Ville fortidens socialdemokrater acceptere Mette F.'s angreb på konventionerne? Jeg tror det ikke

Debat

Ville fortidens socialdemokrater acceptere Mette F.'s angreb på konventionerne? Jeg tror det ikke

Mette Frederiksens opgør med konventionerne er et opgør med grundlæggende demokratiske værdier

Mette F Giorgia Meloni
Billedtekst

Statsminister Mette Frederiksen (S) hos besøg hos Italiens premierminister Giorgia Meloni i foråret 2025

Foto: Statsministeriet
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Den 22. maj udsendte Statsministeriet en pressemeddelelse, hvor Mette Frederiksen annoncerede, at hun sammen med Italiens højreekstremistiske statsminister Giorgia Meloni er klar til et opgør med internationale konventioner. 

Jeg ville elske at kunne skrive et indlæg, hvor jeg fremmanede en eller anden forargelse over det her, men jeg tror ikke længere på, at nogen af os er overrasket over denne udvikling. 

Jeg ville ønske, vi levede i et land, hvor det var overraskende, at vores statsminister kom med en sådan melding. 

Jeg ville ønske, vi levede i et land, hvor det store socialdemokratiske parti stod vagt om konventionerne i stedet for at negligere dem. 

Jeg ville ønske at Danmarks voldsomme højreskred aldrig havde fundet sted.

Men desværre er det snart svært at finde forargelsen frem, når Socialdemokratiets samliv med Europas yderste højre for længst er blevet den nye norm.

Læs også:Kommentator: Socialdemokratiet er et stort skridt tættere på at realisere valgløfte

Når jeg så alligevel kan mærke, at denne pressemeddelelse vækker, om ikke forargelse, så en stor sorg i mig, er det, fordi jeg altid har set Socialdemokratiet som et historiebevidst parti. 

Hvad end man synes om skiftende socialdemokratiske ledelser, så har de altid været bevidste om deres egen og arbejderbevægelsens historie, om Europas historie og om Danmarks historie. 

Det islæt har de nu endegyldigt lagt i graven.

Efter nazismens hærgen

De konventioner og den domstol, Mette Frederiksen ønsker et opgør med, er ikke bare opstået i københavnske saloner eller i hovedet på virkelighedsfjerne akademikere. 

De er skabt i det uendelige klarsyn, der var efter fascismen og nazismen hærgede Europa og verden. 

Læs også:Kaare Dybvad på inspirationstur til udskældt asylcenter i Stillehavet

Konventionerne blev grundlagt på de ruiner, der stod tilbage efter at krig, terror og umenneskelighed havde ødelagt kloden.

Det er absurd at påstå, at flygtningesituationen, vi står i nu, skulle gøre konventionerne utidssvarende, når konventionerne blev skabt som en reaktion på en krig, der sendte over 40 millioner på flugt. 

En gave fra en tidligere generation

Konventionerne er ikke blevet utidssvarende, vi er bare blevet moralsk svagere. Det er den sandhed, man må leve med, hvis man virkelig synes, at tiden er til et opgør med international ret.

Konventionerne blev ikke skrevet med henblik på, at de skulle være nemme at overholde. Konventioner blev ikke skrevet i den tro, at deres virkeliggørelse ikke ville udfordre os. 

Jeg er bange for, hvad for et samfund vi bliver, hvis vi fortsætter ad det her spor

De blev skrevet lige præcis, fordi det er svært at gøre det moralsk rigtige. Det der er nemt, kan man bære i hjertet, det der er svært, skal stå som fælles vedtaget, ufravigelige søjler for frie demokratiske samfund.

Menneskerettighederne er en gave til os fra en tidligere generation. En guide til og et regelsæt for, hvordan man undgår de rædsler, de måtte gennemleve. 

Den gave må vi aldrig tage for givet, og den historie må vi aldrig glemme.

Fortidens socialdemokrater

Jeg er bange for, hvad for et samfund vi bliver, hvis vi fortsætter ad det her spor. Et samfund der mister trådene til den historie og de værdier, vores forgængere troede og håbede, at vi vil bygge et samfund på. 

