Hvad Finland kan lære os om at håndtere truslen fra Rusland

Den finske regering skuffede mange, dengang Danmarks udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen i begyndelsen af 1990’erne agiterede for, at de baltiske lande havde ret til øget selvstændighed og at de burde indlemmes i EF. 

Hvorfor ville den finske regering ikke støtte balternes ønske om at blive mere tæt forbundet med Europa? Og hvorfor netop på det tidspunkt, hvor hele østblokken var kollapset, muren i Berlin revet ned og alle i en vild eufori ikke kunne forestille sig, at en tilbagevenden til en kold krig var en mulighed?

Netop det spørgsmål er centralt at vende tilbage til i dag, hvor stormagtstatsdrømme igen er blevet moderne, og hvor disses ekspansionsiver igen skaber berettiget frygt i de småstater, der lever side om side med dem. 

Dengang, hvor Finland så ud til at svigte balterne, da de ønskede at realisere et mere radikalt opgør med det Rusland, som de var blevet indlemmet i under den kolde krig, der forsvarede den finske, socialdemokratiske præsident, Mauno Koivisto sig med, at hvis man ikke kan handle bag de store ord, så bør man i stedet tie. 

Med det mente Koivisto, at finnerne reelt ikke var klar til at åbent at proklamere, at de ønskede en øget sikkerhedsalliance med de vestlige lande, der samtidig ville betyde, at Rusland mistede sikkerhedspolitiske garantier fra deres nabo. 

I dag står Finland stærkt militært

Siden er denne doktrin, hvor finnerne har været forsigtige, og måske endda talt russernes sag, blevet kaldt for finlandisering, en negativ betegnelse for den politiske diskurs, hvor russerne i virkeligheden bestemte et og alt i Finland, selvom de på papiret havde ret til selvstændig politik. 

Sverige og Finland søgte om optagelse i NATO i 2022, Finland blev optaget i 2023 og Sverige i 2024.

Det betyder helt konkret, at Østersøen er blevet til en knibtang, hvor Putin og Rusland holdes i skak. Og alligevel er truslen fra Putins Rusland ikke blevet mildnet. Tværtimod. 

Truslen er blevet tydelig

Siden Putin gik ind i Krim i 2014, er truslen om ekspansion fra Rusland i stigende grad blevet tydelig for hele Europa, og i særdeleshed i de skandinaviske lande, efter at hybridkrig pludselig har ramt centrale dele af infrastrukturen. 

I en ny bog, med titlen: ‘Folket, der aldrig blinker. Hvad Finland kan lære os om Rusland’, giver historiker Michael Böss os et bud på, hvorfor vi så tit og ofte har haft vanskeligt ved at forstå de politiske manøvrer, som finnerne har foretaget sig gennem historien. 

Og forvirringen beror på, at finnerne gennem hele deres nationale historie har måttet finde metoder til at overleve, som en ung og skrøbelig nation, der først var en del af Sverige, og siden en del af Rusland, selvom de opnåede selvstændighed på papiret, og derved blev en "rigtig" nation, i 1917. 

Læs også:Danmark kan med fordel lade sig inspirere af Finlands forsvar

I dag står Finland stærkt militært, og da de blev indlemmet i NATO, var de allerede klar til den opgave, som hybridkrig og forsøg på chikane ved deres grænser medfører. 

I modsætning til store dele af de europæiske og skandinaviske lande, har Finland nemlig oprustet efter den kolde krigs afslutning, og de har aldrig troet fuldt og fast på, at Rusland ikke kunne true deres selvstændighed igen. 

Og med god grund. Michael Böss forklarer overbevisende, at Finland gennem historien, og især efter Anden Verdenskrigs afslutning, måtte finde en metode, hvor de kunne sikre, at Rusland ikke opslugte dem. 

Et inderligt ønske om ikke at være russere

Deres særstatus som et selvstændigt land, der samtidig fik vredet armen om, således at Sovjetunionens sikkerhed kom i første række, betyder alt for at kunne forstå finnernes taktik og styrker. 

Finland har på en lang række punkter haft særstatus, fordi de siden det nittende århundrede og frem har nydt delvis ret til selvstændighed og autonomi, selvom de var en provins i Sovjet. 

Læs også:En talende kat i et magisk univers, der vidner om Finlands brogede historie

Deres forsigtighed har gjort, at de aldrig forblev besatte, trods utallige krige, og at de også var i stand til at forholde sig neutralt under den kolde krig, og på den måde undgik at blive indlemmet i den sovjetiske hær. 

Samtidig har Finland konstant vist, at de opfatter sig som en del af Norden, og at deres tankesæt og ønske om livsform er rettet mod vesten. 

Eller som den anerkendte finske historiker Henrik Meinander har udtalt, så har finnerne et inderligt ønske om IKKE at være russere, og at deres nationale identitet er bygget ret så solidt på denne vægring. 

Finlands fik skabt en velfærdsstat

Det helt overraskende er, at samtidig med, at finnerne blev beskyldt for at tale Sovjet efter munden, så var de socialdemokratiske regeringer i stand til at etablere en velfærdsstat, der på en lang række punkter minder om de andre skandinaviske landes. 

De har formået at øge deres økonomiske råderum via handel med vesten, og samtidig konstant at forøge deres alliancer med vesten, samtidig med, at de formåede at få bjørnen i øst til at sove videre i den tro, at de kunne regne fuldt og fast på deres sikkerhedspolitiske alliance med finnerne. 

