Line Barfod mangler stadig at give svar om sin kommunistiske fortid

Leder

Line Barfod mangler stadig at give svar om sin kommunistiske fortid

I Enhedslisten føler man sig udsat for gammeldags kommunistforskrækkelse, men det var partiets spidskandidat Line Barfod selv, der åbnede ballet med sin historiske moralisering

Line Barfod
Billedtekst
Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester, København
Foto: Netavisen Pio/Katrine Homaa Petersen

Når man har været professionel kommunist på Moskvas regning, skal man være meget forsigtig med at udnævne sig selv til dommer over, hvem der står på ”den rigtige side af historien”. 

Men det er præcis den rolle, overborgmesterkandidat Line Barfod (Ø) har taget på sig i den københavnske valgkamp.

Det var ikke Socialdemokratiet, Berlingske eller ”kampagnemedierne”, der gjorde fortiden til et tema. 

Det var Barfod selv, da hun skrev, at København fortjener en overborgmester, ”der står på den rigtige side i historien” – med en klar hentydning til, at Pernille Rosenkrantz-Theil ikke gør det. 

placeholder

Når man selv slår historiebogen op og peger på andre, så åbner man også for, at nogen bladrer tilbage til ens egen side.

I 1980’erne vidste alle, hvad DDR og Sovjet var for nogle regimer. Folk blev skudt, hvis de forsøgte at flygte. Systemkritikere røg i fængsel eller lejre. Overvågningen var massiv. 

Alligevel stod Barfod og hendes kammerater i samme periode og talte om ”kadre”, om at ”hæve den politiske bevidsthed” og om at smede ”ubrydelige politiske lænker” som led i klassekampen. 

Når hun i dag vil gøre andres historiske valg til moralsk målestok, rejser det nogle helt konkrete spørgsmål, hun stadig ikke har svaret på.

Forstod hun ikke, hvem der betalte regningen?

Var Line Barfod selv gæst på John Schehr-skolen i DDR – og i givet fald hvor mange gange? 

Hvilke stater i østblokken besøgte hun som udsendt af Kommunistiske Studerende og som DKP’er? Var det kun studieture og kongresser, eller var der også træning, skoling og netværk med regimets egne partiapparater?

Når hun rejste ind og ud af DDR, som var et fængsel for almindelige borgere, gjorde hun så noget som helst for dem, der sad fast der? Tog hun hilsner med fra østtyskere til familie i vest? 

Forsøgte hun at hjælpe nogen med at slippe ud over muren – eller var hun tilfreds med at blive vist rundt som venligtsindet vestlig gæst i et diktatur, der skød sine egne flygtninge i ryggen?

Spørgsmålet er ikke, om man må have været kommunist. Selvfølgelig må man det

Hvor mange penge modtog hun egentlig gennem sine år som kommunistisk leder og funktionær? Løn, diæter, rejsetilskud, kursusmidler. Og endnu vigtigere: Spurgte hun nogensinde, hvor pengene kom fra? 

Sagde hun selv op som kommunist-funktionær eller stoppede hun først, da pengestrømmen østfra tørrede ud?

Læs også:Hvem har gjort Lenin-Line til Verdensdommeren?

Spurgte hun hvordan et parti, der i 1987 fik under én procent af stemmerne, alligevel kunne have landets største partikontor, et dagblad, ansatte og skoleprojekter? 

Forstod hun ikke, at regningen blev betalt af de samme regimer, der holdt arbejdere og studerende i øst i et jerngreb af overvågning?

Selvfølgelig må man have været kommunist

Line Barfod bruger sin gamle kommunistiske kapital til at optræde som kompromisløs samvittighed for København. Hun ruller domstolen ud og kalder det demokrati. 

Hun puster til en allerede eksplosiv konflikt om Gaza, Israel og danske jøders sikkerhed, samtidig med at antisemitismen vokser, og unge mænd i København bliver suget ind i identitetskrige, de ikke kommer hele ud af igen.

Læs også:En stemme på S er eneste garanti mod rødt kaos på Københavns Rådhus

Spørgsmålet er ikke, om man må have været kommunist. Selvfølgelig må man det. Mange har haft ungdomssynder, og folk kan flytte sig politisk. 