Havde fortidens socialdemokrater nogensinde været afsender på det, der nu er blevet partiets politik? 

Havde de nogensinde accepteret, at deres statsminister stod i spidsen for et frontalangreb på menneskerettighedsdomstolen?

Det tror jeg ikke. 

Man kan finde på tusind djøffede og retorisk velsmurte argumenter, der skal retfærdiggøre det her skred. 

Det ændrer ikke på virkeligheden, og det ændrer ikke på historien.

Jesper Dyhrberg

Politisk leder i SF Ungdom.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 06.06.2025 - 19:22

Krig krig krig... Det er åbenbart det eneste som kan sættes på dagsordenen i de her SoMe online tider der kun kender én vej.

Vildere vildere vildere.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Fredag den 06.06.2025 - 19:56

Nu har Socialdemokratiet jo en lang historie: et arbejderparti der blev et akademikerparti, og nu er på vej tilbage til sit udgangspunkt igen.
Og nej, akademikerpartiet (bedsteborgerversionen af partiet), som Jesper Dyrberg åbenbart foetrækker, ville næppe være spor begejstret.

Indsendt af Kai Nordhald Bloch (ikke efterprøvet) den Fredag den 06.06.2025 - 20:40

Nu skal konventioner som alt andet passe til den virkelighed der er, og lige nu har vi nogen der tilgodeser de forkerte, nemlig forbryderen i stedet for offerne. Så som Socialdemokrat hele mit liv, ville jeg forvente af mit parti, at de beskytter offeret og ikke forbryderen. Så jeg er meget stolt af Mette mod og handlekraft også på dette område.

Indsendt af Kurt Kofod (ikke efterprøvet) den Fredag den 06.06.2025 - 23:02

Som svar til af Kai Nordhald Bloch (ikke efterprøvet)

lige et spørgsmål, til dem der hylder at vi skal udfordre konventionerne! hvad når det rammer dig selv., er det religionsfrihed, menneskerettigheder, ytringsfriheden der ryger næste gang. Tænk jer godt om, inden man begynder at pille ved konventionerne. OK konventionerne er nogle år gamle, men er faktisk udformet, pga. virkelige problemer, og overgreb på mennesker.

Indsendt af Nanna (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 10.06.2025 - 09:41

Som svar til af Kai Nordhald Bloch (ikke efterprøvet)

Du mener, at danskerne set på verdensplan er ofre, mens dem, som menneskerettighederne beskytter, er forbrydere? Det er ikke så mærkeligt, at ungdommen elsker at bruge ordet privilegieblind. Vi har love og fængsler til at tage os af kriminelle, uanset hvor de er født. Konventionerne giver hvert menneske et minimum af menneskerettighed og beskyttelse, og der kan fint laves love, der passer til dem. Mette går direkte til en af Europas klare fascister og viser, at de er enige om at tilsidesætte nogle af de mest centrale menneskerettigheder. Er du enig i dét, så skal du kigge dig langt og længe i spejlet og overveje, hvem andre i verdenshistorien, der også ville have været enig. For det er sgu et stort sort hul! Og nej, man behøver ikke være akademiker eller kristen for at synes, at det her menneskesyn er forargeligt - det er jo per definition lavere end loven kræver. Og hvis du mener, at du kan dække dig ind bag "jeg er arbejder, og når jeg tænker sådan her, så er det socialdemokratisk og godt", så taler du for egen regning. Og det gør det ikke en pind bedre. Det tragiske her er, at det er en SF'er, der skriver det. Trump, Hitler og Mussolini havde da også arbejderklassen i deres hule hånd. Og Mette er magtmenneske nok til at halse efter jer, der lader som om, at I ikke længere ved, hvad der er rigtigt og forkert.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 11.06.2025 - 13:52

Som svar til af Nanna (ikke efterprøvet)

Jeg finder det godt nok temmeligt groft at sætte lighedstegn mellem Mette Frederiksen og hendes ønske om et opgør med ikke tidsvarende konventioner Og så Trump -Hitler og Mussolini ( Hvorfor ikke Stalin , Mao , Pol Pot etc nu du er så godt igang , de havde jo også arbejderklassen i deres hule hånd )

Indsendt af Grethe Munk (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 07:17

Jeg er enig med indlægget et langt stykke ad vejen. Der er dog en ting der har ændret sig : da konventionerne blev skrevet forudså man næppe at flygtninge med en anden religion og kultur ville insistere på at bevare disse værdier- også selv om de modarbejdede vores demokrati og frihed. Men desværre har indlægsholderen også ret i at S (med SF som halehæng) er skredet voldsomt til højre. At bevare statsministerposten for enhver pris er blevet vores hovedværdi.

