Annonce

Tabte parkerings-sag i Højesteret - købte advokat ude i byen for en million

Teknik- og Miljøforvaltningen i København har brugt en million på at føre sager mod borgere, der har betalt deres p-afgift som de skulle - borgmester tavs
Borgmester Ninna Hedeager Olsens Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har betalt næsten en million kroner i advokatsalærer i forbindelse med retssager mod borgere, der fra start har betalt deres p-afgift, som de skulle.

Senest tabte Teknik- og Miljøforvaltningen med et brag endnu engang sagen i juni - denne gang i Højesteret. Regningen for det forgæves forsøg på at tryne de parkerende bilister er sendt videre til skatteyderne.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune bekræfter over for Netavisen Pio, at der de seneste to år er betalt “cirka en million kroner, der er brugt på den samlede proces”.

Advokatfirmaet Nielsen Nørager har fremsendt fem regninger til Københavns Kommune inden for de seneste to år for deres assistance i to landsretssager og sagen i Højesteret. Fakturaerne lyder på henholdsvis 112.000 kroner, 368.000 kroner, 116.000 kroner, 231.000 kroner og 129.000 kroner. Det fremgår af akter, som Netavisen Pio har fået adgang til.

Fakturaerne lyder på henholdsvis 112.000 kroner, 368.000 kroner, 116.000 kroner, 231.000 kroner og 129.000 kroner

Det fremgår også af fakturaerne, at advokatfirmaet Nielsen Nørager beregner sig 2.350 kroner plus moms pr. advokatpartner-time og 1.750 kroner plus moms pr. advokat-time.

Borgmester har ingen kommentarer

Netavisen Pio har bedt teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) svare på, om det er en rimelig brug af skatteydernes penge, at anvende næsten en million kroner til advokatbistand i sager, der drejer sig om borgere, der fra starten af har betalt for deres parkering i Københavns Kommune.

Men borgmesteren ønsker ikke at kommentere sagen, da den alene har administrativ karakter

Men borgmesteren ønsker ikke at kommentere sagen, da den alene har administrativ karakter, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen. Forvaltningen henviser i stedet Netavisen Pio til en pressemeddelelse, som forvaltningen udsendte, da Københavns Kommune tabte sagen i Højesteret 18. juni.

Pressemeddelelse bærer overskriften: “Københavns Kommune taber sag om p-afgifter”. I pressemeddelelsen beskrives det, at Højesteret 18. juni har afgjort, at  “p-afgifter udskrevet på grund af, at bilisten har tastet sit registreringsnummer forkert, ikke kan fastholdes”.

Det hedder videre i pressemeddelelsen, at “Københavns Kommune er tilfreds med, at afgørelsen nu giver et sikkert grundlag at behandle sagerne ud fra”.

Forvaltningen skriver videre:

“Hvis en bilist taster et bogstav eller tal forkert, når han skal indtaste bilens registreringsnummer for at betale sin parkering på en af Københavns Kommunes p-automater, risikerer han at få en parkeringsafgift, selvom betalingen går igennem. Tastefejlen gør nemlig, at der ikke fremgår nogen betaling for den bil, bilisten har parkeret, når parkeringsvagten kommer forbi og kontrollerer, om der er betalt.”

Og videre:

“Men hvis bilisten efterfølgende kan dokumentere, at der er tale om en simpel tastefejl - og at der er blevet betalt for det rigtige tidsrum - så kan kommunen skulle annullere p-afgiften, hvis bilisten klager. Det har Højesteret afgjort efter at have vurderet to forskellige landsretsdomme om fejltastninger på p-automater.”

“Vi er lige så kede af disse sager, som bilisterne er”

Herefter udtaler enhedschef i Område for Parkering , Jesper Borch, at Københavns Kommune er lige så kede af sagerne, som de berørte bilister:

“Vi er lige så kede af disse sager, som bilisterne er, og vi har løbende foretaget en række ændringer af p-automaterne, som minimerer muligheden for at taste forkert. Men samtidig har vi haft brug for en klar afgørelse om, hvilke krav kommunen kan stille til dokumentation for korrekt betaling for elektroniske p-billetter, for som kommune skal vi både have lovhjemmel til at udstede en p-afgift og tilsvarende, skal vi også have en saglig grund til evt. at annullere den,” udtaler Jesper Borch.

