Nyt medie vil lave borgerlig journalistik

"Hvis man skærer et halvt år af SU’en og du synes, at det er synd for nogen, så er det ikke Kontrast, som du skal læse," lyder det fra chefredaktør
Han understreger, at det er sagt med et glimt i øjet. Nemlig når det nye netmedie Kontrast deklarerer sig som ”Danmarks borgerlige medie."

”Det er vores ståsted,” siger Kontrasts chefredaktør, Mikkel Andersson, velvidende, at det vil ikke bare Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten nok også skrive under på. Ja, alle nyansatte redaktører i Det Berlingske Hus underskriver endda den berømte redaktørerklæring fra 1948, hvor de forpligter sig til at lede ”de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.”

Hvor de tre dagblade sidste år beskæftigede 1325 ansatte, så råder Kontrast kun over tre af slagsen (herunder chefredaktøren) og har endnu ikke udgivet en eneste artikel. Derudover er planen dog at hyre freelancejournalister til både at skrive og lave podcast og video.

Vi udvælger vores stof ud fra et ideologisk kriterium

 

 

”Vi kommunikerer fra og til det borgerlige Danmark og det er det, som adskiller os fra omnibusaviserne og udgør en kontrast,” fortsætter Mikkel Andersson. ”Vi udvælger vores stof ud fra et ideologisk kriterium om, hvad der interesserer en borgerlig læser/medieforbruger. Så vi tilstræber ikke at give et repræsentativt udsnit af mediedøgnets begivenheder. I det hele taget kommer vi ikke til at bringe meget nyhedsstof.”

Danmarks dårligst klædte

Den 41-årige chefredaktør har selv måtte åbne døren på adressen i Kronprinsessegade i det indre København.

En imposant opgang, med trægulve samt spejle og marmor på væggene, fører forbi et advokatkontor på 1. sal. til kontorfællesskabet på 2. sal, som Kontrast er en del af. Her er forholdene mere beskedne og ringklokken fungerer ikke, så jeg har måtte ringe til Mikkel Anderssons mobiltelefon.

Chefredaktøren har hængerøv i lærredsbukserne og en forvasket rundhalset striktrøje uden skjorte.

”Jeg er Danmarks dårligst klædte borgerlige,” siger Mikkel Andersson.

Mens Mikkel Andersson skænker en kop kaffe op forklarer han, at Berlingske, Børsen og Jyllands-Posten ganske vist også deklarerer sig som borgerlige medier. Men de skelner mellem leder- og opinionssider og hvad som kommer til udtryk på nyhedssiderne.

Så skal du nok læse Politiken

 

”Dette er ikke farvet af politiske holdninger,” siger Mikkel Andersson. ”Men det vil det blive hos os. Vi vælger at prioritere emner ud fra et ideologisk ståsted. Hvis man skærer et halvt år af SU’en og du synes, at det er synd for nogen, så er det ikke Kontrast, som du skal læse. Så skal du nok læse Politiken.”

Ifølge Mikkel Andersson kan det også godt være, at aviser som Berlingske – på papiret – er blå. Men journalisterne, som skriver artiklerne, er røde.

”Det afspejles i forhold til prioriteringen af det redaktionelle stof, at 80 procent af danske journalister stemmer til venstre for midten,” siger chefredaktøren. ”Hvilket kommer til udtryk på mange måder. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er dårligt. Det er legitimt med en vis frihed til at udvælge stofområder i danske medier og journalisterne selv er med til at præge deres dækning af begivenhederne. Men man skal være opmærksom på, at det kommer til at afspejle nogle bestemte politiske udgangspunkter og implicitte værdidomme.”

Fox News

I USA er Fox News og Breitbart News blevet steder, hvor republikanske politikere har fundet et hjem, og hvor konservative vælgere bliver bekræftet i dét, ingen har turdet sige før – og slet ikke på TV. Fox News har fra starten været båret af værter med holdninger – og for kvindernes vedkommende som regel et kønt, blondt ydre og lange ben (»Jeg kan lide ben,« var én af skaberen, Roger Ailes, kønskontroversielle konstateringer).

”Folk ønsker ikke at blive informerede,” forklarer Roger Ailes i fjernsynserien "The Loudest Voice«. ”Folk ønsker at føle sig informerede.”

Vi kommer til at høre begge sider

 

”Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke planlægger at lave noget, som minder om Fox News eller Breitbart News,” siger Mikkel Andersson med henvisning til de to medier. ”Vi kommer til at høre begge sider og kommer naturligvis til at leve op til alle gængse regler for presseetik. Men vi kommer til at udvælge stofområder, som vi mener primært interesserer vores læsere.”

Kontrast er da også tilmeldt Pressenævnet, hvis ”Vejledning om god presseskik" slår fast, at det skal ”gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer.”

