”Man må bare have journalistisk røv-i-bukserne til at gøre det rigtige”

Pios nye chefredaktør vil gøre netavisen relevant for de socialdemokratiske vælgere, som er hjemløse i medielandskabet
Han har kaldt Netavisen Pio for et "påvirkningsmedie" og advaret om, at magthaverne i stigende grad forsøger at kommunikere direkte til vælgerne med den konsekvens, at mediernes demokratiske vagthundsfunktion svækkes.

Men nu er det så den 39-årige Niels Jespersen, der tiltrådte som chefredaktør for Netavisen Pio den 1. august, som selv får ansvaret for at sikre, at dette ikke sker.

At fremtiden, som Niels Jespersen har skrevet, ikke byder på ”rene propagandaorganer, der hælder parti-kuraterede factoids ud over kernen af radikaliserede fans, mens afdankede TV-værter laver sponsorerede interviews som journalistikkens svar på en billig lapdance”.

Selverklæret ”småborgerlig socialist og patriot”.

Niels Jespersen er født i Tvis uden for Holstebro og startede sit politiske liv som DSU’er, men gik i protest mod daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens efterlønsreform i 1998. Efter en trotskistisk ungdomsfase, en tid som fagforeningsaktivist og en tur i hæren er han endt som selverklæret ”småborgerlig socialist og patriot”.

Han forsøgte i 2018 at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde, men tabte kampvalget til tidligere fødevareminister Mette Gjerskov. Chefredaktøren er uddannet cand. mag. i historie fra Københavns Universitet og er kendt som debattør i medierne, hvor han blandt andet har været den røde stemme på Berlingskes tæskehold: Kommentatorerne som skriver til avisens spalte ”Groft sagt”.

Niels Jespersen har været udsendt til Afghanistan for Forsvaret i flere omgange og vennen Mikkel Andersson, der er medforfatter til deres bog om de seneste 40 års asylpolitik, ”Eksperimentet, der slog fejl” og chefredaktør på et kommende nyt borgerligt netmedie, fortæller, at når de skal gå en tur på stranden, så kan han finde på at møde op iført fuld uniform med en 20 kg tung rygsæk med en indbygget vanddunk og et plasticrør, der gør, at han kan drikke uden at bruge hænderne. Alt sammen i løb!

Man kan tage Niels ud af forsvaret

”Man kan tage Niels ud af forsvaret, men ikke forsvaret ud af Niels,” siger Mikkel Andersson.

Påvirke debatten

Niels Jespersen mener, at Netavisen Pio er ”sat i verden for at oplyse, men også for at påvirke". Både debatten og de dagsordener, som medier tager op.

”Først og fremmest skal vi jo lave en masse god journalistik som gør folk klogere, men jeg er helt åben omkring, at vi også er et medie der ønsker at præge debatten og samfundsudviklingen," forklarer Niels Jespersen og fortsætter: 

Vi står på arbejderbevægelsens side og anskuer samfundet med det perspektiv

 

"Netavisen Pio har et demokratisk-socialistisk idegrundlag, hvilket måske lyder lidt tungt, når man siger det, men som i virkeligheden bare er venstrefløjens variant af et “borgerlig-liberal. Det er et bredt ideologisk udgangspunkt fra midten og et godt stykke ud til venstre. Samtidig har vi en klar lønmodtageridentitet, hvilket betyder, at vi står på arbejderbevægelsens side og anskuer samfundet med det perspektiv. Journalistikken skal selvfølgeligt være fair og af højeste kvalitet, men man må gerne kunne mærke på vinklingen, at vi er et medie med holdninger”.

Men den måde, som du tidligere har beskrevet holdningsmedier – og herunder Netavisen Pio – på, får det ikke ligefrem til at lyde som noget godt. Tværtimod.

"Medier som Netavisen Pio er udtryk for en bredere medietendens, som er kontroversiel, men hvor jeg også ser ansatsen til noget positivt. Netavisen Pio er ikke genkomsten af partipressen, men det er dog værd at bemærke, at folkestyret slog rod, mens vi havde et firepartiavissystem.

