Regeringen afviser forbud mod omskæring og coronavirussen er tilbage

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at såvel Socialdemokratiet som Venstre nu afviser at forbyde religiøs omskæring af drenge, at coronavirussen har bidt sig fast og kriminelle klaner hærger storbyer. Og så åbner Danmark en ambassade i Irak.

Tak fordi du læser med.

 

S-gruppeformand: Regeringen vil ikke forbyde religiøs omskæring

Regeringen afviser at forbyde religiøs omskæring af mindreårige drenge.

Det siger Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, til TV2.

”Vi går ikke ind for et forbud,” siger Flemming Møller Mortensen.

Statsminister Mette Frederiksen tog tirsdag ordet på det socialdemokratiske gruppemøde. Her lod hun sine partifælles forstå, at hun siger nej til forbud mod omskæring. "Vi skal passe på jøderne," siger hun.

SF, Enhedslisten, Alternativet, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har ifølge TV2 tidligere meldt ud, at de er for et forbud. Socialdemokratiet og Venstre har tøvet med et svar, men nu er holdningen altså kendt hos regeringspartiet.

Efter regeringens melding skriver venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter, at han også er imod et forbud.

”Det er en svær sag, der er stærke holdninger til. Men jeg er enig i, at et forbud ikke er vejen frem. DK vil stå alene med et forbud - og vi skal kunne rumme det jødiske samfund i Danmark. Det skylder vi dem,” skriver Jakob Ellemann-Jensen.

Læs hele historien her. 

 

Coronavirus har bidt sig fast: Højeste antal nye smittede siden april

Coronavirus ser igen ud til at have bidt sig fast i Danmark.

Det skriver Danmarks Radio (DR).

Der er registreret 317 nye tilfælde af smitte i Danmark i det seneste døgn. Det er det højeste antal nye smittede siden april.

Tallet for torsdagens nye tilfælde af smittede er noget højere end for i går, hvor der blev registreret 251 nye smittetilfælde.

Den opadgående kurve fortsætter altså.

De nye tal viser, at der i dag er 35 indlagte - fem flere end i går. Af de 35 er fem indlagt på intensiv afdeling. Der er sket ét nyt dødsfald siden i går.

Med i betragtning skal, at der i dag testes langt flere for coronavirus end i foråret. Og da det stod værst til i starten af april var 535 indlagt.

I 84 ud af landets 98 kommuner er der i den seneste uge konstateret nye smittede. Det er et helt andet billede end i sommer, hvor mange kommuner i ugevis ikke registrerede en eneste ny smittet.

Det høje antal nye smittede kommer i en periode, hvor opmærksomheden om smittespredningen er øget kraftigt. Der er blandt andet indført en række restriktioner i 18 kommuner - de fleste i hovedstadsområdet.

Senest er indsatsen mod smittespredningen blevet skærpet i København, hvor politiet har indført opholdsforbud to steder i Nørrebroparken, som festende unge i den seneste tid har brugt som samlingspunkt.

Læs hele historien her.

 

Danmark skal igen have en ambassade i Irak

Danmark vil åbne en ambassade i Irak.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse, skriver netavisen Altinget.

"Vi skal være til stede der, hvor Danmark har mest gavn af det – og hvor vi bedst kan fremme vores værdier og udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser," skriver Jeppe Kofod.

Beslutningen om at åbne en ambassade skal blandt andet ses i lyset af, at Danmark overtager lederskabet af NATO’s mission i Irak, NMI, fra udgangen af 2020. Og her vil det være centralt med en styrket dansk diplomatisk tilstedeværelse i Bagdad.

Ambassaden forventes at åbne i efteråret, og Jeppe Kofod peger på, at en ambassade i Irak sammen med dansk ledelse af NATO’s mission i Irak vil give den danske indsats i regionen et løft.

