyldte 75 år, og ville i den anledning udnævne Knud Heinesen til æresmedlem og bede ham holde hovedtalen ved jubilæet.

Knud Heinesen afbrød sit otium, mødte op i Arbejdermuseet og holdt en morsom, medrivende og klog tale, der fik alle fremmødte til at spidse ører.

Det var en imponerende og rørende afsked - der også var en overlevering mellem generationerne.

Han var blevet aktiv i en tid da de fleste socialdemokratiske vælgere, tillidsfolk og folkevalgte var arbejdere - og han så det ikke som konfliktfyldt

En akademisk socialdemokrat

At det netop var en akademisk forening, der satte ramme om Knud Heinesens sidste offentlige tale, var passende, for han var på alle måder en akademisk socialdemokrat.

Han var blevet aktiv i en tid da de fleste socialdemokratiske vælgere, tillidsfolk og folkevalgte var arbejdere - og han så det ikke som konfliktfyldt.

Med sin uddannelse havde han sin rolle i bevægelse, parti og samfund, ligesom arbejdere med deres virke havde deres.

Målet var det samme: opbygningen (og senere stabiliseringen og sikringen) af velfærdsstaten.

Netop den fælles, demokratiske, bestræbelse mellem samfundsgrupperne fik han lejlighed til at fordybe sig i som forstander for Roskilde Højskole og formand for Radiorådet i 1960'erne.

En dybere dimension af Knud Heinesens virke var hans folkekirkelige tilknytning og engagement, som han i øvrigt var diskret omkring.

Knud Heinesen blev en tæt samarbejdspartner for Per Hækkerup, og også for Anker Jørgensen, da han i 1972 blev statsminister

Toppolitiker

I 1971 blev Knud Heinesen folketingsmedlem og undervisningsminister i Jens Otto Krags sidste regering.

Opstigningen på den politiske himmel var stejl.

Knud Heinesen blev en tæt samarbejdspartner for Per Hækkerup, og også for Anker Jørgensen, da han i 1972 blev statsminister.

Først og fremmest huskes Knud Heinesen som finansminister, og vendinger som saglig, ansvarlig og alvorlig går igen i beskrivelserne.

Selvom de borgerlige regeringer 1982-93 ofte skosede Socialdemokratiet for manglende økonomisk ansvar og forståelse, var det en kritik, der gik udenom Heinesen.

Om ham kan vendingen “bredt respekteret” virkelig bruges med rette.

Dansk politik, og i særdeles økonomisk politik, skyldte Knud Heinesen meget

Abdiceret kronprins

Anker Jørgensen troede, at han kunne fravriste Poul Schlüter statsministerposten, og var oppositionsleder 1982-87.

Havde Anker i begyndelsen af 1980’erne trukket sig som formand for Socialdemokratiet, så er der ikke megen tvivl om, at Knud Heinesen var blevet hans afløser.

Sådan gik det ikke, og Knud Heinesen var klar over, at han blev slidt af at være uofficiel kronprins.

Samtidig nagede tvivlen om Socialdemokratiets strategi i opposition den saglige og ansvarlige økonom.

I 1985 tog han konsekvensen og tiltrådte som direktør for Københavns Lufthavnsvæsen, hvilket blev indledningen til et langt virke i dansk erhvervslivs top.

Knud Heinesen var diskret med gode råd til sine efterfølgere, men gav dem på opfordring.

Dansk politik, og i særdeles økonomisk politik, skyldte Knud Heinesen meget.

Det vidste arvtagere - og det vidste han selv.