Københavnerne har ret til klare svar

Spørgsmålet er, om man som tidligere fuldtidskommunist, der aldrig har taget et ærligt og detaljeret opgør med sin egen rolle, kan stille sig op og udråbe andre som historisk mindreværdige.

Læs også:Barfod retter voldsomt personangreb mod Rosenkrantz-Theil: Hun står på den forkerte side af historien

Københavnerne har ret til klare svar. Ikke på, om hun i dag tager ”afstand” i generelle vendinger – det gør alle tidligere kommunister, når de bliver presset. 

Men på de konkrete forhold: Rejserne. Pengene. Kontakterne. Viden om undertrykkelsen. Eget ansvar.

Det er Line Barfod selv, der har gjort ”den rigtige side af historien” til målestok for, hvem der kan være overborgmester. 

Så længe hun ikke tør bruge den målestok på sit eget politiske liv, har hun ikke ret til at bruge den på andre. 

Niels Jespersen

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 16:27

Konklusionen må være, at Line Barfod er kommunist fordi, når de fleste får lidt, er der meget til de få. F.eks. store tilskud til bolig-forbedringer

I virkeligheden er Line Barfod skabs-kapitalist
.

Indsendt af Arne Wilstrup (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.11.2025 - 20:33

Som svar til af Kurt Jensen (ikke efterprøvet)

I DDR kunne en husleje højst andrage 10 % af en metalarbejders løn uanset hvor dyrt boligen blev bygget.
Det kunne man have lært af i Danmark.
Det er helt tydeligt at man har ført en hetz mod hende for noget der foregik for mange år siden, og når det kommenteres, skyldes det naturligvis at S har forsøgt at gøre det vanskeligere for partiet at få den ønskede indflydelse som de har haft mandater til - ikke ved at komme med reel kritik af det der var liste Øs forslag, men for at diffamere modparten ved at komme med den sædvanlige koldkrigspolitik som S jo altid har stået i spidsen for siden at partiet blev delt i første del af 1900-tallet i S og DKP.

Det er demokratiets vilkår: nogle vil hellere gå den reformistiske-konservative vej, andre vil det modsatte. Når Socialdemoktratiet fx tvang arbejdsløse folk til Tyskland under krigen for at hjælpe nazistyret med at producere militærmidler under truslen om at de så ikke kunne få understøttelse, og når de var med til at stemme for at DKP-medlemmer af Folketinget skulle anholdes, selvom der her var tale om grundlovsbrud, så har S næppe noget at være forarget over. Og når denne netavis, PiO, har en redaktør der gang på gang har brillieret med sine højrerettede kritik af nuværende EL og støttet højrefløjen i alle leder og kanter med dubiøse påstande taget ud fra virkelighedens historie, så er det i min optik helt OK at han får en på hatten. Han har lov til sine egne meninger, men ikke til sine egne fakta.

Det er vist mere et internt problem for Enhedslisten at finde sammen om hvordan de opnår mest politisk indflydelse .End det kan tilskrives Socialdemokratiet. Jeg vil da også erindre dig om at det var medierne der bragte historierne om hendes fortid frem . Og ikke Socialdemokratiet .

Den mere pragmatiske linje som Dragsted har udstukket for partiet , i erkendelse af at det er vejen til at opnå politiske resultater, skabte en intern splittelse i partiet hvorefter flere medlemmer brød ud og fandt et nyt ståsted “ Rødt Venstre “ hvor de følte at kunne ytre sig mere frit uden partipolitisk kontrol .
På en måde minder det om forløbet med DKP efter at man havde ekskluderet Aksel Larsen for at ville en anden mere demokratisk socialisme end Partiet tillod. Han forlod partiet og dannede SF , som så igen skulle opleve en splittelse da flere forlod partiet for at danne Enhedslisten , i protest over at SF agerede støtteparti for S i det der blev kaldt det “ Røde kabinet “:
Det kan godt tyde på at der noget om snakken , når man siger at “historien har det med at gentage sig “,

Indsendt af Bent Aarhus (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 17:01

Hvorfor f.... skulle hun det?
Der ville godt nok blive kø uden for skriftestolen hvis vi alle skulle bekende - ikke så meget som ungdoms synder - som ungdoms medlemskaber.....

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 20:13

Hendes "rigtige side i historien”-bemærkning er jo nærmest et skoleeksempel på manglende selvindsigt og på, hvordan man ikke skal gøre. Selv når man pisser ved siden af potten, behøver man jo ikke gøre det op ad et elektrisk hegn.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 21:18

Socialdemokraterne er virkelig desperate.

