Fogh taler om mod – men tier om det svigt, han aldrig tog på sig

Anders Fogh Rasmussen er mange ting: liberal ideolog, professionel magtpolitiker og international lobbyist. Med ‘At turde’ forsøger han sig også med refleksioner over egne fejl. 

Og det skal han have. 

Fogh erkender sin fejlvurdering af Putin, han indrømmer, at nedskæringerne i forsvaret var naive, og han lader tvivlen komme kritikerne til gode, når det gælder opfølgningen på krigene i Irak og Afghanistan. 

Det er ikke hverdagskost i politiske erindringer. Men netop derfor er det irriterende, at han ikke tør tage det sidste skridt: det sted, hvor hans moralske autoritet for alvor skulle stå sin prøve.

Fogh vil gerne huskes som statsmanden, der stod fast under Muhammedkrisen. Som den leder, der nægtede at bøje sig for religiøse dogmer og udenlandske krav. Og det billede har bidt sig fast. 

Men det holder kun, hvis man glemmer, hvad der fulgte. For i kulisserne stod Fogh ikke fast – han bøjede af. 

Ikke åbenlyst, ikke med faneflugt, men med en nøje koreograferet tilbagetrækning, der siden skulle bane vejen for en ny stilling: NATO-generalsekretær.

Rigtigt og nødvendigt

Fogh bruger kapitler på at beskrive sin modige insisteren på ytringsfrihed, da 11 ambassadører ville have regeringen til at gribe ind over for Jyllands-Postens tegninger. 

Han nægtede at mødes med dem, afviste deres krav og forsvarede armslængden mellem presse og stat. 

Det var rigtigt. Det var nødvendigt. Og det kostede dyrt på den økonomiske og diplomatiske front. 

Læs også:Fogh om økonomisk støtte fra Taiwan: "Det oplyser vi ikke"

Men i stedet for at stå krisen igennem, skiftede Fogh kurs undervejs – og det forbigår han i tavshed.

For mens han offentligt sagde, at regeringen ikke undskyldte for frie medier, arbejdede hans embedsmænd ifølge den anmelderroste bog “Værdikæmperne” bag kulisserne på at berolige de vrede stater. 

Og da uroen toppede, gik Anders Fogh selv på arabisk satellit-tv og undskyldte. 

Man kan ikke både stå fast og gå tilbage

På Al Arabiya lagde han afstand til tegningerne, sagde undskyld for den krænkelse, de måtte have forårsaget, og appellerede til dialog og forståelse. 

Det var ikke længere den principfaste forsvarer af vestlige frihedsværdier, men en diplomat i damage control-mode.

Bogens styrke er, at Fogh også tør diskutere sine nederlag og fejl

Det afgørende er ikke, at han ændrede kurs – det kan være nødvendigt i politik. Det afgørende er, at han ikke vedstår det. 

Fogh vil både fremstå som manden, der aldrig bøjede sig, og som den strateg, der forstod at dæmpe konflikten. 

Men man kan ikke både stå fast og gå tilbage. Og man kan ikke skrive en bog om mod uden at nævne det øjeblik, hvor man selv bakkede ud.

Røde magtpolitikere børe lære af ham

Bogens styrke er, at Fogh også tør diskutere sine nederlag og fejl. Det gør ‘At turde’ til et vigtigt bidrag til forståelsen af Danmarks nyere historie. 

Men netop fordi bogen hæver sig over de sædvanlige selvforherligende politikererindringer, bliver det mere påfaldende, hvor han stadig tier. 

Det gælder også Irak. Her gentager Fogh, at det hele hvilede på en juridisk forsvarlig tolkning og at fejlen lå i den politiske opfølgning – ikke i selve beslutningen om krig. 

Det er en forsvarstale forklædt som refleksion.

Læs også:Ærlig talt årets bedste borgerlige debatbog

Det er ikke en dårlig bog. Den er velskrevet og veldisponeret. Og det er heller ikke en dårlig mand, der har skrevet den. 

Anders Fogh Rasmussen har sat varige spor i både Danmark og verden og i stedet for at foragte ham, bør fremtidige røde magtpolitikere lære af ham. 

Anders Fogh Rasmussen. ‘At turde’. 576 sider. Gyldendal. 2025.