Annonce

Uenighed med Ellemann og tanker om nyt parti: Fem nedslag fra Løkkes erindringer

Lars Løkke Rasmussen lægger afstand til Ellemanns strategi og flirter med tanken om et nyt parti.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udgiver i dag den kombinerede erindrings- og debatbog, 'Om de fleste og det meste'.

Bogudgivelsen er blevet fulgt op med "eksklusive interviews" til en lang række af landets store aviser og tv-stationer henover weekenden.

Vi har samlet fem af Lars Løkkes pointer og afsløringer her:

 

1) Uenighed med Ellemann om strategien

Lars Løkke Rasmussen mener, der både som finans- og statsminister kørte tæt parløb med Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt at trække De Radikale hen over midten, så de kan blive en “integreret del af et ikke-socialistisk parlamentarisk grundlag bag en Venstre-statsminister”.

Det står i skærende kontrast til den udmelding, der kom fra Venstres sommergruppemøde, hvor Løkkes afløser, Jakob Ellemann-Jensen, droppede tanken om et samarbejde med De Radikale, ikke mindst på grund af udlændingepolitikken.

Det er ikke hverdagskost i dansk politik at en tidligere partiformand på den måde langer ud efter efterfølgerens strategi. Det åbner selvfølgelig op for spørgsmålet, om Løkke kan blive i Venstres folketingsgruppe?

 

2) Overvejer at danne nyt parti

Lars Løkke siger, at han snart vil beslutte, om han helt vil forlade politik, eller om han "på den ene eller anden måde" vil kæmpe sig tilbage i arenaen, fordi han "simpelthen" ikke dur til "at være halvt med".

Løkke afviser over for Jyllands-Posten, at det kan ske i regi af Venstre eller i et andet eksisterende parti. Til gengæld vil han ikke afvise, at det kan ske i regi af et helt nyt parti.

"Jeg har drevet det, så langt jeg kunne, i bogen. Jeg ved godt, at jeg har lavet en cliffhanger," svarer Lars Løkke Rasmussen på spørgsmålet om den mulighed.

Og valget er "tæt på", skriver han i bogen.
 

3) Truede journalist med falske pædofili-rygter

Da Lars Løkke i 2014 skulle møde to forfattere til en bog om ham selv, var han bevæbnet med skjult mikrofon og en løgn.

"Inden da havde jeg udstyret mig med to ting: Et falsk og til lejligheden opfundet rygte om den ene og en kuglepen med en hemmelig indbygget mikrofon," skriver Lars Løkke i bogen.

Det falske rygte, der handlede om at den ene af de to journalister var pædofil, skulle bruges til at presse journalisterne til ikke at få Løkke til at forholde sig til rygter om f.eks. alkohol og utroskab. Og tricket virkede. I hvert fald slap Løkke for at forholde sig til rygterne i den pågældende bog.

 

4) Havde lytteudstyr med til afgørende møde

Det er ikke den eneste gang, at Lars Løkke har udstyret sig selv med lytteudstyr.

Også på det famøse hovedbestyrelsesmøde i Brejning, hvor Lars Løkke endte med at trække sig, blev optaget - selvom det ikke er kutyme, at man på den måde optager fra lukkede møder.

”Normalt må man jo kun referere, hvad man selv siger ved den slags møder, men situationen var langtfra normal, og jeg kan ikke rigtig referere mig selv, hvis jeg ikke medtager afbrydelserne undervejs. Her er udskriften i sin fulde længde,” skriver Lars Løkke Rasmussen i bogen ifølge Altinget.

Optagelsen fra mødet i Brejning slutter med at Løkke beder sin assistent om at køre ham væk, uden at at han møder den ventende presse, der stod udenfor.

 

5) Blev tilbudt penge for at gå

Endelig fremgår det også af bogen, at Lars Løkke Rasmussen af en behjertet sjæl blev tilbudt en ukendt pose penge for at trække sig som formand for partiet.

Et tilbud, der ifølge Løkke selv, gjorde ham "rasende".

Tilbuddet kom i form af 'en helt seriøs opringning fra en seriøs person med mandat til at afdække, om sikring af min fremtidige indkomst kunne få mig til at trække mig frivilligt', skriver Løkke ifølge Ekstra Bladet.

Hvem, der kom med tilbuddet - og hvem, der bakkede det op - kommer Løkke ikke ind på.

 

Lars Løkke Rasmussen: 'Om de fleste - og det meste', 320 sider, Politikens Forlag, udkommer 31. august.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det med penge for at gå, tror jeg ikke på. Hvis folk ikke ønsker en person som formand, kan man til hver en tid vælte ham med et mistillidsvotum. Indkalde til ekstra ordinær ?? møde, og så lade det komme til en afstemning.
Løkke har ikke fattet budskabet fra valget endnu, han tabte magten, og han tabte hovedet på det møde. Han har aldrig taget konsekvensen af noget, han har gjort forkert, han har ladet andre tage kuglerne og selv snoet sig som ålen. Man skal tage konsekvensen af sine valg, det har Løkke ikke gjort, han prøver at reddesin r-- . To bøger på et år, kom nu videre for pokker, og stop i folketinget. Lav noget andet.