Annonce

Corona-krise forsinkede ligestilling mellem forældre

Ligestillingsministeren vil efter sommerferien sikre, at digital post om fælles børn sendes til begge forældre
Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) vil, når Folketinget åbner i oktober, fremsætte et lovforslag, der skal sikre, at digital post fra det offentlige om fælles børn sendes til begge forældre.

Ministerens melding kommer efter Netavisen Pios artikel om den 27-årige småbørnsfar, Jakob Esmann, der er far til Anker på fire måneder. Jakobs kæreste, som er mor til Anker, fik forleden et brev om et forskningsprojekt, som sønnen kunne være med i. Men Ankers far, Jakob Esmann, modtog ikke noget brev om sagen.

“Grundlæggende synes jeg, at når man har fælles forældremyndighed, så burde begge forældre få samme information om barnet og samme henvendelser fra det offentlige. Det offentlige sender et signal om, at den ene forælder er mere værd end den anden. Det er et ligestillingsproblem, og jeg synes, det trækker på en gammel forståelse af, at børn og børneopdragelse er noget, som kvinder tager sig af. I dag er det også mødrene, som får børnepenge,” siger Jakob Esmann til Netavisen Pio.

Det offentlige sender et signal om, at den ene forælder er mere værd end den anden

Vil gøre op med forældet holdning

Kritikken fra Jakob Esmann møder opbakning fra ligestillingsminister Mogens Jensen.

”Jeg er helt enig i, at der skal gøres op med fastlåste og unuancerede kønsopfattelser af, hvilke roller i familien og i samfundet kvinder og mænd skal have. Det offentlige skal ikke bidrage til fastholde en forældet holdning om, at det er mødrene, der er hovedansvarlige for børnene,” siger Mogens Jensen til Netavisen Pio.

Ifølge ministeren skal det offentlige ikke diktere, hvem af forældrene, der skal have besked, når det er tid til at skrive barnet op til daginstitution, skole eller tandlæge.

“Sådanne meddelelser skal naturligvis sendes til begge forældre, så de begge har mulighed for at tage ansvar for barnets dagligdag, behov, sundhed og trivsel. Når forældre har samme informationsniveau, så har de også lige muligheder for at tage del i ansvaret om fælles børn,” lyder det fra Mogens Jensen.

Når forældre har samme informationsniveau, så har de også lige muligheder for at tage del i ansvaret om fælles børn

Minister: Det er på grund af corona

Tilbage i marts fremsatte regeringen lovforslaget, som skulle sikre, at digital post fra det offentlige om fælles børn sendes til begge forældre.

Men på grund af corona blev det fremsatte forslag ikke behandlet i Folketinget, og derfor vil ministeren nu genfremsætte lovforslaget efter sommerferien.

Regeringen kommer også til at fremsætte lovforslag om ligedeling af børne- og ungeydelsen efter sommerferien, oplyser Mogens Jensen.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvad med den åbenlyse forskelsbehandling når det kommer til at tildele forældremyndighed?
Der er jo uhyggelig stor forskelsbehandling på det område!

Jens Peter Nielsen, alias Thomas FUP.
Kunne man ikke forvente at et par, som har valgt at få børn sammen, var i stand til selv at finde ud af hvem som skal havde forældreretten over børnene, hvis de flytter fra hinanden uden at staten og det offentlige skal indblandes i det. De har dog været tæt på hinanden når de skulle "skabe" et barn.

Det er i mange tilfælde fornuftigt at samfundet griber ind. (For eksempel kan bilisterne ikke selv klare sig uden vejskilte og politi - selv om de HAR bestået en køreprøve. Mener jeg. Der er brug for en færdselslov.) Når det gælder børnene, er det vigtigt at samfundet sikrer deres kontakt med begge forældre under opvæksten. Så de ikke mister familie og identitet.

Claes Ludvigsen, nu findes der jo ingen lovgivning for par som ønsker at få et barn sammen, så sammenligning med færdselsloven er vel ikke relevant. At man bliver så "dødelig" uvenner når man bliver skilt, at man ikke kan lave en aftale om hvordan samkvem med ens børn skal foregå, er uforståeligt for mig og er ikke til gavn for et fælles barn. For det meste skyldes det vel jalousi og egoisme ud fra at hvis jeg ikke kan få barnet, skal den anden part heller ikke havde det.

Godt skrevet Bent Menck Andersen
Men i de tilfælle hvor forælderne er binde gale
må domstole eller ligne blande sig

Jeg mener, at ægteskabsloven, navneloven, cpr-loven, forældreansvarsloven og loven om familieretshuse netop er "lovgivning for par som ønsker at få et barn sammen". Så vi er ikke enige.

Annonce