Dette er Danmark, ikke USA - københavnerne er sgu da ikke bange for kommunister, snarere tværtimod. Mange af os glæder os virkelig til at give Socialdemokratiet en begmand. Normalt stemmer jeg på Enhedslisten, fordi det er det parti, som er mest i overensstemmelse med mine holdninger. Men i morgen stemmer jeg først og fremmest på Line Barfod for at udtrykke min modvilje mod Socialdemokratiet.

Hvis Socialdemokratiet opførte sig som socialdemokrater, ville tingene sikkert se anderledes ud. Ikke for mig, sagde hunden, men for mange moderate københavnere. Men partiet insisterer på at være en klon af Dansk Folkeparti, og det vinder man ikke mange stemmer på i København. Muslimbashing er nu engang ikke noget, ret mange københavnere støtter. Vi bor jo sammen med dem, ser dem og taler med dem hver dag, og ser dem som medmennesker og som allierede i klassekampen, og ikke som de karikaturer, som moralister som Frederik Vad og Rasmus Stoklund, med statsministerens velsignelse, maler frem.

Jeg glæder mig til at stemme på Line Barfod i morgen. Men jeg er selvfølgelig også kommunist. Og selv om jeg aldrig har været vild med Sovjetunionen, er jeg endnu mindre vild med statsministerens parti.

Må det bedste parti vinde!

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 08:16

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Det er sikkert rigtigt at Københavnere ikke er bange for kommunisterne - Men det var til gengæld de mange politisk forfulgte jøder der kom hertil fra Polen i slut 60 og først i 70erne og blev integreret på blandt andet Hotelskibet St Lawrence i København .
De flygtede fra et kommunistisk styre som kørte smædekampagner mod landets jødiske minoritets gruppe der risikerede at blive fyret mm.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 09:57

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Jeg kan tilføje bare til en orientering.

Hvordan var det nu det gik da Enhedslisten og Alternativet førte valgkamp på at forbedre forholdene for de syge og arbejdsløse samt minoritetsgrupperne op til KV 17.
Nå ja .Enhedslisten valgte Teknik og miljø selv om de kunne have taget Beskæftigelse og Integrations området og vist at de kunne gøre en forskel .

Det samme kan man sige om Alternativet de fandt det mere interessant at lege med Fritid og Kultur området.

Og så er jeg endda så fair at jeg undlader at nævne de skandaler der fulgte i kølvandet på deres forvaltning af embedet.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 13:51

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Posten som borgmester for Beskæftigelse og Integration er en uriaspost. Alle væsentlige beslutninger på området bliver taget på Christiansbord, så det eneste en borgmester kan gøre, er at vælge, hvor på budgettet, der skal skæres ned. Det er jo derfor, denne borgmesterpost altid vælges af en borgerlig politiker, da de borgerlige jo altid med stor fryd foretager nedskæringer på dette område.

I modsætning hertil er Teknik og Miljø en stor afdeling med et stort budget, hvor den rette politiker kan gøre en stor forskel.

Så selvfølgelig vælger en socialistisk kandidat at blive borgmester for Teknik og Miljø. Man skal jo være masochist for som socialist at vælge at være borgmester for Beskæftigelse og Integration.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 14:38

Som svar til af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet)

Dårlig undskyldning Duus Nielsen.
Hvorfor føre kommunal valgkamp på at forbedre vilkårene for kommunens arbejdsløse/ syge samt minoritet grupperne hvis det alligevel ikke kan realiseres pga Chr borg hindringer.
Det er sgu da at stikke vælgerne blår i øjnene når det gælder et valg til kommunen .

Indsendt af Arne Wilstrup (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.11.2025 - 20:45

Som svar til af Nielsen (ikke efterprøvet)

Kommunisterne var ikke mod jøderne, men støttede dem faktisk. Men at omskrive historien fordi det passer i dit kram, svarer til at man gør S til at være naziapologeter fordi de støttede tvangsudsendelsen af arbejdsløse danskere til Tyskland ved at true em med at tage deres understøttelse fra dem hvis de ikke accepterede det, eller hvad med deres støtte til grundlovesbruddet da man accepterede landsforræderiet og lod kommunistiske folketingsmedlemmer anholde af tyskerne og sendte dem til kz-lejrene?

