Støt Netavisen Pio

Kære læser

Mener du også, at det er vigtigt med et kritisk centrum-venstre medie i Danmark som modvægt til de borgerlige medier?

Så kan du heldigvis støtte vores arbejde. Herunder finder du tre forskellige og nemme måder at støtte Netavisen Pio.

Støt os NU på MobilePay
❄️ 20 kroner ❤️ 50 kroner ✊ 100 kroner 💎 200 kroner

Støt os FAST
Betal et månedligt beløb

Støt os STORT
Indbetal til kontonummer  5379 0243442

Støt Netavisen Pio (mobil)

Københavns Kommune undersøger Sikandar Siddiques bopælsforhold

Kommunalvalg 2025

Københavns Kommune undersøger Sikandar Siddiques bopælsforhold

Folkeregisteret i Københavns Kommune har bedt Siddique om yderligere oplysninger "vedrørende sag om bopælsregistrering i Københavns Kommune"

Sikandar Siddique, partileder, Frie Grønne
Billedtekst
Sikandar Siddique, partileder, Frie Grønne
Foto: Frie Grønne

Københavns Kommune har tirsdag bekræftet over for Netavisen Pio, at kommunen foretager en undersøgelse af formanden for Frie Grønne, Sikandar Siddiques, bopælsforhold.

Siddique fraflyttede officielt Herlev Kommune 9. september og flyttede i stedet til nabokommunen, Københavns Kommune.

Hans kone og børn fortsat bor på den fælles hidtidige bopæl i Herlev

Siddique har i den forbindelse oplyst, at hans kone og børn fortsat bor på den fælles hidtidige bopæl i Herlev, og at det alene er ham der er flyttet til Københavns Kommune. Siddique er også fortsat medejer af villaen i Herlev, som han og ægtefællen købte i 2023 for 5,2 millioner kroner.

Sikandar Siddique har i et opslag på det sociale medie Instagram 20. maj oplyst, at han planlagde at flytte til København udelukkende for at kunne opstille for Frie Grønne i Københavns Kommune til kommunevalget 18. november.

Læs også:Herlev Kommune: Sikandar Siddique er 'korrekt bopælsregistreret'

Herlev Kommune afgjorde 4. november, at de anerkender Sikandar Siddiques flytning til København.

Proforma eller reel flytning

Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune, Mia Nyegaard (De Radikale), har tidligere oplyst over for Netavisen Pio, at Siddique er flyttet ind hos en person, som i forvejen boede i København. Siddique råder altså ikke over egen bolig i København, men bor i stedet for hos en bekendt/bekendte.

Netavisen Pio har tirsdag spurgt Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, hvorunder Valgkontor og Folkeregister hører, om forvaltningen vil foranstalte sin egen undersøgelse af om Sikandar Siddiques flytning til København er proforma - eller reel. Og dermed også undersøge om Sikandar Siddique er valgbar.

Forvaltningen bekræfter, at man har iværksat sin egen undersøgelse af Siddiques boligregistrering:

Kultur- og Fritidsforvaltningen kan bekræfte

"Kultur- og Fritidsforvaltningen kan bekræfte, at Folkeregisteret mandag den 10. november 2025 har bedt om yderligere oplysninger fra Sikandar Siddique vedrørende sag om bopælsregistrering i Københavns Kommune. Forvaltningen har for nuværende ikke yderligere at tilføje til den konkrete sag."

Læs også:Siddique fik lov af Herlev, men Københavns Kommune har i en S-folketingspolitikers bopælssag afgjort, at rette bopæl er hos ægtefælle og børn

Sikandar Siddique har ad flere omgange fastholdt over for Netavisen Pio, at hans flytning til Københavns Kommune er reel, og altså ikke proforma.

Netavisen Pio kunne 5. november oplyse, at Københavns Kommune i en sag om korrekt bopælsregistrering vedrørende folketingsmedlem for Socialdemokratiet, tidligere minister Lea Wermelin, i 2023 afgjorde, at hun burde have beholdt sin adresse i København, hvor hun hidtil havde boet med ægtefælle og børn, og ikke flyttet sin officielle adresse til Bornholms Kommune, hvor hun har sin opstillingskreds og er vokset op.