Indsendt af ole lund petersen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 09:20

en ungdomspolitikere der ikke forholder sig til de udfordringer vi har med immigranter fra mellemøsten. den største fejl der er blevet begået er palæstinenserloven som De Radikale med støtte fra biskopperne fik vedtaget. har ungdomspolitikeren et kendskab til de udfordringer de almene boliger står med, og hvor kommunalpolitikerne har svigtet ved brugen af deres anvisningsret. fint at et arbejderparti nu forholder sig til de konventioner som er udarbejdet i en anden tid. der er ikke plads i vores kultur til personer fra Mellemøsten hvor religion har forrang for demokrati. har sf glemt det?

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 11:25

Hvor ville det være dejligt, hvis konventioner - og al øvrig lovgivning og praksis - var eviggyldig. Det ville spare en masse tid og besvær, og ikke mindst anledning til splid!

Sådan har verden bare aldrig set ud, og vi må nødvendigvis forholde os til realiteterne og tage vores forholdsregler ved at holde forskrifterne løbende opdaterede. Det forventer vi af vores folkevalgte, der skal varetage landets tarv og udvise rettidig omhu.

I en tid, hvor der ikke er synderlig forskel på yderste højre og yderste venstre, hvor kommunister og nazister har fundet hinanden i en uskøn sammenblanding, synes jeg ærligt talt, at Socialdemokratiet befinder sig pænt i midten, hvilket jeg kun kan være tilfreds med.

Når noget ikke virker efter hensigten, må det laves om. I modsat fald ville Jesper Dyhrberg have al grund til at være bange for fremtiden.

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 12:33

Konventioner og konventioner... De er ikke alle i samme bås. Vi har fx konventioner for europæisk skibstrafik og landtrafik. Den sidste fastslår bl.a. at en nummerplade skal indeholde både latinske bogstaver og arabiske tal, men da finansminister Dyremose i 80'erne så en forretning i at sælge nummerplader uden tal, ja, så gennemførte man bare den lovgivning, så MORS DYT og FARS BÅT kører rundt i Nordsjælland! Jeg tror at Wienerkonventionens sekretariat fik en henvendelse desangående.
Da Greven af Græsted fik gennemført dobbelt statsborgerskab, ja, så var det også i strid med en konvention om statsborgerskab, vi havde indgået. Jeg ved ikke rigtigt hvordan greven kringlede den! Beklager.
Under coronaårene syntes flere, medicinere såvel som politikere, at børnene skulle vaccineres for ikke at smitte bedsteforældrene. Det var en klokkeklar overtrædelse af Børnekonventionen, men det interesserede åbenbart ingen. Jeg skrev ellers til en del chefredaktører om emnet, men de var formentligt købt til at holde kæft om upassende emner i den svære stund!
Så konventionerne bliver sjældent helliggjort. Tag dem med et gran salt.

Indsendt af Kristian Knudsen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 16:44

Jeg tilhører end anden generation end dig, Jesper, og måske også fortidens (danske) socialdemokrater, men det er et fremragende indlæg, som jeg er 100% enig i.
Og til dem, der skriver, at konventionerne er skrevet i en anden tid, er svaret: Ja, det er rigtigt - de blev skrevet på baggrund af flygtningestrømme, der var langt, langt større end det, vi ser i dag.