Nøgne journalister

I stedet lægger Mikkel Andersson an til et opgør med den ”Den nøgne journalist”, som defineret af den mangeårige journalist på Information og Weekendavisen, Nils Ufer.

Nils Ufer beskrev i 1988 bogen ”Den nøgne journalist”, der på mange måder er blevet en bibel for danske journalister, hvordan en rigtig reporter bør arbejde:

Den ydmyge referent, der omhyggeligt og præcist refererer, hvad andre har gjort, sagt, ment og skjult. Den anonyme reporter, som aldrig selv er i centrum, men som lader kildernes ord tale, så læseren, seeren eller lytteren selv kan tage stilling ud fra de fremlagte fakta.

Et udgangspunkt, der enten ligger på det daværende VS’s højrefløj eller venstrefløjen i SF

 

”Men det, som Niels Ufer beskriver, er jo dybest set, at man skal skrive med et udgangspunkt, der enten ligger på det daværende VS’s højrefløj eller venstrefløjen i SF,” siger Mikkel Andersson. ”Hvis man ser på, hvad Nils Ufer syntes, at man skulle dække – og hvordan – så handlede det om de fattige og økonomiske udpinte. Det kan der da være en vis rimelighed i. Men man kan også spørge, om studerende på universiteterne virkelig er nogle stakler, fordi de i en periode har en lav indkomst, når de ender med at tilhøre den kulturelle og økonomiske magt på længere sigt. Idéen om den nøgne journalist, eller tilstræbte objektivitet, er tit blevet et skalkeskjul for at legitimere nogle bestemte antagelser, der bliver formuleret som selvindlysende korrekte. Men som i virkeligheden også rummer et element af politisering.”

Forretningsmodellen

Når Kontrast kan gå i luften i næste måned, skyldes det, at mediet har fået 1,5 millioner kroner fra Kulturstyrelsens Innovationsfond. Og derudover er der rejst et beløb fra private sponsorer herunder investeringsselskabet Morph Capital A/S (beløbet og de andre sponsorer ønsker Kontrast ikke at oplyse). Formand for Kontrasts bestyrelse er tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Selv om indholdet er gratis på hjemmesiden, håber Kontrast at få en række støtter - eller medlemmer - som har lyst til at bidrage løbende i den gode sags tjeneste. Med tiden vil disse få adgang til særlige arrangementer for netop dem. Hvor mange der skal til, for at det løber rundt, vil Mikkel Andersson ikke afsløre.

”Men om vi kan lykkes med det? I don’t know. Ellers må vi revurdere konceptet.

Reklamer er foreløbig bandlyst.

Æstetisk er det bare enormt grimt

 

”Indtægterne vil være relativt små og æstetisk er det bare enormt grimt,” forklarer chefredaktøren. "Men jeg vil da ikke udelukke, at de kommer senere, hvis vi får en stor trafik på hjemmesiden.”

Pittelkow-syndromet

Selv har den nye chefredaktør, der er uddannet cand. public fra Aarhus Universitet og har en B.A. i historie, en fortid som journalist, debattør og forfatter. Mikkel Andersson har blandt andet været vært på mediemagasinet Q&A på Radio24syv og var med til at grundlægge den satiriske netavis RokokoPosten.

Og så har Mikkel Andersson, som flere andre borgerlige journalister, en fortid på venstrefløjen. Det såkaldte Pittelkow-syndrom, som er opkaldt efter stifteren af Den Korte Avis, der har taget hele turen fra den yderste venstrefløj, bevæget sig politisk fra VS og SF, mellemlandet i Socialdemokratiets maskinrum og de seneste årtier været en markant borgerlig stemme godt ude til højre.

Jeg er så indtil videre stoppet en anelse før ham

”Jeg er så indtil videre stoppet en anelse før ham,” konstaterer Mikkel Andersson, der som ung var hangaround i den trotskistiske gruppe International Socialister (IS), om end han aldrig nåede at blive medlem af gruppen (han har heller aldrig været medlem af noget parti).

Ironisk nok skiltes den senere chefredaktør og de revolutionære socialister, fordi han ikke gad bruge sine lørdage på sælge Socialistisk Arbejderavis på Skt. Clemens Bro i hjembyen Aarhus.

"Fattig-Carina"

Da jeg som sidste spørger Mikkel Andersson, om der er noget, jeg har glemt at spørge om, vender han tilbage til Nils Ufers bog.

”Min pointe er sådan set ikke,” siger chefredaktøren og holder en pause. Så begynder han forfra.