Jeg er selv vokset op med omnibusaviserne, som var ret uideologiske og gik efter at favne så bredt som muligt. Men Facebook og Google har udhulet annoncemarkedet og medført, at de store medier i højere grad bliver segmenterede og satser på de kunder, der gider betale. Og samtidig har du konkurrencen fra udenlandske medier og platforme.

Berlingske og Politiken, som er to aviser på hver sin side af det politiske spektrum, skriver jo allerede for – og ser verden – på vegne af dem med lange uddannelser og gode indtægter i København. Nogle gange husker man også underklassen - især hvis den er brun, men aldrig arbejderklassen. Det er der i og for sig ikke noget galt med, men det har en betydning når det er deres vinkler som for eksempel DR tager op. På den måde forsvinder perspektivet fra de danskere der for eksempel har fysisk nedslidende jobs og bor uden for storbyerne."

Hvad betyder det at have et lønmodtager perspektiv?

Det viser jo meget godt behovet for Netavisen Pio

"Det betyder, at vi synes det er mere interessant, hvad kvartalsregnskabet betyder for de ansatte end for aktionærerne. Vi orienterer os efter det sted, hvor de fleste bruger en væsentlig del af deres vågne timer og hvor fællesskaber skabes: Nemlig arbejdspladsen. Danskerne er ikke kun forbrugere, de er også producenter.

Når nogen kommer med en udregning der viser, at det økonomiske råderum stiger til astronomiske højder, hvis alle arbejder til de bliver 74, sætter vi fokus på de rygge og de knæ, som skal bære udviklingen. Jeg ser ikke Netavisen Pio som et alternativ til de store medier, men som et supplement. Det er vores opgave at bringe de manglende vinkler ind i debatten.

Da jeg for eksempel læste beskrivelsen af min egen tiltræden som chefredaktør, skrev flere medier, at jeg tidligere havde været ansat i SiD (det nuværende 3F, red.). Men det fremgår faktisk af pressemeddelelsen, at jeg har været tillidsmand. Ikke ansat. Det siger noget om, at på trods af en fagbevægelse med over én million medlemmer - og mere end 10,000 tillidsvalgte - så er det ikke en forskel, du kan regne med, at medier og journalister ved noget om. Eller for den sags skyld interesserer sig for. Det viser jo meget godt behovet for Netavisen Pio."

Fox News 

Hvad er skrækeksemplet på et holdningsmedie?

"Skrækeksemplet er de amerikanske medier Fox News og Breitbart News, der bidrager til en polarisering af det amerikanske samfund og laver stærkt tendentiøse nyheder. Der skal vi for alt i verden ikke hen.

Jeg ser Pio som et medie til de danskere, der i dag ikke ser sig repræsenteret i mediebilledet. På højrefløjen ynder man at henvise til, at borgerlige står svagt blandt journalister og på universiteterne. For det første passer det kun, hvis man regner De Radikale med til venstrefløjen. Og for det andet er det parti, som er dårligst repræsenteret i forhold til sin størrelse - udover Dansk Folkeparti - typisk Socialdemokratiet. Af de tre store landsdækkende aviser er Berlingske konservativ, Jyllands-Posten er også konservativ-liberal og Politiken er radikal.

Det skal akademikerne, journalisterne eller medierne ikke undskylde for. Men i og med at en tredjedel af vælgerne i dag ville stemme på Socialdemokratiet, så mangler der altså noget. På den måde kan Netavisen Pio være med til at engagere flere mennesker i samfundsdebatten - og driften af velfærdssamfundet - så det ikke bare bliver en lille elite, der sidder og tager beslutningerne."

Er der ikke noget at bekymre sig over i Danmark?

