Debat: EU-dommen viser, hvorfor vi stadig skal kæmpe sammen

Der var stille foran skærmene i både Danmark, Sverige og Bruxelles, da EU-Domstolen om morgenen den 11. november afsagde sin længe ventede dom om det kontroversielle Mindstelønsdirektiv. 

Et direktiv, der blev prist til skyerne af mange af dets tilhænger, men som vakte nervøsitet og frygt hos ikke mindst danske og svenske fagbevægelser og politikere. 

Dommen kom næsten ti måneder efter, at EU’s generaladvokat havde anbefalet helt at annullere direktivet – bl.a. med udgangspunkt i det absurde i at hævde, at et EU-direktiv om mindsteløn faktisk slet ikke handler om løn. 

Det var en anbefaling mange af os dengang hilste velkommen. En anbefaling, der gav håb. Men som bekendt gik domstolen i Luxembourg i en noget anden retning. 

I dommen gøres det nemlig klart, at det kontroversielle direktiv ikke annulleres i sin helhed, som Danmark ellers havde krævet.

Ganske vidst annulleres enkelte af dets dele, men selv om det er godt at prøve at finde det positive i de fleste situationer, er det ærlig talt svært at være jublende glad over, at det problematiske direktiv får lov til at leve videre. 

Fagbevægelsens vigtige rolle 

Her dagen efter dommen bør vi huske på, at et arbejdsmarked, hvor stærke fagforeninger aftaler løn og arbejdsforhold med arbejdsgiverne, er et godt redskab til at forsvare arbejdstagernes interesser.

Ja, faktisk langt bedre end at være afhængig af enkelte politiske partiers beslutninger og prioriteringer. 

Vi har jo også i Danmark set, hvordan partier, der ellers slår sig op på at være det arbejdende folks forsvarer, kan tage beslutninger, der skader og forundrer almindelige lønmodtagere. 

Det direktiv risikerer på sigt at åbne op for en underminering af den danske (og svenske) arbejdsmarkedsmodel

Derfor var det også både godt og vigtigt, at store dele af den danske fagbevægelse blev ved med at presse en, hvis vi er ærlige, noget fodslæbende regering til at anlægge sag mod Mindstelønsdirektivet ved EU-Domstolen. 

For sagen er jo, at det direktiv risikerer på sigt at åbne op for en underminering af den danske (og svenske) arbejdsmarkedsmodel og bane vej for en verden, hvor politiske vinde direkte kan påvirke lønfastsætningen for mange. 

Læs også:Har politikerne glemt den danske model?

Det skriver jeg, fordi som alle, der har fulgt mindstelønssagen, ved, var det helt afgørende, at fagbevægelsen gik så stærkt ind i sagen, for ellers havde regeringen sandsynligvis aldrig anlagt sagen til at begynde med. 

Det er dermed et eksempel på, hvor vigtig en rolle fagforeninger spiller i vores arbejdsmarkedsmodel. 

Der er behov for, at man hver eneste dag forsvarer de overenskomster, vi har

En rolle, vi må håbe, at det kontroversielle direktiv ikke kommer til, lidt efter lidt, at undergrave. 

For sagen er jo, at der er behov for, at man hver eneste dag forsvarer de overenskomster, vi har, for at sikre, at endnu flere lønmodtagere og en endnu større andel af det danske arbejdsmarked bliver dækket af overenskomster. 

En mudret kamp

Den kamp er ikke blevet mindre vigtig af EU-Domstolens mudrede kendelse. En kendelse, jeg som sagt må indrømme, at jeg har svært ved at se som så stor en sejr, som nogle pludseligt prøver at gøre den til.

Dermed ikke sagt, at alt er skidt, for det, at dele af direktivet annulleres, viser, at det var helt rigtigt at presse regeringen til at gå til domstolen. 

Her er der behov for pres og støtte fra det faglige miljø

Havde man ikke gjort det, var det ikke, som det faktisk blev i Luxembourg, slået fast, at der er grænser for EU’s indblanding i lønfastsætningen. 

At vi så ikke nødvendigvis ved, hvor den grænse går, det er en del af det potentielle problem, der består. 

Når det er sagt, vil jeg overlade det videre juristeri til andre og i stedet søge at se fremad mod, hvad vi nu kan gøre. 

Alt håb er ikke ude

I lyset af gårsdagens dom mener jeg nemlig, at vi må sætte fokus på, at det nu er endnu vigtigere, at vi sørger for at benytte de forskellige værktøjer, der er – og som kan komme – i EU-systemet, når det gælder at styrke vores overenskomstbaserede forhandlingsmodel, og øge beskyttelsen af ikke mindst de mest udsatte på arbejdsmarkedet. 

Læs også:Hvor meget magt tør vi give arbejdsgiverne?

Eksempelvis, skal vi hurtigst muligt have sikret en effektiv implementering af platformsdirektivet, som styrker mulighederne for at sikre god løn- og arbejdsvilkår for f.eks. budene. 

Samtidigt er det nødvendigt at vi i EU kæmper imod det såkaldte 28. regime, som vil erstatte nationale regler på arbejdsrettens område med fælles EU-regler for særligt udvalgte innovationer virksomheder. 

Endeligt må vi styrke kampen for en revision af udbudsdirektivet i EU

Her er der behov for pres og støtte fra det faglige miljø, hvis ikke vi skal risikere at ende med endnu en potentiel EU-trussel mod vores arbejdsmarkedsmodel. 

Endeligt må vi styrke kampen for en revision af udbudsdirektivet i EU, så det sikrer, at vi kan udelukke virksomheder, der ikke overholder eller ønsker at indgå overenskomster, har arbejdsforhold, som truer medarbejdernes liv og velfærd, snyder i skat eller unddrager sig sit ansvar gennem lange kæder af underleverandører. 

Endeligt må vi kæmpe den lange og seje kamp, det er, at få ændret EU-traktaterne, så hensynet til arbejdstagernes vilkår aldrig kan tilsidesættes med henvisning til det fri marked.