"Vores tilstedeværelse handler ikke mindst om at bekæmpe Islamisk Stat og det forfærdelige volds-, døds- og terrorregime, de repræsenterer. Med vores engagement er vi med til at sikre, at Islamisk Stat ikke igen får fodfæste i regionen og dermed mulighed for at true Europa og Danmark,” skriver Jeppe Kofod.

Samtidig med beslutningen om at åbne en ny ambassade, er det også besluttet at lukke en – nemlig ambassaden i Malaysia, der er placeret i hovedstaden Kuala Lumpur.

Ambassaden i Malaysia blev oprettet i 1963, men ifølge Udenrigsministeriet har den over en årrække oplevet faldende efterspørgsel på rådgivningsydelser fra de danske virksomheder.

Læs hele historien her.

 

Rigspolitiet: Kriminelle klaner hærger storbyer

Billedet er det samme i landets tre største byer - København, Aarhus og Odense: Kriminelle familier hærger i byernes udsatte boligområder.

Det skriver Berlingske, som får tendensen bekræftet af Henrik Sønderby, der er chef for Nationalt Efterforskningscenter i Rigspolitiet.

”Vi er bekendte med, at nogle familier har et meget tydeligt præg af, at kriminalitet er omdrejningspunktet og en vigtig indtægtskilde for dem. Der er formentligt dog kun tale om et forholdsvis lille antal familier, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at de enkelte familiemedlemmer samlet ikke kan lave meget kriminalitet på forholdsvis kort tid,” siger han til avisen.

Meldingen kommer samme dag, som statsminister Mette Frederiksen (S) tog til Motalavej i Korsør, hvor der også er store problemer med utryghed og kriminalitet.

Motalavej er kommet i politikernes søgelys pga. to arabiske familier, hvis stridigheder kan føres helt tilbage til en flygtningelejr i Libanon midt i 1980'erne.

I Korsør har de to familier blandt andet hærget med masseslagsmål, skud og narkohandel.

Læs hele historien her.

 

Dronesagen: Terrordømt mand straffes med otte års fængsel

En mand skal otte år i fængsel for at levere droner og andet udstyr til Islamisk Stat. Han udvises desuden fra Danmark.

Det har Østre Landsret besluttet i den såkaldte dronesag, efter manden blev kendt skyldig i medvirken til terror, skriver DR.

Det var en skærpelse af dommen fra byretten, hvor han blev dømt for en mildere paragraf om at støtte en terrororganisation.

To andre mænd er blevet idømt henholdsvis fire år og seks måneders fængsel og tre års fængsel. De fik tidligere på dagen stadfæstet deres dom fra byretten, hvor de blev dømt efter en mildere paragraf om at fremme en terrororganisations virksomhed.

Dronesagen har været omtalt som en sag, der kunne gå hen og blive danmarkshistoriens største terrorsag.

De tre dømte mænd skulle have sendt dronedele via en mellemmand i Tyrkiet til Islamisk Stat i Irak og Syrien. Alt sammen skulle være sket på opfordring fra den danske terrorist Basil Hassan.

I byretten blev de idømt fængsel i henholdsvis fire år, tre et halvt år og to et halvt år.

Mændene blev dømt efter den samme paragraf i straffeloven som flere såkaldte syrienkrigere.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det var jo desværre forventeligt, at regeringen melder ud som den nu har gjort omkring omskæring af små drenge. Det tør den simpelthen ikke stille sig bag, selv om argumenterne i øvrigt ligger på den flade hånd - og Mette Fredriksen vedgår(...TV-Avisen her i aften) hun egentlig er imod. Argumentationen om: "...at vi efter Holocaust havde lovet at passe på vores jøder...", er tæt på at være ynkelig. Hvorfor er jødiske og muslimske mænd bedre jøder eller muslimer når de mangler spidsen af deres tissemand...? Lad dog de drenge vente til de bliver myndige, 18 år, og selv kan bestemme - også over deres krop.

Annonce