Vi lever i en mediemæssig guldalder lige nu

"Det bekymrer mig da, at vi ikke længere i samme grad har en fælles samtale som danskere og borgere. Det ser vi i ekstrem grad i USA, hvor mange taler ind i egne ekkokamre og kun opsøger informationer, der bekræfter deres eget verdensbillede. For at kunne have et demokrati, et folkestyre og en velfærdsstat, så skal du have en fælles offentlighed og et fælles sprog. Udviklingen går i retning af en mediepluralisme, hvilket er godt på mange måder, så der bliver plads til stemmer, som ellers ville have svært ved at blive hørt i den store fortælling. Men denne fortælling, altså den store, bliver svækket. Det er en udfordring.

På den ene side er jeg bekymret over udhulingen af annoncemarkedet. Det gør, at der er færre penge til at lave journalistik for. Men på den anden side er jeg ikke tilhænger af den mediemæssige forfaldsmyte, jeg ofte møder. Når jeg går i arkiverne læser aviser fra 1980’erne og 90’erne, hvor der var allerfleste penge i branchen, så synes jeg ikke, at journalistikken var bedre. Tværtimod.

Vi lever i en mediemæssig guldalder lige nu. Der er aldrig blevet produceret så meget god journalistik og den har aldrig været tilgængelig for så mange. Man skal huske, at den teknologiske udvikling, som ganske vist udhuler annoncemarkedet, også gør, at det bliver billigere at lave journalistik."

Armslængde

Både inden for kultur- og medieverdenen har man historisk prøvet at holde et såkaldt armslængdeprincip, så dem der betaler for musikken ikke bestemmer, hvad der skal spilles. Hvordan vil du kunne opretholde Netavisen Pios redaktionelle uafhængighed i forhold til Socialdemokratiet og fagbevægelsen? Er det ikke et dilemma?

"Jeg anerkender udfordringen, men jeg gider ikke lægge navn til noget, som andre bestemmer over. Hvis jeg ikke kan få lov til at lægge den redaktionelle linje, så kan det være lige meget. Men Netavisen Pios udfordring er ikke anderledes, end at aviserne tidligere - og sådan set stadig – skal tænke på store annoncører. Det et givet vilkår. Man må bare have journalistisk røv-i-bukserne til at gøre det rigtige."

Har de danske aviser netop ikke udmærket sig ved aldrig at være villig til at gå på kompromis?

For mange i mediebranchen er det blevet til en nærmest identitetsskabende fortælling, at Netavisen Pio er et propagandaorgan for Socialdemokratiet

"Jo. Jeg er godt klar over, at for mange i mediebranchen er det blevet til en nærmest identitetsskabende fortælling, at Netavisen Pio er et propagandaorgan for Socialdemokratiet. At vi ikke er uafhængige. Men ideen om, at der skulle sidde en eller anden socialdemokratisk kommissær, der skal godkende, hvad vi skriver, synes jeg er underlig.

Hvis du ser på, hvad jeg sagt og skrevet gennem årene, så synes jeg, der er en rød tråd. Det er den linje, som jeg har tænkt at videreføre her. Jeg er ikke bange for at kritisere Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvis jeg synes, at der er grund til det. Men man bliver skuffet, hvis nogle tror, at vi som udgangspunkt skal skrive noget grimt om Socialdemokratiet og fagbevægelsen bare for at bevise vores uafhængighed. For det er ingen hemmelighed, at jeg selv – og en meget stor del af den danske befolkning! – synes, at de kan se sig selv i Mette Frederiksens projekt og de værdier, hun står for.

Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor provokerende det kan være for mange journalister at tage nogle standpunkter, som er helt mainstream i den danske befolkning, og så bringe dem ind til den journalistiske markedsplads. Og det samtidig med, at man er klar til at lægge spalteplads til værdier og holdninger, som afspejler en meget lille del af befolkningen. Jeg har selv skrevet for Berlingske og har ikke noget imod, at de for eksempel tillægger tænketanken Cepos’ vurderinger enorm værdi. Det tror jeg også, at mange af avisens læsere interesserer sig for. De synes faktisk, at det er spændende, hvad en række nordsjællandske rigmænd - og Hella Joof - mener om verdens gang. Jeg synes så bare, at der mangler andre perspektiver, hvilket jeg gerne bidrager med."

Flere læsere

Hvad er dit succeskriterium?

