Analyse: Hvad oldgrækerne kan lære os om NATO’s undergang
Analyse: Hvad oldgrækerne kan lære os om NATO’s undergang
Fra forsvarssamarbejde til hegemonisk tyranni. USA risikerer at begå samme fejl som antikkens Athen. Og risikerer samme skæbne
For at forstå det det komplicerede forhold mellem NATO og Donald Trump, så kan man med fordel se på Det Deliske Søforbund i antikken.
En stormagt, der truer og afpresser sine allierede. Et ældgammelt og hæderkronet demokrati, der er faldet i hænderne på en korrupt demagog, som starter udenrigspolitiske kriser for at fjerne fokus fra hjemlige skandaler.
Det lyder som USA under kommende præsident Donald Trump, men er samtidig en beskrivelse af et fænomen, som Trump med garanti aldrig har hørt om: nemlig Det Deliske Søforbund.
I antikken var grækerne truet af det persiske imperium. Mægtigst blandt grækerne var den demokratiske bystat Athen. Under Athens lederskab samledes grækerne i Det Deliske Søforbund: Et forsvarsforbund opkaldt efter øen Delos.
Cirka 2500 år senere blev NATO oprettet som et forsvarssamarbejde mellem Nordamerikas og Europas frie nationer. Alliancens formål var klart: At stå sammen mod Sovjetunionens aggression og garantere medlemsstaternes sikkerhed.
Det, der startede som en alliance mod Perserriget, blev til et athensk imperium og siden tyranni
I sin kerne er NATO en forpligtelse til kollektivt forsvar – "en for alle, alle for en". Men ligesom Det Deliske Søforbund, der opstod for at beskytte de græske bystater mod persisk aggression, risikerer det nordatlantiske samarbejde at udvikle sig til en struktur, der snarere tjener en enkelt hegemons interesser end fællesskabets.
Fra frivillighed til lydighed
Athens dominans over Det Deliske Søforbund begyndte med frivillige bidrag og enighed om fælles sikkerhed. Men snart tvang Athen sine allierede til lydighed, krævede tributter og indførte egne politiske regler.
Det, der startede som en alliance mod Perserriget, blev til et athensk imperium og siden tyranni.
På samme måde har USA, som NATO's ubestridte leder, skiftet fra at være den storsindede garant for fælles sikkerhed til en stormagt, der dominerer sine allierede.
Det har vi muligvis kun os selv at takke for. Det har aldrig været retfærdigt at Europa kørte på frihjul, mens USA betalte for sikkerheden.
Trump truer åbent sine naboer og allierede. Også med militær magt
Det var sikkert også en folkesport i antikken at snyde med sikkerhedsbidraget og tørre det fælles ansvar af på athenerne.
Ikke desto mindre ændrer det ikke på analysen.
Trump truer åbent sine naboer og allierede. Også med militær magt.
Et gennemgående tema er hans frustration over USA’s handelsoverskud. Han ser i bedste fald NATO-landenes forsvarsbudget som en forsikringspræmie. I værste fald som beskyttelsespenge.
Trusler og krav om underkastelse
Donald Trumps krav om, at NATO-medlemmer øger deres forsvarsudgifter til mindst to procent nu fem procent af BNP, er kun toppen af isbjerget.
USA truer eksplicit med at svække forsvarsalliancens forpligtelser, hvis medlemsstater ikke makker ret.
Tag eksempelvis den kommende vicepræsident J.D. Vances udtalelser om, at USA skal trække sig fra NATO, hvis europæerne begynder at regulere oligarken Elon Musks virksomheder.
Det er bragesnak, men NATO’s musketered er også bragesnak. Den virker kun, hvis vores fjender tror på retorikken.
Det er selvfølgelig ikke tyrannisk at bede Europa om at tage et større ansvar for sin egen sikkerhed. Det er sund fornuft
Det samme gælder, når Trump ikke vil udelukke militære magtmidler mod Danmark. Det er snak, men det er ikke i Danmarks interesse at normalisere snak om at annektere sine naboer.
Vi ender med den oldgræske historiker Thukydids ord i en verden, hvor de store gør hvad der passer dem, mens de svage (læs: Danmark) må lide derefter.
