Debat: Derfor tabte vi – og hvad Socialdemokratiet må forstå nu
Debat: Derfor tabte vi – og hvad Socialdemokratiet må forstå nu
Når udviklingen kommer udefra og uden om lokale stemmer, mister mennesker tilliden, og tavsheden bliver tungere end ordene. Hvis Socialdemokratiet vil genopbygge tilliden, skal vi begynde dér, hvor mennesker ikke føler sig set
Når tomme huse, lukkede institutioner og solcellemarker bliver symboler på et land, der føler sig forladt, hjælper ingen planer.
Kun nærhed. Kun lytten. Kun forståelse. Der er et sted i Danmark, hvor stilheden er tungere end ordene.
Jeg bor her. Her bliver man stille, når man går forbi et hus med slukkede vinduer. Ikke vred. Bare stille. Smadrede vinduer og hul i taget er det normale.
Stilheden fortæller en historie om noget, der engang var – og som er væk. Den samme stilhed ligger over Nakskov, hvor hospitalet engang stod som et løfte om tryghed.
Da det lukkede, forsvandt ikke bare en funktion, men en fornemmelse af forbindelse til resten af landet. Og sådan er det mange steder på Lolland-Falster.
Når man bor i områder, andre flytter fra, lærer man at høre på det, der ikke bliver sagt.
Det mindste i stemmen, når nogen nævner endnu et barn, der er flyttet. En skole, der blev mindre. En arbejdsplads, der aldrig kom tilbage. Et håb, der ikke tør sige sit navn højt.
Hen over hovedet på beboerne
Midt i det kom solcellerne. De burde have været fortællingen om fremtid, job og grøn udvikling. Men sådan blev det ikke.
Solcellerne blev et symbol på noget udefra. Noget fjernt. Et tegn på beslutninger truffet over hovedet på dem, der bor her.
Ikke et teknisk projekt – men en følelsesmæssig markering. Det var ikke teknologien, der gjorde folk vrede. Det var følelsen.
Det er den stilfærdige, dybe vrede, vi ikke lyttede til
Følelsen af at stå udenfor. Følelsen af ikke at blive set. Følelsen af, at udviklingen sker med andre – og hos os.
Det er den stilfærdige, dybe vrede, vi ikke lyttede til. Ikke råbende demonstrationer, men spørgsmål stillet i tavshed:
“Ser I os stadig?” “Er vi med?” “Er vi andet end et sted, man planlægger for – ikke med?”
Utryghed
Den samme uro møder jeg i skolerne. Forældre forstår ikke, hvorfor bøger forsvinder, mens systemerne vokser.
De kritiserer ikke – de frygter. At deres børn mister noget vigtigt. Det samme i ældreplejen, når en borger siger: “Jeg savner, at nogen kender mig.”
Læs også:Udkanten er vi fælles om
Vi tabte ikke valget, fordi vores politik var forkert. Vi tabte, fordi mennesker ikke følte sig set.
Fordi stilheden i de små samfund var blevet tungere end vores planer. Fordi Socialdemokratiet er blevet et symbol – ikke på varme og fællesskab, som vi engang var, men på noget fjernt og administrativt.
Man skal lytte, før man taler. Man skal forstå, før man foreslår
Solceller, vindmøller, strukturændringer, kæmperegion og nedlæggelser smeltede sammen til ét billede: Det, der sker uden os.
Hvis vi vil genopbygge noget, må vi begynde dér, hvor politik altid har hørt hjemme: Hos menneskene.
Nærvær
Man skal lytte, før man taler. Man skal forstå, før man foreslår. Man skal gå ind i et lokalområde uden svar i hånden – kun med viljen til at høre, hvad der faktisk gør ondt.
Man skal forstå vreden uden at afvise den. Forstå sorgen uden at romantisere den. Forstå behovet for forandring uden at tale ned til dem, der er bange for den.
Socialdemokratiet kan stadig være det parti, der bærer mennesker gennem svære år
Det er ikke flere detaljer, der mangler. Det er nærhed. Solceller kan stadig blive til job og grøn udvikling. Vindmøller kan stadig være en del af løsningen.
Og Socialdemokratiet kan stadig være det parti, der bærer mennesker gennem svære år. Men kun hvis vi igen går med folk – ikke foran dem.
Først når mennesker mærker, at vi lytter, kan vi begynde at tale om fremtid igen
Kun hvis vi forstår den stille stemning i Nakskov, i Sandby, i de små huse med mørke vinduer.
Kun hvis vi tør se de steder, hvor livet er skrøbeligt, men ikke opgivet.
Først når mennesker mærker, at vi lytter, kan vi begynde at tale om fremtid igen. En fremtid, der ikke kommer udefra. Men vokser indefra.
Kommentarer
det kan da aldrig være Mette…
det kan da aldrig være Mette Frederiksens skyld, at kommunerne på Lolland har givet tilladelse til at sætte solceller op så langt øjet rækker, eller at folk flytter fra Lolland til nogle af de større byer, det er et problem som kommunen må løse
Helt enig. Det er…
Helt enig.
Det er kommunernes ansvar at skabe og støtte initiativer og virkeløst i deres område, og at styre udviklingen på ansvarlig vis.