"Ha, ha. Det skal man passe på med at stille op, for så kan man blive målt på det. Det skal helst være så ukonkret som muligt!

Nej, for at være alvorlig, så skal Netavisen Pio have nogle flere læsere. Vi er ikke i nærheden af at udfylde vores potentiale. Netavisen Pio skal både være et relevant medie for tillidsmanden, der sidder i kantinen med sin telefon, når han skal tage bestik af, hvad der foregår i dansk politik og på arbejdsmarkedet. Og samtidig skal Pio kunne føre nogle argumenter til torvs, som kan tages op i programmer som P1 og Deadline.

Medierne har en tendens til altid at søge det opsigtsvækkende standpunkt, hvilket er naturligt, fordi det er underholdende og engagerende. Men det risikerer at bidrage til at polarisere den offentlige samtale og give alt for stor plads til ekstreme holdninger.

Vores opgave, som et medie, der ligger der hvor en stor del af danskerne ligger - er også at få deres holdning frem. Bare fordi et standpunkt ikke deles af mange journalister og akademikere, behøver det ikke være uskarpt eller kedeligt."

Var historien om det nu lukkede Aktuelt ikke, at tillidsmanden i kantinen hellere ville læse om skandaler i Ekstra Bladet end arbejdsmarkedspolitik i sin såkaldte egen avis?

Folk bliver fanget af det opsigtsvækkende

"Jo. Jeg er helt med på, at folk bliver fanget af det opsigtsvækkende. Det er der ikke noget galt i. Det gør jeg også selv. Når man sidder i DR, og skal udvælge stemmer til et debatprogram, er det selvfølgelig et positivt kriterium, hvis noget er opsigtsvækkende. Men det må også gerne være et kriterium, at det er repræsentativt. At det er noget, som mange mener. Et perspektiv der deles af mange. Ligesom man måske ikke skal sætte tre hvide mænd til at kloge sig på kvinder og indvandreres problemer, så skal man heller ikke lade journalister og akademikere være alene om at vurdere nedslidning i håndværkerfagene.

Det er vores opgave at gøre disse argumenter engagerende. Jeg synes i al beskedenhed, at jeg er eksempel på, at man godt kan mene noget som er ret pragmatisk og tager udgangspunkt i en virkelighed og nogle værdier som er bredt funderede og på samme tid formulere det skarpt."

Din forgænger som chefredaktør stillede op til Folketinget for Socialdemokratiet og du har også tidligere forsøgt at blive opstillet for partiet. Kommer du også til at stille op igen?

"Det har jeg ingen planer om. Lige nu koncentrerer jeg mig om at være chefredaktør for Netavisen Pio."

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

En sympatisk start for en ny redaktør. Det er jo klart at den største socialdemokratiske fejltagelse - som det tog 25 år at indse - var ikke at kunne indse at antallet af indvandrer er afgørende for kvaliteten af integrationen. Det er så noget af en ørkenvandring vi kan se frem til, hvis socialdemokratiet på samme måde tager fejl af klima og miljø spørgsmålet. Helt hjerteskærende, hvis vi skal igennem 25 års tonedøvhed på dette for vælgerne meget vigtigt emne. Lige så vigtigt måske: kvinder vil gerne stemme A - men af andre grunde end Bjarne. Og endeligt: kvinder har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af den systemiske fejl: kvinder har historisk haft ansvaret for børn, ældre og syge. og ikke mindst for rengøringen. Det betyder at de er akkurat lige så nedslidte som Arne - måske endda et par år før ham. Tag ikke fejl, kvinder stemmer.

Og vid det.
Det bliver det vigtiste politiske spørgsmål og der går ikke 25 år før vi kender svaret
Er det blå blok der vil vækst vækst og vækst
Eller rød blok der gør det eneste rigtige at sætte klimaet øverst på dagsorden før det er forsent
Og det haster
Stop kul og olie produktion
Og gå over til VIND-energi,SOL-energi,og BRINT-energi
Og kom så igang med at sætte EL-lader op i hele landet,og det kan kun gå for langsomt

Annonce