Det er selvfølgelig ikke tyrannisk at bede Europa om at tage et større ansvar for sin egen sikkerhed. Det er sund fornuft.
Men at skabe tvivl om selve kernen i NATO-samarbejdet, nemlig musketereden. Det er farligt.
En fremmedgørelse af allierede
Selv om det er populært at påstå det modsatte, så gentager historien ikke sig selv. Der er åbenlyse forskelle mellem Atlanterhavet i dag og så det østlige Middelhav i år 478 f.v.t.
Det er eksempelvis mere sandsynligt, at USA trækker sig ud af NATO, end at NATO skulle udvikle sig til et Delisk Søforbund. Måske skal Trumps annekteringsplaner ses i det lys?
Hvis amerikanerne planlægger at forlade NATO, giver det god mening på forhånd at sikre sig kontrol over Grønland, der spiller en afgørende rolle for USA's forsvar.
Athens magtmisbrug førte til oprør blandt dets allierede
USA's pres på europæiske lande vækker minder om Athens arrogante krav til sine græske allierede.
Ligesom mange bystater i Det Deliske Søforbund følte sig fanget i et athensk jerngreb, oplever NATO-lande som Danmark i dag både trusler fra Rusland og USA på samme tid.
Dette kan vise sig at blive fatalt. Athens magtmisbrug førte til oprør blandt dets allierede, og det athenske imperium kollapsede efter nederlaget til Sparta i Den Peloponnesiske Krig.
Athen mistede sin legitimitet som leder af alliancen, og dens arrogance efterlod den isoleret, da den havde mest brug for sine allierede.
Risikoen for et nyt hegemonisk kollaps
USA risikerer at gentage Athens fejl. Ved at presse sine NATO-allierede til økonomiske ofre og militær underkastelse, der tjener amerikanske interesser, underminerer Washington den transatlantiske solidaritet.
Mange europæiske lande ser allerede mod strategisk autonomi, og debatten om en uafhængig europæisk forsvarskapacitet vinder frem.
For ligesom Athen lærte på den hårde måde, så kan ingen hegemon sejre uden loyale og engagerede allierede
Det er positivt for et land som Frankrig, der altid har været kritisk over for amerikansk indflydelse, men en katastrofe for Danmark, der har vundet så meget på alliancen med USA.
Men hvis Washington behandler NATO som en amerikansk klientstruktur, kan det ende med at stå alene, når det gælder.
For ligesom Athen lærte på den hårde måde, så kan ingen hegemon sejre uden loyale og engagerede allierede.
En alliance baseret på tvang bryder sammen
I rivaliseringen med Kina – vor tids "Sparta" – har USA brug for stærke allierede. Og det er den samme fjende, vi slås imod. Forsvaret af både Taiwan og Europa sker lige nu i Ukraine.
Hvis USA svigter sine allierede i Europa, hvilket signal sender det så til Vietnam, Filippinerne og Japan? Hvorfor risikerer alt og stå op mod Kina, når USA har vist sig troløs?
Thukydid mente, at vi skulle studere historien for at forstå, hvordan krige opstår
Med mindre det faktisk er Trumps plan at tage imod Vladimir Putin og Xi Jinpings forslag om at opdele jordkloden i interessesfærer.
Thukydid mente, at vi skulle studere historien for at forstå, hvordan krige opstår. At undgå dem troede han ikke på. Historien endte desværre med at give ham ret.
Lærdommen fra Det Deliske Søforbund er i hvert fald klar: En alliance, der bygger på tvang, ender altid med at bryde sammen.
Kommentarer
Det lyder næsten som en kopi
Trump er en elefant i et
Intet nyt under solen.
Kære Niels, tak for dit
Kære Niels Jespersen, fem
"...kommunisme holder jo…
"...kommunisme holder jo ikke evigt..."
Lol, har du nogensinde hørt om Kinas kommunistiske Parti? Sidst jeg tjekkede består partiet i bedste velgående, og er populært i den kinesiske befolkning som aldrig før.
I "1984" er verden opdelt i 3
Ja det er lidt skræmmende at
En lille fabel fra det
"... øger deres
Ja, det må uundgåeligt blive
Når Trump vil ha' Grønland er
Europa har i hvert fald ikke
En alliance, der bygger på
Jeg synes, det er helt
Tilføj kommentar