Valget gennemføres normalt

Vi står altså med to sager om bopælsregistrering, hvor Københavns Kommune og Herlev Kommune - ud fra de foreliggende oplysninger - har afgjort sagerne vidt forskelligt.

Herlev Kommune har afgjort, at Sikandar Siddique er korrekt bopælsregistreret i Københavns Kommune - selv om hans kone og børn fortsat bor på parrets hidtidige adresse i Herlev. Mens Københavns Kommune i 2023 afgjorde, at Wermelin i en periode havde været forkert bopælsregistreret på Bornholm, fordi hun burde have bibeholdt adressen hos ægtefælle og børn i København.

Læs også:Kommunalvalgsekspert: Hvis Siddiques flytning efter valg bedømmes som proforma, må han trække sig

Kommunalvalgsekspert Roger Buch, forskningslektor på Danmarks Journalisthøjskole, har tidligere vurderet over for Netavisen Pio, at Københavns Kommune vil gennemføre kommunalvalget som planlagt - selv om Københavns Kommune måtte nå frem til, at Sikandar Siddique ikke er korrekt boligregistreret i Københavns Kommune - og dermed ikke valgbar i kommunen:

Man kan ikke pludselig ændre på stemmesedlen i sidste øjeblik

"Jeg kender ikke til fortilfælde, men hvis adressen er proforma er mit bedste bud, at valget gennemføres helt normalt, og (Forudsat at Sikandar Siddique vælges, red.) partiets stedfortræder vælges i stedet. Man kan ikke pludselig ændre på stemmesedlen i sidste øjeblik (Det samme sker i øvrigt hvis en kandidat dør under valget.),” skrev Roger Buch i et mailsvar til Netavisen Pio 31. oktober.

Netavisen Pio har bedt om Sikandar Siddiques kommentar til, at hans boligforhold nu også undersøges af Københavns Kommune. 

Siddique har indtil nu ikke reageret, men Siddique betegner over for Ritzau ifølge Kristeligt Dagblad det som "helt almindelig procedure", at Københavns Kommune nu også undersøger hans boligforhold. Han bekræfter også, at Københavns Kommune har sendt ham diverse spørgsmål.

Ekstra Bladet satte 21. oktober fokus på Sikandar Siddiques flytning til København med artiklen "Stiller op i København: Har hus og familie i Herlev".

Opdateret senest kl. 21.10

CPR-Loven

Sådan her lyder CPR-lovens § 7. Bemærk særligt stk. 2., nummer 3.:

"Kommunalbestyrelsen skal registrere personer, der anvender flere boliger her i landet, med bopæl i den af boligerne, som de efter en samlet vurdering må siges at have mest tilknytning til. Ved afgørelsen af tilknytningen til en bolig skal en lovlig bolig altid gå forud for en ulovlig bolig.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 træffes bl. a. efter følgende kriterier:

  1. Antallet af overnatninger i boligen.
  2. Boligens afstand fra det daglige arbejde.
  3. Om ægtefælle eller samlever og børn bor i denne bolig.
  4. Boligens størrelse og kvalitet.
  5. Om personens ejendele opbevares i boligen.

Formålet med loven er at sikre, at "enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig".

Kilde: lovguiden.dk

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 11.11.2025 - 18:33

Hvis ingen af parterne har indgivet skilsmissebegæring, er flytningen proforma.

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 11.11.2025 - 18:54

Hvad bilder den fyr sig ind, demonstrere ved folks private adresser hører ingen steder hjemme. Han er virkelig for meget, burde skamme sig både over valgplakat og over sin opførsel

Indsendt af Stig Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 11.11.2025 - 19:03

Hvis Sikandar Siddique overholder loven/reglerne, er der ikke noget at stille op, selv om det "lugter" langt væk! I givet fald må hullet lukkes på lovlig vis. Alle er lige for loven! Men det er vanskeligt at bevare tilliden til Sikandar Siddique.
V.h.
Stig Nielsen

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.