Socialdemokrat afblæser kamp mod ordener

Socialdemokraterne er ikke længere modstandere af ordner ligesom på Staunings tid, lyder det fra gruppeformand. Han tager imod ridderkorset
”Principielt synes jeg, at jeg maa være imod hele Institutionen. Ordensvæsnet er en ejendommelig Levning fra Fortiden. Det har et komisk Skær over sig paa Grund af Anvendelsen gennem Tiderne, og Ordner er sikkert ogsaa blevet anvendt på mislig Maade i visse Tilfælde.”

Sådan lød det tilbage i 1930 fra Socialdemokratiets første statsminister Thorvald Stauning, da han blev interviewet af Politiken om at ændre den institution, der giver kongehuset ret til at dekorere borgerne med et ridderkors, når de havde opofret sig for konge, fædreland og medborgere.

Men snart et århundrede senere afblæser Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, den historiske kamp mod kongehusets ordner. Den har nemlig vist sig ved, at socialdemokratiske toppolitikere som udgangspunkt har sagt nej tak til at modtage ridderkors. Dog ikke Flemming Møller Mortensen, som netop er blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogsordenen.

Det har været naturligt for mig at tage imod ordenen

”Nu er det sådan, at jeg er kongelig udnævnt forstander på Aalborg Kloster, hvor vi også flager med splitflag, så det har været naturligt for mig at tage imod ordenen,” siger gruppeformanden til Netavisen Pio.

Flemming Møller Mortensen tiltrådte i 2018 som forstander på Aalborg Kloster, der er Danmarks ældste sociale institution og blandt landets ældste beboede bygningskomplekser.

100 års karantæne

Ifølge Flemming Møller Mortensen er modstanden mod ordner en forældet tradition.

”Jeg synes, at der er gået så mange år siden Påskekrisen,” siger gruppeformanden. ”Ja, faktisk er der gået 100 år. Som en har udtrykt det, så har der været en karantæne i 100 år. Socialdemokratiet er jo ellers også et parti, som forsvarer Kongehuset. Eller det er i hvert fald min holdning til tingene."

Påskekrisen i 1920 er det tætteste, Danmark har været på en politisk omvæltning med uparlamentariske midler. Kong Christian 10. beslutning om at trodse Folketingets flertal og afskedige Ministeriet Zahle II udløste store demonstrationer på Amalienborg Slotsplads og trusler fra fagbevægelsen om en generalstrejke. Først efter dages forhandlinger bøjede kongen sig og – efter et mellemspil – blev der udskrevet nyvalg.

Takket nej som folkevalgt

Senest vakte det opsigt, da Socialdemokraternes folketingsmedlem Bjarne Laustsen i 2015 takkede ja til et ridderkors fra dronningen. Over for Berlingske forklarede Bjarne Laustsen dog, at han alene modtog ridderkorset som kommitteret for hjemmeværnet.

»Jeg har takket nej til at modtage ordenen som folkevalgt socialdemokrat«, lød det dengang fra Bjarne Laustsen og den daværende gruppeformand, Leif Lahn, forsikrede, at der ikke have været nogen diskussion om ordenerne. Så Socialdemokratiet havde ”ikke ændret den linje (den historiske, red.).”

”Årsagen er som sagt, at jeg også har ladet mig kongelig udnævne som forstander, så jeg ser en naturlig sammenhæng i de ting,” siger Flemming Møller Mortensen i dag. ”Hvilket jeg har det fint og godt med.”

Så er det her er et nybrud i Socialdemokratiet?

”Nu er vi i hvert fald to.”

Selv om Thorvald Stauning var den længst siddende statsminister i det 20. århundrede, nåede han aldrig at få gjort noget ved kongens ordner. Ved sin tiltrædelse i 1924 erklærede statsministeren, at afskaffelsen af ordensvæsnet stod på ministeriets program, og ønsket gentog han i interviewet med Politiken i 1930.

Men Thorkild Stauning forklarede, at han i sin første regeringsperiode ikke havde gjort noget ved sagen, ”da der simpelt hen ikke har været Tid at afse fra det, der er det absolut fornødne Arbejde, og jeg tilstaar, at Ordensnævnet forekommer mig at være saare ligegyldigt i Forhold til mange andre Ting.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Øh - øh -øh-øh ---- -- Øh-Øh Flemming????
Sådan er vi så (meget) forskellige!!! Øh! Jeg er mundlam!!! ØH!!!