Teknik- og Miljøforvaltningen føjer til, at man havde en grund til at føre sagen helt til tops - i stedet for bare at følge afgørelserne i landsretterne: 

“Københavns Kommune valgte at tage sagen hele vejen til Højesteret, da formuleringerne i landsretternes afgørelser skabte for stor usikkerhed om retsgrundlaget for elektroniske p-billetter.”

Hvorfor forvaltningen overhovedet valgte at lade sagerne køre til landsretterne forklarer Teknik- og Miljøforvaltningen således i en mail til Netavisen Pio:

“Forvaltningen har tidligere været i retssager om fejlindtastninger ved køb af parkeringstid, fordi borgerne har lagt sager an. FDM gik ind i en sag i Viborg og en i Roskilde. Inden for ganske kort tid blev den ene sag vundet i fogedretten, den anden blev tabt. FDM og forvaltningen valgte begge at kære afgørelserne. Derfor kunne forvaltningen ikke undgå at føre i hvert fald en af sagerne videre til Landsretten.”

Derfor kunne forvaltningen ikke undgå at føre i hvert fald en af sagerne videre til Landsretten

Advokat betegnes som ekspert i parkerings-området

Netavisen Pio har spurgt Jesper Borch, om en timepris på op til 2.350 kroner plus moms er en rimelig timepris - og om kommunen har undersøgt alternativer til advokatfirmaet Nielsen Nørager.

Enhedschef Jesper Borch, skriver i et mail-svar, at man har valgt advokatfirmaet Nielsen Nørager, fordi man her råder over en advokatpartner, der er ekspert i parkeringsområdet:

“Baggrunden for at vælge Nielsen og Nørager, selvom Københavns Kommune ikke har rammeaftale med dette firma, er at partner Anders Valentiner-Branth er eksperten på lige præcis p-området især i kraft af, at han i sit tidligere job (hos advokatfirmaet Horten, som KK har rammeaftale med)  har været med til at udforme Københavns Kommunes vejledning i udfærdigelse af parkeringsafgifter, der er det grundlæggende værktøj for parkeringsvagterne,” skriver Jesper Borch og fortsætter: 

Vurderingen var derfor, at han er så godt inde i praksis på p-området

“Vurderingen var derfor, at han er så godt inde i praksis på p-området, at han er den advokat, der på grund af sit særkendskab til reglerne på parkeringsområdet, vurderedes at  kunne løse opgaven på det højeste faglige niveau. Nielsen Nøragers timepris svarer til priserne hos tilsvarende advokater med tilsvarende kompetencer herunder med møderet for de relevante retsinstanser.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Har man i forvaltningen prøvet at kigge på de ganske få sager, med sund fornuft.
Utroligt at det skulle være nødvendigt, at bruge så mange ressourcer på så fa sager.

Socialdemokratiet er i knibe efter at Mette Frederiksen har godkendt at man må mishandle babyer ved at skære i deres kønsdele. Derfor er det selvfølgelig vigtigt for netavisen Pio at miskreditere Enhedslisten. Jeg forstår ikke at det parti stadig stadig er støtteparti for den nuværende regering. Iøvrigt mener jeg at det er en fordel for både København og Enhedslisten at fru Olsen ikke genopstiller ved næste valg.

Vorherrebevaresforengangtåbesnak...når man ikke aner hvad man skal skrive så er S og Mette Frederiksen i knibe, man må altså ikke ha' en mening der strider imod Evald Sørensens opfattelse af tingene, og det er netop EL's handikap.
Stalin er afgået ved døden, men EL har da stadig kineserne og nordkoreanerne som gode er kommunister, som samarbejdspartnere.
Jeg forstår godt at Evald ikke fortår hans parti stadig er støtteparti for S regeringen, men der er så meget Evald ikke forstår, så det forstår jeg godt.

Annonce