Med regeringens udspil om tidlig tilbagetrækning lige på trapperne er der varmet godt op til efterårets store politiske kamp.

Som forfatteren Lars Olsen har påpeget, bliver diskussionen en test af mediernes klasseblindhed.

Vi kommer til at høre alt fra dem, som ikke får gavn af ordningen. Den borgerlige tænketank CEPOS vil uimodsagt få lov til at forudsige økonomisk afgrund, og de politiske kommentatorer kommer til at uddele karakterer til taberne og vinderne på Christiansborg.

Men selve problemet: Nemlig de mange danskere, der er kommet tidligt ud i nedslidende jobs og ikke kan holde helt til pensionsalderen, risikerer at komme i anden række.

Her på Netavisen Pio vil vi holde fokus på de mennesker, det handler om. Derfor gennemgår vi her de fem dårligste argumenter imod tidlig pension.

1. Det er for dyrt at hjælpe Arne

Lars Løkke kalder det "løsagtigt", og Dansk Erhvervs Brian Mikkelsen mener, at det er "nærmest dødbringende" for dansk økonomi. Men sandheden er, at regeringen har afsat tre milliarder kroner til tidlig tilbagetrækning, og selvom det er mange penge, så er det ikke en stor andel af et offentligt budget på over 1.200 milliarder kroner.

De borgerlige kræfter, som mener, at Mette Frederiksen bringer Danmark på randen af økonomisk ruin, er de samme partier, der praler med at have sat skatten ned med 22 milliarder kroner under VLAK-regeringen.

Selvfølgelig kommer vi til at arbejde længere, når vi lever længere, men mange af de penge, der hentes på at lade de kortuddannede arbejde, indtil de segner, er “funny-money”.

Mange ufaglærte dør før pensionsalderen eller bliver invalideret i en grad, hvor der bruges formuer på ydmygende udredninger og dyre hospitalsregninger.

2. Vi har allerede førtidspension/seniorpension til de nedslidte

For at få førtidspension skal man være så syg eller nedslidt, at man ikke kan passe et arbejde. Det betyder i værste tilfælde en alderdom som krøbling.

For at modtage seniorpension skal man være så syg, at man kun kan arbejde 15 timer om ugen. Både førtidspension og seniorpension er udmærkede ordninger, men de hjælper kun dem, der allerede er for syge til at arbejde.

Der er brug for en model, som giver arbejderen tryghed om, at vedkommende selv kan vælge at stoppe i ro og værdighed.

Hvis kroppen kan holde til det, vil de fleste hellere arbejde end være på folkepensionens grundbeløb, men der skal være mulighed for selv at stoppe og undgå årevis af udredningsforløb og sygedagpenge.

3. Regeringen vil trække raske mennesker ud af arbejdsmarkedet

Et klassisk Venstre-argument, men hvad er alternativet? Hvorfor skal slagteriarbejderen ikke have lov til nyde den samme alderdom som overlægen og departementschefen? En alderdom, hvor man kan spille golf og løfte sine børnebørn?

Det kan ikke passe, at arbejderen skal knokle, indtil han eller hun skal bæres ud fra pladsen. Målet må være, at alle får mulighed for at gå på pension, imens de stadig er raske.

Borgerlige politikere kunne aldrig drømme om at gøre det til et problem, at akademikere kan gå raske på pension.

 

4. Hvis arbejdet er for hårdt, kan man skifte branche/spare op selv

For det første bugner det ikke ligefrem med pedeljobs til ældre håndværkere.

Arbejdsgiverne er desværre alt for sky, når det gælder om at ansætte medarbejdere over 50. Derudover er det ikke fair at gøre nedslidning til en individuel problemstilling.

Vi har allerede et problem med, at for få unge søger ind på erhvervsuddannelserne. Hvis man udover nedslidning også skal påregne en ekstraudgift til at spare sammen til tidlig pension, vil endnu færre tage en faguddannelse.

5. Et brud på velfærdsstatens universalisme

Et af de mere tekniske argumenter fremført af politikere, der aldrig har keret sig synderligt om velfærdsstaten, er, at det bryder med velfærdsstaten universalisme. Princippet om, at alle borgere har ret til en ydelse, og ikke at der er krav om for eksempel en forsikring.

Nu kender de færreste til det endelige udspil, men hvis forslaget følger antal år på arbejdsmarkedet, så er der ikke nogen forskel mellem tidlig pension og SU. Begge er ydelser, der er betinget af, hvor man befinder sig i arbejdslivet.

Hvis man bekymrer sig om velfærdsstatens sammenhængskraft, så er det et markant større problem, at en stor andel af de mest lavtlønnede danskere betaler til en folkepension, som de statistisk set får meget lille nytte af.