Det er mærkeligt, at vi er imod ordner fra kongehuset, mens vi til fryd har set i hundredevis af hædersbevisninger fra det øvrige offentlige område - f.eks. kommunerne (årets borger, årets ildsjæl osv.osv.) Og tager man filmbrnachen, så er der prestige i at modtage en Oscar, herhjemme en Bodil eller en Robert. Og er man f.eks. skuespiller så er et Reumert-legat en påskønnelse på linie med f.eks. en Dannebrogsmedalje, som iøvrigt oprindeligt hed Dannebrogsmænd, som man gav til folk for fortjenstfuldt arbejde eller til mennesker som havde gjort noget godt for fællesskabet. Udsagnet om, at man hænger medaljer på idioter er lige gammelt som Ruder Konge selv. Jeg synes, det er fint, at man modtager en hædersbevisning - uanset det er kongehuset, kommunen, en fond eller andre, som ønsker at gøre opmærksom på en persons særlige indsats. Tag blot sportsverdenen - hvor ville den være, hvis ikke det altid handlede om at vinde GULDmedaljen....?

Præcis formuleret. Men rønnebær er sure, når man ikke kan nå dem.

Jeg er nu mest enig med Stauning her.

Trist at se at en så fremtrædende partikammerat laver knæfald for en fuldstændig forældet institution - ordensvæsenet. Desværre er det jo ikke hverken den første eller den anden socialdemokrat der indenfor de senere år har sagt ja-tak til at blive behængt. Prøv bare at se i de aviser der bringer meddelelser om tildeling af ordner. Der er adskillige socialdemokrater imellem og med en tydelig stigende tendens den sidste snes år. Især kommunalbestyrelsesmedlemmer synes åbenbart det er i orden at modtage en orden blot per automatik, og ikke fordi man har gjort sig særligt fordelagtigt bemærket. Der er mange der deltager i tidens leflen for kongehuset i disse år hvilket er synd & skam. Et parti som vores og dermed også dets medlemmer, høj som lav, burde holde sig for god til at deltage i sligt.

Sørgeligt at opdage, at jeg efter 35 års medlemskab af Socialdemokratiet, alligevel ikke er Socialdemokrat.
Jeg går ud fra at du mener, at ALLE der går ind for kongehus skal afholde sig fra at stemme på partiet. Tror godt du ved, at det vil koste regeringsmagten.

...hvis det er mig du hentyder til, er der vist intet i det jeg skrev der kan tolkes som at man skal afholde sig fra at være socialdemokrat hvis man synes at monarkiet er den rigtige regeringsform i et demokrati. Jeg synes blot der er meget hipe(...hedder det vist nok) omkring kongehuset de senere år, og der efter min mening "for meget".At siddende ministre og andre med "de gyldne kæder" i partiet har den officielle holdning de har er jo meget naturligt - og det kan jo sagtens være de i deres inderste også mener det - hvis man nu havde dem på tomands-hånd...

Der er en god grund til, at Socialdemokrater vender sig mod monarkiet: det er ikke en demokratisk institution. Stauning lykkedes med at inddæmme kongens tilbøjeligheder i forbindelse med Påskekrisen - og der har været ro på fra Kongehuset siden. Men der er ingen garantier for fremtiden. Hvad har kronfølgeren gang i, når han går imod landets udenrigspolitik i sin sportsorganisation? Olfi har afdækket skandalen med den hemmelige loge i Forsvaret, hvor kronprinsen mødes med cheferne uden de sædvanlige demokratiske dikkedarer. https://olfi.dk/2020/01/10/forsvarschefens-hemmelige-loge/....Så jeg er voldsomt uenig med Flemming Mortensens disposition - i og med jeg er socialdemokrat.

Helt enig med Irene Odgaard

Jeg håber at leve så længe at jeg oplever når
kronprins Frederik bliver kronet til konge
og Kronprinssese Mary bliver kronet til dronning
Og et helt nyt kongehus vil blomster op
Og Danmark er det bedste land i hele verden

Jeg er hermed en gammeldags socialdemokrat. Der hænger ingen kongelige ordner på mig. Et klap på skulderen og en tak har været nok til mig. Årene som folkevalgt politiker (33, heraf 16 år som borgmester) var anerkendelse nok i sig selv.

Ja for hver dag der går må man undre sig over de socialdemokratiske medlemmers passivitet. Partiet eksisterer stort set ikke længere. Men en afart af partiet deltager i et regerings samarbejde med ANDRE borgerlige partier. Og med en slags socialdemokratisk leder accepterer medlemmerne åbenbart at Danmark kører baglæns. Hvad skal det dog ikke ende med ???

Annonce