Som den kristen Jesus sagde: Den der er ren, kaster en første sten.

Og at S forlængst har forladt socialisme til fordel for kapitalismens fæle ansigt, vidner den af Socialdemokratiets pamflet, forfattet af en socialdemokratisk minister "Den barberede Marx" eller hvad med dengang man lod en dansk forfatter anholde fordi man hævdede at han havde foretaget subversive handlinger da han besøgte den Sovjetiske ambassade? Siger navnet Arne Herløv Petersen dig noget?

Han blev senere frikendt, men han skulle da lige udstilles som landsforræder først iden dom, ikke sandt?

Leder du efter en hykler, så prøv Socialdemokratiet.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 28.11.2025 - 14:50

Som svar til af Arne Wilstrup (ikke efterprøvet)

Jeg går udfra at dit indlæg er rettet til mig .

Det er et historisk fakta at der var jøder som blev antisemitisk forfulgt og udsat for statslig diskrimination af det daværende kommunistiske styre i Polen at de måtte flygte fra landet .
Så jeg ved ikke helt hvad du mener når du påstår at det Polske kommunistiske regime støttede dem .
Hvordan du ligeledes når frem til at mit ovenstående svar er blevet omskrevet, når det er givet i en kontekst der handler om at frygte kommunismen, må stå helt for din egen regning.

Men når nu du bringer litteratur ind i debatten om kommunismen så går jeg også udfra at du kender til Ole Sohns bøger om de danskere der betalte en meget høj menneskelig pris for at forfølge deres politiske idealer under det kommunistiske Sovjetstyre .

Der findes faktisk et ord for “ en blind iver eller stærk tro for en sag “ fanatismen .

Indsendt af Andy Andresen (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 23:02

Jeg venter spændt på at Pio sætter kritisk lys på Mathias Tesfayes fortid i DKP-ml. Hvordan kan han være børne- og undervisningsminister med den baggrund? Der er fandme uhyggeligt....

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 23:53

“Københavnerne har ret til klare svar. Ikke på, om hun i dag tager ”afstand” i generelle vendinger – det gør alle tidligere kommunister, når de bliver presset.

Men på de konkrete forhold: Rejserne. Pengene. Kontakterne. Viden om undertrykkelsen. Eget ansvar.”

PIO elsker i disse dage at bruge Hans Engell til at piske løs på en mulig overborgmester “Hans Engell vurderer:
”Hvis Welling havde været minister, ville plejehjemsskandalerne have potentiale til, at hun var stillet for en rigsret”

Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at havde plejehjemsskandalerne fundet sted i statsligt regi, så var Sisse Marie Welling (SF) blevet genstand for en uvildig dommerundersøgelse ”

Samtidig Niels Jespersen - chefredaktør på Netavisen Pio - sig over Line Barfod og hendes fortid.

Hvem bruges imod hvem og hvorfor?

Hans Engell: Han er pr. 2020 fast politisk kommentator på TV 2 News og TV 2. Han er tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, samt tidligere forsvars- og justitsminister. I perioden 2000-2007 var Engell chefredaktør på Ekstra Bladet og fra 1999 til 2000 var han landsformand for Foreningen NORDEN.

Fortid: Engell var humørsyg og skulle hele tiden bekræftes. Det ene øjeblik var han glad og positiv, det næste øjeblik var der ingen af dem, der duede til noget. Et fremtrædende gruppemedlem siger, at Hans Engell var »som Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og det mener jeg alvorligt«. De utilfredse slog igen De utilfredse - med nuværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) - slog igen, da Hans Engell en februarnat i 1997 i spirituspåvirket tilstand bragede ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen på vej hjem til Espergærde fru Annemette Engell. Biografien beskriver, hvordan Hans Engell på vejen først havde sat sin daværende sekretær og elskerinde (og nuværende hustru) af, og helt til det sidste prøvede at løbe fra det personlige og politiske ansvar for ulykken. Modsat Hans Engells oprindelige forklaring ringede han således ikke selv til 112 på sin mobiltelefon. I stedet ringede Hans Engell den nat til Falck, hvilket han havde gjort før, blandt andet halvanden år tidligere, da han også havde et uheld på Helsingørmotorvejen. Hård dom fra Schlüter Derfor vidste Hans Engell, at hvis han ringede til Falck, ville de komme og køre ham hjem og tage bilen med sig, og at politiet ikke ville blive involveret. Denne nat var Hans Engell bare så uheldig, at mens han stod på motorvejen ved siden af sin Mazda 626 og ventede på Falck, kom en politipatrulje tilfældigt forbi. Nedturen var begyndt.

