Et arbejdsmarked uden fagbevægelse er et arbejdsmarked uden fællesskab

Antallet af uorganiserede lønmodtagere – de såkaldte "hvide" – overstiger nu en million.

Siden 2016 er der kommet mere end 200.000 flere lønmodtagere, som hverken er medlem af en overenskomstbærende eller gul fagforening.

Samtidig er de gule fagforeninger vokset med over 100.000 medlemmer.

Tendensen er klar: Fagbevægelsen mister terræn, og arbejdsmarkedet bliver mere fragmenteret.

Når lønmodtagerne svækkes, vinder arbejdsgiverne

Problemet er ikke blot, at de uorganiserede nyder godt af resultaterne af overenskomstforhandlinger, de ikke selv bidrager til.

Problemet er, at de med deres passivitet undergraver den danske model.

Jo færre organiserede lønmodtagere, desto svagere står fagbevægelsen i forhandlinger med arbejdsgiverne.

For uden en stærk fagbevægelse er det lettere at presse lønnen ned, forlænge arbejdstiden og svække trygheden i ansættelse

Når den kollektive styrke svækkes, bliver det sværere at sikre højere løn, bedre arbejdsvilkår og ordentlige pensioner.

Denne udvikling gavner kun én part: arbejdsgiverne.

For uden en stærk fagbevægelse er det lettere at presse lønnen ned, forlænge arbejdstiden og svække trygheden i ansættelse.

De gule fagforeninger er en illusion af tryghed

De gule fagforeninger forsøger at sælge sig selv som et billigt alternativ til de rigtige fagforeninger, men det er en illusion.

De forhandler ikke overenskomster, de går ikke i konflikt for deres medlemmer, og de skaber ikke reelle forbedringer på arbejdsmarkedet.

Det starter med, at færre organiserer sig. Så bliver overenskomstforhandlingerne svagere

Når først de overenskomstbærende fagforeninger er svækkede, og arbejdsgiverne ikke længere føler presset fra en samlet fagbevægelse, vil også de gule medlemmer opleve forringelser.

Hvis vi ikke passer på, smuldrer den danske model

Den udvikling, vi ser nu, er en langsom, men systematisk nedbrydning af den danske model.

Det starter med, at færre organiserer sig. Så bliver overenskomstforhandlingerne svagere.

Derefter presses vilkårene, fordi arbejdsgiverne ved, at de kan slippe afsted med det.

Den danske model kan ikke overleve, hvis fagbevægelsen bliver reduceret til en skygge af sig selv

Det er på tide at vende udviklingen. Fagbevægelsen må tage kampen op og sikre, at flere lønmodtagere forstår vigtigheden af at være organiserede.

Men også politikerne må vågne op. Den danske model kan ikke overleve, hvis fagbevægelsen bliver reduceret til en skygge af sig selv.

Et arbejdsmarked uden stærke fagforeninger er et arbejdsmarked uden fællesskab. Og et arbejdsmarked uden fællesskab er et arbejdsmarked, hvor lønmodtagerne står alene.

Det er der kun én vinder af – og det er ikke lønmodtagerne.