Med den stigende trussel fra Putins ekspanderende Rusland, er det interessant for hele EU-zonen, og i særdeles for Norden, at kunne konstatere, at finnerne har stor tillid til deres militær, og at de forstår den trussel, der kommer fra øst, i modsætning til for eksempel Danmark, hvor en stor procentdel af landets befolkning ikke er klar til at gå i krig for deres land. 

Igen og igen får vi at vide, at Ukraines krig også er vores, og det er også Michael Böss’ pointe

Spørgsmålet, som Michael Böss stiller, handler om en todelt garanti for fremtidig fred, der kun kan sikres gennem en militær og åndelig oprustning, nu efter at USA’s garanti for sikkerhed i NATO er blevet alvorligt rystet. 

Og ifølge Böss halter det altså på begge fronter, hvilket et land som Danmark skal tage ret seriøst. Og meget tyder på, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen, mener præcis det samme, og at dette kan forklare Danmarks uomtvistelige opbakning til Ukraine. 

Igen og igen får vi at vide, at Ukraines krig også er vores, og det er også Michael Böss’ pointe. 

Begyndelsen til en ny verdensorden

Dengang, hvor finnerne blev angrebet af russerne i 1939 og Vinterkrigen blev indledt, der ville svenskerne ikke støtte dem, ligesom finnerne i samme omgang blev svigtet af briterne og franskmændene. 

Sveriges neutralitetspolitik gjorde, at den endelige krig ikke blev udkæmpet i Skandinavien, men derimod i Tyskland, men det var samtidig skæbnesvangert for Finland. 

Læs også:Alternativet til USA er at se mod Norden

Finnernes aftale med Sovjet om at sikre freden landene imellem, samtidig med, at Finland sikrede sig retten til at være neutrale, gjorde, at de siden kunne sikre andre af Sovjets provinser øgede rettigheder.

Det skete med Helsingfors-erklæringen i 1975, der sikrede, at alle lande skulle respektere de andre landes grænser, og at retten til ytringsfriheden og menneskerettighederne skulle overholdes. 

Putins annektering af Krim i 2014 var en overskridelse af selvsamme, og det blev begyndelsen til en ny verdensorden. 

Ingen kan spå om Ukraine

Michael Böss argumenterer overbevisende, og med ret omfattende, historiske perspektiver, for at Finlands udenrigs- og sikkerhedspolitiske erfaringer er til gavn for resten af Norden, netop fordi de har måttet tækkes et Rusland, der altid har ønsket ekspansion, og fordi finnerne samtidig har forstået, at ord skal bakkes op med handling, altså et effektivt militært forsvar, der kan holde trangen til udvidelse i stramme tøjler. 

Om Ukraine står eller falder, er der ikke rigtig nogen, der pt kan spå om. Ukraine er hverken medlem af EU eller NATO, og nyder derfor heller ikke samme rettigheder som disse lande. 

Alligevel har både Sverige og Finland måtte erkende, at tiden ikke er inde til neutralitetspolitikker

Alligevel har NATO’s tidligere chef, Jens Stoltenberg, konstant agiteret for, at forsvaret af Ukraine er essentiel, og at de grundlæggende holder krigen væk fra resten af EU’s territorium. 

I hvert fald kan man sige, at Putins reaktion mod Ukraines ønske om at komme tættere på EU og vesten, og hans trusler mod Finland om at søge medlemskab i NATO, ikke har været tomme ord. 

Alligevel har både Sverige og Finland måtte erkende, at tiden ikke er inde til neutralitetspolitikker. Michael Böss foreslår derfor, at EU skal sikre et øget militært samarbejde, og samtidig forsøge at finde en måde at forhandle om fred med Rusland. 

Noget særligt russisk

Michael Böss' bog er først og fremmest et stærkt argument for, at Putins Rusland kun forstår den type modstand, der kan bakkes op med konkrete trusler. 

Michael Böss advarer om, at en tro på, at hvis Putin forsvinder, så vil det hele finde et mindre aggressivt leje, er både naivt og historisk ukorrekt. 

Ifølge Böss er der simpelthen noget særligt russisk, der er gået igen siden zartiden, gennem revolutionen og kommunismen, og nu med Putins drømme om ekspansion. 

Det hele er bare det samme, i modsætning til de protestantiske lande i nord, som Finland altså altid mentalt har været en del af. 

Læs også:Fagboss donerer penge til Ukraine - sammenligner Putin med Hitler og langer ud efter Trump

Den sidstnævnte pointe er nok det mest spekulative i Michael Böss’ ellers fremragende debatbog, og mangt og meget kan tale imod den tese, at protestantisk tro nærmest er lig demokratiske rettigheder. Tysklands historie er et ret godt eksempel på det modsatte.

Alligevel er Michael Böss’ fokus på Finlands komplekse historie, og de mange nuancer, der må medtages, for at landets politiske ageren skal forstås, faktisk også en lære om udenrigspolitik og nødvendighed, der er relevant og tiltrængt. 

Måske vi kan bilde os ind, at Ukraine ikke er vigtig for den europæiske sikkerhed, men havde det været Finland, der var blevet annekteret, så var historien nok en anden. Og det, i sig selv, er vigtigt at forstå. 

Michael Böss: 'Folket, der aldrig blinker. Hvad Finland kan lære os om Rusland'. Illustreret med fotografier i farver. 335 sider. Kristeligt Dagblads Forlag, 2025.