Regionernes formand tordnede mod sundhedsreform

Regeringen tegner et falsk billede af, at en nedlæggelse af regionsrådene kan løse alle sundhedsvæsnets problemer, lyder det fra formanden for Danske Regioner.
Foto: Pressefoto
Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V)
Hvis man skal tro det billede, der tegnes af regeringen, så kan alle problemer løses ved at nedlægge regionerne – eller rettere, regionsrådene, sådan lød det fra regionernes førstedame, formanden for de danske regioner, Stephanie Lose, da organisationen torsdag mødtes til generalforsamling i Aarhus.

Hun mener, at regeringen forsøger at gøre regionsrådene til syndebuk.

”Geografiske forskelle, forebyggelige genindlæggelser, manglende kapacitet og ensartethed i kommunerne – ja, man får næsten indtryk af, at der heller ikke vil være lægemangel eller behandlingsfejl efter en reform,” sagde hun.

Hun understregede, at det danske sundhedsvæsen står overfor mange udfordringer i det kommende år, men at det

"Netop fordi vi er tæt på driften i sundhedsvæsenet, er vi nok også mere ydmyge, når det kommer til at love, at det hele kan fixes fra den ene dag til den anden. Det kræver et langt sejt træk. Og det kræver, at vi samarbejder. Men det kræver IKKE en ny struktur."

Strukturreformer tager tid fra sundhedsvæsnet

Stephanie Lose blev for et år siden, lidt overraskende, valgt som formand for Danske Regioner, selvom der var socialdemokratiske regionsrådsformænd i fire ud af de fem regioner. Men i stedet for at fokusere på at forbedre sundhedsvæsnet, så er meget af tiden brugt på diskussioner om opgaveløsning og strukturreform, lød det fra Lose.

”Jeg havde troet, at vi skulle arbejde koncentreret på at forbedre sundhedsvæsenet og den regionale udvikling i tæt samarbejde med regeringen.”

”I stedet har først erhvervsfremmereformen og derefter udspillet til sundhedsreform sat fremdriften og samarbejdet på pause og tvunget os til at deltage i debatten om strukturreform og regionernes fremtid.”

Et af regeringens argumenter for sundhedsreformen har været, at der er for store forskelle mellem regionerne, for eksempel i behandlingstider. Men det er ifølge Stephanie Lose en forsimpling af problematikken:

”Et ensidigt fokus på at reducere regionale forskelle risikerer imidlertid at drive os i retning af laveste fællesnævner. Det gavner ikke patienterne. Derfor skal vi ikke til at gøre det hele ens. Vi skal bruge forskelligheden positivt til at inspirere hinanden og lære på tværs af landet,” sagde hun.

Reform er umulig at gennemskue

Stephanie Lose understregede, at Danske Regioner gerne vil være med til at lave reformer af sundhedsvæsenet, men at det for hende er helt afgørende at der er en demokratisk overbygning, så borgerne ved hvem de kan stille til ansvar for beslutningerne.

”Når I ønsker at nedlægge regionsrådene, kunne I så ikke komme op med et alternativ, der ikke var så teknokratisk, byzantinsk og umuligt at gennemskue,” lød det fra Stephanie Lose.

”Hvor mange sager af stor betydning for borgerne i den enkelte region skal efter reformen afgøres i natlige aftaler på Christiansborg? Og hvor mange enkeltsager og ”omfartsveje” skal suge ressourcerne i sundhedsvæsenet til sig,” sagde hun med henvisning til den omstridte omfartsvej i Mariager.

”Hvem skal beslutte, hvor ambulancen skal placeres eller i hvilken by et speciale skal placeres? Et af forligspartierne siger, at det er ”ministeren”. Andre siger, at det er sundhedsfællesskaberne. Men sundhedsfællesskaberne har hverken magt eller penge, så det er ikke dem, der erstatter regionsrådene.” lød det fra Lose, som også selv havde svaret på hvem det er, der i fremtiden vil tage beslutningen om danskernes sundhedsvæsen:

”Sandheden er, at de politiske beslutninger, som i dag træffes af folkevalgte regionspolitikere, fremover vil blive truffet i lukkede, ministerudpegede bestyrelser.”

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Er enig med Stehphanie Lohse - regeringen sparker hæmningsløst på regionerne der faktisk har evnet et glimrende samarbejde med kommunerne; ville være trist hvis en detailstyring skulle foregå fra et kontor med adgang til regneark og statistikker. Er bange for at Sundhedsreformen tager udgangspunkt i den/de regioner (øst på) hvor problemerne tilsyneladende er størst. Desuden vil en fuldstændig ensretning næppe være til gavn for de mennesker der bor i de tyndt befolkede områder - her må lokale folkevalgte på banen, og så må alle selvfølgelig samarbejde på kryds og tværs af regionerne og lære af hinandens erfaringer som f.eks. at konstatere blodpropper allerede i ambulancen så patienten kommer det rigtige sted hen i første omgang. Det er bl.a. det, det handler om.