Venstreekstremisme – ikke Israel-engagement – er fagbevægelsens problem

Næstforperson i LFS, Landsforeningen For Socialpædagoger, Jan Hoby mener, i et indlæg i A4, at fagbevægelsens krise skyldes manglende Palæstina-aktivisme. 

At fagbevægelsen mister troværdighed over for medlemmerne, fordi den ikke i tilstrækkelig grad viser solidaritet med Gaza. 

Det er ønsketænkning. 

Som jeg dokumenterer i min bog ‘De røde, de gule og de unge’, viser en YouGov-undersøgelse, at "20 procent [af danskerne] tilslutter sig forklaringen ’fordi min tidligere organisation støttede politiske partier’” som årsag til, at de har forladt de traditionelle fagforeninger. 

Det er ikke et ubetydeligt mindretal. Det viser, at fagbevægelsens politiske engagement – især når det glider over i ensidige udenrigspolitiske kampagner – koster på legitimiteten.

Hvis vi ser på, hvad arbejderne rent faktisk stemmer, så er de to store partier Socialdemokratiet og Danmarksdemokraterne. Pro-palæstinensiske partier som Enhedslisten og Alternativet kan næsten ikke måles. 

Læs også:Mette F. om Israels fremfærd i Gaza: “Bør med det samme sikre uhindret, hurtig og sikker adgang for nødhjælp”

Det er ikke, fordi folk er ligeglade med Palæstina. Men de melder sig ikke ind i en fagforening for at diskutere Mellemøsten. 

De melder sig ind, fordi de har brug for hjælp med ansættelseskontrakten, fordi de står over for en fyring, eller fordi de vil sikre sig ordentlige løn- og arbejdsvilkår. 

Snak om imperialisme og apartheid

Når fagforeningens talspersoner hellere taler om imperialisme og apartheid end overenskomster og tillidsrepræsentanter, så finder medlemmerne udgangen.

Og de gør det i stigende grad. Især unge og lavtlønnede. Ikke fordi de er ideologisk uenige – men fordi de ikke gider at blive talt ned til.

Fordi de ikke kan se sig selv i en fagbevægelse, hvor aktivisterne prædiker slagord fra glaspaladserne. 

Det bekymrer næppe Jan Hoby, der har en Lenin-buste stående på sit kontor

Det er præcis det hul, de gule fagforeninger udnytter. Ikke fordi de er bedre, men fordi de optræder mindre politiserede. De lover service – ikke revolution.

Når Hoby henviser til den internationale fagbevægelse som forbillede, bør man hæfte sig ved, hvad jeg også skriver i bogen: Franske fagforeninger som CGT og SUD er blandt de mest ideologisk rendyrkede i Europa – og blandt de svageste. 

Deres organiseringsgrad er nede på omkring otte procent. De står stærkt i mediebilledet og på barrikaderne – men svagt blandt almindelige lønmodtagere. 

Jan Hobys Lenin-buste

Det bekymrer næppe Jan Hoby, der har en Lenin-buste stående på sit kontor. Lenin var, ud over at være en af det 20. århundredes mest brutale diktatorer, også tilhænger af en lille radikaliseret avantgarde, der skulle agere på arbejdernes vegne. 

Derfor skal svaret til Hoby være tydeligt: Vi styrker ikke fagbevægelsen ved at gøre den til udenrigspolitisk aktivistgruppe. Vi styrker den ved at gøre den relevant for danske lønmodtagere. 

Læs også:Anmeldelse: Da socialdemokraterne stak af fra Marx, Engels og Lenin

Det betyder ikke tavshed. Det betyder, at vi prioriterer rigtigt. At vi er der, hvor medlemmerne er – ikke hvor de politisk mest højtråbende føler sig hjemme. 

Fagbevægelsens opgave er at skabe tryghed, løfte lønmodtagere og sikre et anstændigt arbejdsmarked. Ikke at føre venstrefløjens udenrigspolitik.

Solidaritet begynder ikke i Gaza. Den begynder på arbejdspladsen.