”Jeg synes, at det er whiney, når borgerlige altid hævder, at alle journalister er venstreorienterede,” siger Mikkel Andersson. ”Så må de selv begynde at skrive og påvirke andre! Jeg har aldrig oplevet, at det har skadet min karriere, at jeg har været en udtalt borgerlig journalist og debattør. Men det - jeg mener med hensyn til Nils Ufer og hvem det er at oplagt at vikle på som ofre i samfundet - kom mest tydelig til udtryk i forbindelse med diskussionen om Fattig-Carina.”

”Fattig-Carina” var som bekendt den københavnske kontanthjælpsmodtager, som SF’s Özlem Cekic fandt, efter at Liberal Alliances Joachim B. Olsen havde bekendtgjort, at han brækkede sig, når SF’eren foreslog, at de såkaldte satspuljemidler skulle bruges til at støtte fattige danskere gennem en julehjælpspulje.

Carina viste sig dog ikke at være så fattig endda efter de fleste danskeres målestok. Aviser, radio og fjernsyn svømmede over med eksempler på fuldtidsarbejdende danskere med et mindre rådighedsbeløb end Carina, og sluttelig erklærede selv daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at den københavnske kontanthjælpsmodtager ikke var fattig.

Sagen fik sympatien for kontanthjælpsmodtagere til at dale og var med til at bane vejen for de senere forringelser af kontanthjælpen.

Blandt personer uden kendskab til en kontanthjælpsmodtager er der i dag markant flere, der mener, at ydelsen er for høj, hvilket ifølge politologer kan tilskrives den såkaldte »Carina-effekt«, fordi de kun kender hendes eksempel.

Nogle historier, som repræsenterer de 20 procent eller de borgerlige journalister

 

”Pludselig viste det sig, at det, offentligheden og journalisterne havde defineret som fattig, egentlig ikke var en person, som den store del af befolkningen opfattede som fattig,” siger Mikkel Andersson. ”Jeg mener ikke, at der findes en journalistisk konspiration i Mediedanmark. Men alle mennesker – og det gælder også mig selv – har en antagelse om, hvordan verden hænger sammen. Når 80 procent deler nogle værdipolitiske antagelser, så bliver det afspejlet i journalistikken i højere grad end de antagelser, de andre 20 procent har. Så det, jeg godt kunne tænke mig, er at lave nogle historier, som repræsenterer de 20 procent eller de borgerlige journalister.” 

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ak ja!
Atter en af disse illoyale, vendekåbe pittelkow-personager.
Det er dog ufatteligt, at en sådan utroværdig kan få offentlig støtte til noget som helst.
Hvad mon han kan finde på, at bruge pengene til!????
Gad vide hvornår han overhaler Pittelkow og Konen og Paludan højre om og toner rent flag --- som noget ----unævneligt!!???????

Jamen, tillykke til Mikkel Anderson og hans forehavende. Det lader åbenbart til, at de mennesker, som skal arbejde i og for hans projekt skal være af klar borgerlig observans. Hans påstand om, at stort hele journaliststanden er mere eller mindre venstreorienteret er det sædvanlige greb i syltetøjskrukken. Det smager sødt - men det har ikke meget med virkeligheden at gøre.

Nu er dette en ældre undersøgelse, men nyere undersøgelser gør ingen større forskel:
https://www.dr.dk/nyheder/indland/80-procent-af-danske-journalister-stem...

Det er da i det mindste ærlig snak, så kan vælge det fra eller til. For mit vedkommende bliver det nok det sidste.

Det sidste blev vist det omvendte af, hvad jeg mente. Jeg vil formentlig kun undtagelsesvis bruge tid på deres skriverier.

Eftersom de borgerlig medier “kun” udgør 98% af den skrevne presse, er det helt “befriende” at der kommer endnu et medie, der vedkender sig de borgerlige værdier.
Noget der undre mig, er dog at alle disse medier, stort set kun beskæftiger journalister af venstreorienteret observans, og at det skulle være en af bevæggrundene, til at starte endnu en tjeneste op.
Den brede befolkning, anses åbenbart for at være idioter.

Helt enig!

Bent Bertramsen, Claus Toksvig, Frode Kristoffersen, Mogens Rubinstein, Lis Møller, Per Stig Møller, Suzanne Bjerrehuus, Connie Hedegaard, Niels Krause Kjær og Paula Larrain er alle DR-ansatte som har været højt på strå hos De Konservative, imens eller efter deres tid i DR.

Hans Morten Rubin, Henning Schmaltz Jørgensen, Ole Andreasen, Kai V. Andersen, Bjørn Elmquist, Bent Stuckert, Jess Myrthu, Jørgen Schleimann, Morten Løkkegaard og som rosinen i pølseenden Uffe Ellemann-Jensen, er alle sammen DR-ansatte der har været højt på strå i Venstre, imens eller efter deres tid i DR.

Men 80 pct af alle journalister der efterfølgende er blevet politikere, er havnet hos De Konservative eller Venstre.

Annonce