Det bliver ikke bedre af, at den store generation født i 1940’erne, er på vej til at blive rigtig gamle, og derfor vil lægge et meget tungere beslag på sundhedssektoren. Bliver der råd til velfærd i fremtiden?
Helt grundlæggende er der to kun to muligheder, når gælden skal betales tilbage. Vi kan spare på den offentlige sektors udgifter, eller vi kan sætte skatten op. Med andre ord, hvis vi ønsker at bibeholde velfærden uændret i fremtiden, skal skatten op.
Hvis vi vil udbygge og forbedre velfærden, skal skatten endnu mere op. Men er det overhovedet muligt at hæve skatterne?
Det er først og fremmest de absolutte topindkomster, der har mærket skattelettelserne.
Der er min vurdering, at der er god mulighed for at hæve skatterne. I årtier er skatterne i Danmark blot blevet sænket. Der er ikke noget problem i at lade udviklingen gå den anden vej.
Måske undrer du dig nu? Hvis du ikke har fået andel i skattelettelserne, kan det godt være rigtigt. Det er først og fremmest de absolutte topindkomster, der har mærket skattelettelserne.
I 1990 havde den rigeste ene procent af befolkningen en indkomst svarende til 6,9 procent af den samlede indkomst før skat, og 4,2 procent efter skat. I 2017 var den rigeste ene procents indkomstandel steget til 10,1 procent før skat og 7,3 procent efter skat, viser beregninger fra tænketanken KRAKA.
Med andre ord er topindkomsternes indkomstandel steget med 46,4 procent før skat, og 73,8 procent efter skat. Jo, der er nogen, der har kunnet mærke skattelettelserne i Danmark.
På trods af, at den rigeste ene procent har fået skattelettelser, der svarer til 137.000 kroner om året i 2017 i forhold til 1990-niveauet, har det ikke forhindret dem i at bedrage skattevæsnet.
De seneste års internationale lækager af oplysninger om skattesnyd har vist, at den rigeste ene procent unddrager sig skat i et langt større omfang end den øvrige befolkning.
Stigningen i den rigeste ene procents indkomster har på mindre end to årtier flyttet Danmark fra et af de absolut mest lige lande i EU, til være det næstmest ulige (kun overgået af Bulgarien) – når vi altså måler på den rigeste procents indkomstandel.
Denne ulighed er et problem ikke kun fordi vi mangler pengene til velfærd, men også fordi det gør det nemmere for de rige at forblive rige uden at bidrage til produktionen.
Når man først har skrabet en formue sammen, kan man nyde afkastet af denne formue. Af dette afkast kan man erhverve sig ny formue, der igen giver et afkast, der giver mere formue og så videre.
Læg hertil, at beskatningen af formueafkast de seneste årtier er faldet langt mere end skatten på arbejde, og så har du en væsentlig del af forklaringen på den stigende ulighed i Danmark.
Vi skiftes jo ikke til at eje store formuer
Det er et problem, fordi jo mere de rigeste lægger beslag på den samlede indkomst, jo mindre er der tilbage til lønmodtagerne, dem der skaber produktionen. Jo mere de rigeste går frem i indkomstandel, jo dårligere kan de betale sig for alle andre at arbejde.
Stigende koncentration af indkomst i toppen ville naturligvis ikke være et problem, hvis vi skiftedes til at have høje indkomster; hvis der var flere der i kortere perioder oplevede succes og scorede en høj gevinst på deres indsats. Men det sker ikke.
Det er i højere grad de samme mennesker der år efter år tjener de høje indkomster. Indkomstmobiliteten i Danmark er faldet. Det er klart hvorfor: Vi skiftes jo ikke til at eje store formuer, de bliver hos den samme person livet ud, indtil de går i arv til næste generation.
Derfor er det muligt at betale statens gæld tilbage, og samtidig fastholde og udbygge den eksisterende velfærd - på trods af, at der kommer flere ældre.
Men det kræver at vi tager fløjlshandskerne af, og målrettet beskatter topindkomsterne, herunder især afkastet af de store nedarvede formuer.
Kommentarer
Helt enig med Balder Asmussen. For at give et overblik over hvor høj skatten var tidligere både under røde og blå regeringer kan jeg opfordre til at genlæse Lars Kochs indlæg fra marts:
https://piopio.dk/corona-krisen-kraever-krigsskatter