Indsendt af Wedell Christensen (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 20:16

Mon ikke fortidens socialdemokrater ville acceptere MetteF's udlaendingepolitik, henset til at datidens forhold var ringere oekonomisk og befolkningen dermed fattigere. Kun lille socialstat. Skal der skaffes penge til dagens velfaerdsstat, skal der ogsaa skaffes penge fra indvandrerere. Det har familesammenfoerte sjaeldent med sig. Ligesom udgifter til kriminelle ville kunne minimeres.
Fortidens socialdemokrater var klar over, at befolkningen skulle generere penge til det offentliges forbrug, saa offentligt ansatte inkl. lenmodtagere paa offentlige bevillinger kan faa loen. Ellers ville skatteindtaegterne blive minimeret. Og intet eller meget mindre til de, der lever af det offentlige.

Indsendt af Mogens Havnsøe (ikke efterprøvet) den Lørdag den 07.06.2025 - 20:38

Jeg ved ikke lige, hvor gammel man skal være eller hvor længe man skal have været medlem af Socialdemokratiet for at være fortidig, men jeg er 71 år og har været medlem i 50 år, så jeg håber jeg opfylder den unge SFU'ers kriterier for at fortidig, og jeg er altså hverken dum eller affældig eller dement, og jeg kan godt se logikken i, at konventionerne skal være til for at beskytte retssikkerheden ikke for at anfægte den, så dømte forbrydere fx. ikke kan udvises. Der er derfor baggrund for at få rettet flugtende med statsministerens synspukner - som jo er partiets og ikke SFU's.

Indsendt af Bent Møller Jensen (ikke efterprøvet) den Søndag den 08.06.2025 - 10:15

Jeg forstår ud fra Din helt egen personlige karakteristik af Mette Frederiksen, at hun er også er ekstremt højreorienteret. Så jeg må forstå at du bestemt ikke synes at dit moderparti SF, på nogen som helst måde skal indgå i et samarbejde med denne "højrepopulist" men skal sky hende som og betragte hende som ærkefjenden til alt hvad du står for. Nu mangles der så bare at skaffe et ægte rødt flertal bestående af SF, Enhedslisten og tja hvem mere???? Tillykke med opgaven.

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Søndag den 08.06.2025 - 11:55

Jeg er egentlig tilfreds med, at der findes unge mennesker, som går op i konventionerne, og som ønsker at dreje verden tilbage på sporet, inden vi alle ender i den højre muddergrøft.

Når det er sagt, må jeg tilføje, at det faktisk er nødvendigt at opdatere konventionerne, fordi verden ser helt anderledes ud, end for 60 - 80 år siden. I dag har vi kriminelle, som organiserer flygtningestrømme. Vi har kriminelle, der beder om asyl, for derefter at fortsætte kriminaliteten i landet der har modtaget dem. Dette er nyt, og det er vi nødt til at forholde os til, hvis ikke vi vil tilgodese/beskytte de kriminelle elementer, på bekostning af mennesker der virkeligt har brug for vores hjælp og beskyttelse.

Tak til Socialdemokratiet, for at turde kalde en spade for en spade, og for at stikke fingrene i den hvepserede der hedder utilsvarende konventioner med utilsigtede virkninger. Godt at vi har fingeren på pulsen og tør agere når det er nødvendigt.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Søndag den 08.06.2025 - 14:21

Hvad der var det rigtige dengang konventionerne blev skabt i et billede af et Europa der lige havde gennemlevet en ødelæggende krig.
Behøver jo ikke være det rigtige her ca 75 år senere. Det har sikkert også været årsagen til at man har fundet det nødvendigt at foretage tilpassede ændringer undervejs ( 16 gange er der skrevet et såkaldt tillægsprotokol til de gældende fra 1950 )
Så selvfølgelig er det helt legitimt at søge ændringer af konventioner så de bliver tilpasset det verdensbillede vi lever i nu .

Indsendt af Erling Drews (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 10.06.2025 - 09:42

Kommentar: 10.06.2025 !

Verden er forandret, og andre tiltag må findes frem, hvad man politisk vil fremkomme med, vil vel nok blusse op ved næste valg...

Men alt i alt er vores demokratiske tiltag under pres, og viser vel, at nytænkning over en kam er drejet til højre i Europa, om det er godt eller skidt, vil tiden vise...

Dansk politik ligner, efter min mening, en blomst der er ved at visne...

God Dag !

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.