Før PIO graver for meget i folks fortid, skal man passe på at de medarbejdere, der hænger andre ud, også selv har rent mel i posen.

Troværdigheden hos PIO led i dag et knæk!

Hvis chefredaktøren turde gå lidt længere tilbage i Hans Engells fortid, ja, så ser ideologierne og -ismerne som Niels Jespersen ynder at klistre på folk ikke særligt flatterende ud for Jespersens kampagne ledsager imod “de kommende magthavere” på Københavns rådhus…

Rettidig omhu, hr. Jespersen.

Københavnerne har ret til klare svar.

Putin elsker også at grave i fortiden!

Sjovt nok har det også ført til en krig!

Først på ord…

Konstitueringsaftaler kaldes ofte “de lange knives nat”

En konstitueringsaftale er en politisk aftale, typisk indgået efter et kommunal- eller regionsvalg, hvor et flertal af politikere aftaler fordelingen af magtposter som borgmester- og udvalgsformandsposter, samt fastlægger de politiske mål for den kommende periode. Aftalen bruges til at skabe et stabilt politisk grundlag for at drive den administrative enhed, og den bliver formelt bekræftet på det første møde efter valget.

Engell og Jespersen står allerede med slibesten og strygestål i hænderne…

I Jylland nøjes politikerne med at gafle sig en borgmesterpost og dele pølsehorn ud til resten…

Engell og Jespersen vil have gris på gaflen. Godt mørbanket og helst ægte rødt kød..

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 18.11.2025 - 13:24

Niels Jespersen: "Spørgsmålet er ikke, om man må have været kommunist. Selvfølgelig må man det. Mange har haft ungdomssynder, og folk kan flytte sig politisk. Københavnerne har ret til klare svar
Spørgsmålet er, om man som tidligere fuldtidskommunist, der aldrig har evalueret taget et ærligt og detaljeret opgør med sin egen rolle..."

Niels, du har da virkeligt ramt ved siden af potten. Begrund venligst disse påstande og hypoteser.

- 1. Hvordan kan du fastslå, at det er en synd, at have været kommunist som ung?

- 2. Med hvilken begrundelse, kan du påstå, at Barfod aldrig ærligt og detaljeret har evalueret og gjort op med sin egen rolle i DKP?

- 3. Hvorfor skylder Barfod københavnerne en detaljeret offentlig bekendelse, for noget hun som ung har foretaget sig fuldt lovligt og i fuld offentligt?

Indsendt af Finn (ikke efterprøvet) den Onsdag den 19.11.2025 - 01:02

Jeg er egentlig ikke så interesseret i Line Barfods kommunistiske fortid.
Men det er bekymringsværdigt, at hun stadig fører sig frem bedrevidende og magtfuldkommen kommunist.

Indsendt af Arne Wilstrup (ikke efterprøvet) den Mandag den 24.11.2025 - 21:01

Som svar til af Finn (ikke efterprøvet)

Det skyldes nok fordi hun ER bedrevidende- og det kan S jo ikke lide, ejheller PIOs chefredaktør. I øvrigt er det lidt pudsigt at mediet kaldes for PIO, en henvisning til en socialdemokrat der lod sig bestikke af datidens magthavere til at forlade landet og efterladde sine åndsfæller til bøllebank.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Fredag den 28.11.2025 - 15:10

Som svar til af Arne Wilstrup (ikke efterprøvet)

Det ville klæde historien hvis du giver en korrekt beskrivelse af hvorfor Louis Pio forlod landet.
Ikke et ord om at han var blevet fængslet for sin kamp for arbejderbevægelsen . Ikke et ord om at han udover at være syg også blev truet med yderligere fængselsstraf. Det var på grund af de vilkår han tog imod en politisk motiveret emigrations ydelse for at forlade Danmark . Og heller ikke et ord om at han fortsatte sin politiske kamp i USA.
Hvis du havde fået disse betragtninger ville det have efterladt et andet indtryk .
Men det ved du jo sikkert godt .

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.