At gamle, utidsvarende huse forlades, at enhver flække ikke mere er attraktiv, osv, er en naturlig udvikling til alle tider. Ikke alt kan eller bør bestå til evig tid. Her må kommunerne være proaktive med at finde løsninger og muligheder. Faldefærdige huse tiltrækker ikke ret mange nye skattebetalere.
Ja, sorte marker er helt ude…
Ja, sorte marker er helt ude i hampen...der er masser af andre steder at placere solceller...
Jord skal bruges til natur eller til at dyrke...Kloden mangler mad, og det får den ikke af solceller der stjæler markerne...
På mange måder et sympatisk…
På mange måder et sympatisk billede fra Lolland. Vi genkender situationen heroppe i Vendsyssel, og det ved jeg man gør over alt, hvor man bevæger sig uden for købstæderne.
Desværre, males billedet, uden nogen form for forslag til konkrete handlingsplaner. Jo, jo... man skal forstå og lytte, men hvad er det man skal forstå, og hvem siger det der skal lyttes til? Hvor er de kloge ord og tanker der kan ændre situationen?
Tiden hvor de små samfund blomstrede, er desværre forbi, ikke kun på Lolland, men over alt. De unge har i generationer foretrukket at bo i de store byer. Det fører til lukning af skoler og butikker - en dødsspiral vi alle kender, uden nogen kan angive en løsning der vil vende denne udvikling. Det er helt sikkert ikke solcellemarkerne der er skyld i fænomenet.
At give socialdemokratiet eller Mette Frederiksen skylden for den udvikling, rammer de helt forbi skiven. Det er da helt galt, hvis man sidder i byrådet på Lolland, og venter på at andre skal få liv i husene.
Det var da den rene jammer,…
Det var da den rene jammer, som KF Svensson fremkommer med. Jeg er selv fra Lolland, selv om det er længe siden, jeg for første gang så dagens lys fra nuværende Lokalhistoriske Arkiv i Sakskøbing, og Lolland er et udmærket sted at bo, hvis man vel at mærke kan klare den lidt misundelige, selvkloge og nærige mentalitet, der forværres, des tættere man kommer på Nakskov, der hvad det angår er et egentligt epi-center. Der er ellers en dejlig natur og masser af frisk luft. Desuden er husene så billige, at man næsten får dem smidt i nakken, fordi de klogeste flygter derfra, og det er som følge deraf også virkelig billigt at bo til leje; her får man virkelig god plads for næsten ingen penge, og hvad betyder det så, at der måske samtidig er udsigt til et par jernmarker og vindmøller, der som jeg oplevede det, nogle gange er ved at gå amok i en sådan grad, at man må skynde sig indendørs; selv hunden løb hylende med.
Så hvad er der egentlig at jamre sig over; livet er dejligt og glædelig forhjul!
Den nedladenhed og dumhed vi…
Den nedladenhed og dumhed vi blir mødt med os der så bliver her er ubeskrivelig . vi fejes af med at folk i nordsjælland da også må leve med et par vindmøller men her hos os er det ikke et par vindmøller . Det er giganter der omskaber vort sted fra fri natura 2000 beskyttet natur til et industriområde som flytter 200 mennesker væk og gør os andre syge . der smadre vor natur vort hjem og vort leve sted der nedlægger vor skole og vor brugs . vi fandt os i de første 7 for det blev lovet at det var det . Derfor stemmer vi ikke på jer mere .Fat det dog
Det lyder som du virkelig…
Det lyder som du virkelig lider grundet den grønne omstilling, men så ved du ikke, hvad det for alvor vil sige at lide. Tiden står ikke stille, og vi er udviklingsmæssigt kommet videre end i Morten Korchs hyggelige spillefilm fra halvtredserne og tresserne.
Vi må alle af og til
yde nogle ofre i denne tid. Mig har skæbnen aldrig skånet, men enten så går man til grunde af den modstand man møder, eller også så bliver man stærkere. Jeg er blevet stærkere og forventer efterhånden så lidt af livet, at jeg næsten kun kan være lykkelig. Min ko e er ramt af en i validere de sygdom, men hun evner også at holde modet oppe.
Grundet et udsnit af Lollands ustabile lejere, som jeg og min kone blev belemret med for nogle år siden, så mistede vi alt, hvad vi ejede, fordi de to udlejningsejendomme, som vi udlejede både ødelagt af fuldstændig ligeglade lollandske lejere i en sådan grad, at vi ikke havde råd til at istandsætte boligerne,
bla fordi den ene lejer ikke en gang kunne finde ud af at indbetale den aftalte yderst rimelige husleje og derfor ikke betalte i halvandet år, før vi med rette s hjælp kunne smide ham ud. Derfor gik alt gik på tvang, også det hus vi selv boede i, og vi kæmper stadig dagligt i håbet om igen at komme på ret køl igen, men nu er der gået 17 år, så måske lykkes det aldrig.
Så herregud, hvis dit eneste problem er, at du skal se på et par jernmarker og nogle vindmøller, samt køre lidt flere km for at sende børn i skole og handle ind, så er du meget heldig stillet.
Tilføj kommentar