SF-slingrekurs i København: Først holder Welling alle muligheder åbne - få timer senere er samarbejde med Frie Grønne “tæt på umuligt”
SF-slingrekurs i København: Først holder Welling alle muligheder åbne - få timer senere er samarbejde med Frie Grønne “tæt på umuligt”
SF-borgmester Sisse Marie Welling vender på en tallerken i forhold til Sikandar Siddique & Co.
SF-borgmester Sisse Marie Welling holdt mandag eftermiddag over for Politiken alle muligheder åbne i forhold til, hvem partiet vil konstituere sig med. Inklusive partiet Frie Grønne.
Men tre timer efter interviewet bliver Politiken - skriver Politiken - ringet op af SF's presseafdeling, der meddeler, at Sisse Marie Welling ønsker et nyt, ekstra citat tilføjet Politiken-interviewet med hende.
Nu er SF-melodien i forhold til Frie Grønne pludselig en ganske anden. Nu er konstituering med Frie Grønne "tæt på umuligt":
Meget tæt på umuligt ud at inddrage dem i en konstituering
“Jeg har ingen sympati for Frie Grønnes måde at køre kampagne på og synes, det ser meget tæt på umuligt ud at inddrage dem i en konstituering.”
I løbet af tre timer er SF i Københavns position i forhold til Frie Grønne dermed ændret radikalt.
Vil også demonstrere ved statsministerens nye privatbolig
Frie Grønne - med partiformanden Sikandar Siddique som frontfigur - har gjort sig bemærket ved som eneste parti at erklære, at man gerne vil demonstrere foran statsministerens private nye bopæl, hvis Frie Grønne ellers finder frem til hendes nye adresse.
Frie Grønne er også eneste parti, der har bakket op om de pro-palæstinensiske demonstrationer, der lagde forbi statsministerens nu tidligere privatbolig i Indre By i København.
Læs også:Enhedslisten og SF tager også afstand til pro-palæstinensisk demo ved statsministerens hjem
Alle andre partier - SF og Enhedslisten inklusive - har taget afstand fra at demonstrere foran statsministerens private bolig.
Frie Grønne har også gjort sig bemærket med valgplakater, som er blevet kritiseret for at være anti-jødiske. Valgplakaterne bærer blandt andet teksten “Befri København for Zionismen".
Valg af Siddique kan ikke udelukkes
Ingen målinger op til kommunalvalget har vist, at Frie Grønne bliver valgt ind i Borgerrepræsentationen.
Men lige netop i forhold til Frie Grønne er det højst usikkert, om målingerne tager højde for, at Frie Grønne formentlig vil hente en meget stor del af sine stemmer blandt minoritetsgrupper, særligt københavnske vælgere med muslimske rødder.
Sikandar Siddique, som er sit partis spidskandidat, står i givet fald til at få det måske ene mandat, som Frie Grønne kan være heldig at snuppe.
Eller om hans flytning 9. september fra Herlev var proforma
Kort efter valget afgør Københavns Kommune, om Sikandar Siddique overhovedet er valgbar. Kommunens folkeregister har således igangsat en undersøgelse af om Siddique reelt bor i Københavns Kommune - eller om hans flytning 9. september fra Herlev var proforma.
Ekstra Bladet har tidligere afdækket, at Siddiques kone og børn fortsat bor i parrets hidtidige bopæl, en villa i Herlev.
Siddique har oplyst over for Netavisen Pio og andre medier, at det alene er ham, der er flyttet til København.
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (De Radikale) har oplyst over for Netavisen Pio, at Siddique er flyttet ind hos en borger, der i forvejen boede i Københavns Kommune .
Det betyder, at Siddique ikke råder over sin egen bolig i København.
Læs også:Københavns Kommune undersøger Sikandar Siddiques bopælsforhold
Hvis Københavns Kommune afgør, at Siddique ikke har reel bopæl i Københavns Kommune, vil han ikke være valgbar i København.
Er Sikandar Siddique i mellemtiden indvalgt i Borgerrepræsentationen, vil han derfor skulle udtræde af Borgerrepræsentationen. I stedet bliver det hans stedfortræder fra Frie Grønne, der overtager Siddiques plads.
Får ikke tid til at svare før kommunalvalget
Københavns Kommune igangsatte sin undersøgelse af Sikandar Siddiques boligforhold mandag i sidste uge.
Sikandar Siddique udtalte sidste uge til Netavisen Pio, at han næppe får tid til at svare på spørgsmålene fra Folkeregisteret i København før efter valget:
Meget svært at finde tid til at sætte sig ned og kigge ordentligt på det i de her sidste dage af valgkampen
“Det er meget svært at finde tid til at sætte sig ned og kigge ordentligt på det i de her sidste dage af valgkampen, men jeg kommer selvfølgelig til at svare inden for den deadline, kommunen har givet.”
Kommentarer
Virkelig flot at hun…
Virkelig flot at hun allerede nu har opdaget, at Sikandar og de 4 grønne har mos i hætten ..
Ingen partier overhovedet,…
Ingen partier overhovedet, bør have noget som helst politisk samarbejde med den politiske kandestøber og plattenslager, Sikandar.
Enig. Og forhåbentlig kommer…
Enig. Og forhåbentlig kommer kommunen frem til, at flytningen er proforma. For hvordan kan det være andet, hvis der ikke er søgt om skilsmisse?
Tilføj kommentar