Annonce

Minister angriber Løkke for Sverige-besøg

I en ny biografi kritiserer Benny Engelbrecht den tidligere statsminister for at se stort på selvisolation under coronakrisen. "Under niveau!," lyder svaret
Transportminister Benny Engelbrecht (S) kritiserer nu tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (S) for at have besøgt sin ødegård i Sverige under coronakrisen uden efterfølgende at have isoleret sig.

Benny Engelbrecht fortæller i den endnu ikke udkomne biografi ”Selvlært”, der er skrevet af journalisten - og broderen - Flemming Sørensen, at den tidligere statsministers optræden under coronakrisen ”provokerer” ham.

Lars Løkke Rasmussen købte i 2007 ødegården i Markaryd, en lille times kørsel fra Helsingborg, som er hans getaway.

Siden familien flyttede fra huset i Græsted og til en lejlighed i København er Løkke-familien ofte taget til Sverige, når der har været en friweekend.

placeholder

 

Mandagstræneren

Benny Engelbrecht kalder Lars Løkke Rasmussen, som under coronakrisen i en række klummer i B.T har kritiseret regeringens håndtering af krisen, for en ”mandagstræner”.

”Det har undret mig, at Lars Løkke Rasmussen øjensynlig har været i Sverige adskillige gange under coronakrisen uden efterfølgende at efterleve myndighedernes råd om at isolere sig i 14 dage,” siger transportministeren. ”Det er der sikkert også mange andre danskere, der har gjort, men det provokerer mig, at politikerne ikke går forrest med et godt eksempel. Hvis han har tilbragt noget tid i sit sommerhus i Sverige og måske drukket en øl på en café – så bør han selvfølgelig isolere sig, når han kommer hjem. Når han ikke gør det – og ovenikøbet gladelig fortæller andre om det, provokerer det mig.”

Transportministeren sammenligner det med politikere, der har kørt for hurtigt i deres bil og fået en fartbøde. Man skal selvfølgelig betale bøden – men man bør også selv gå ud og sige, at det ikke er i orden. At man beklager dybt.

Det har jeg det lidt stramt med

”Der påhviler os et ekstra ansvar som politikere,” siger Benny Engelbrecht. ”Der er nogle regler i samfundet, som vi selv har været med til at sætte op. Hvis vi ikke følger dem, bør vi som minimum undskylde. Der er selvfølgelig noget, som er mere utilgiveligt end andet. Det kan for eksempel ikke tilgives, hvis man kører med en ordentlig brandert. Så må man trække sig. Men at Lars Løkke Rasmussen var i Sverige nogle gange og bare lod som ingenting – det har jeg det lidt stramt med.”

Lars Løkke Rasmussen kalder i en kommentar Benny Engelbrechts kritik for "under niveau!"

Lars Løkke Rasmussen kalder i en kommentar Benny Engelbrechts kritik for "under niveau!"

"Kommenterer ikke på en gang “øjensynlig” og “hvis”," skriver den tidligere statminister til Netavisen Pio. "Under niveau!"

Ubehøvlet gruppeformand

Den tidligere skatteminister kritiserer samtidig sin efterfølger i ministeriet, Venstres nuværende gruppeformand Karsten Lauritzen, som gjorde sig til bannerfører for kravet om en hurtigst muligt uvildig undersøgelse af forløbet omkring coronakrisen.

Benny Engelbrecht henviser til, at man som minister ved, hvor meget embedsværket arbejder, selv i en normal situation. Og Karsten Lauritzen ved derfor godt, at det er 10 gange så presset i en krisesituation. Nogle af de centrale folk, der har siddet med opgaverne, har således ikke haft fri overhovedet i den tid, krisen har været der.

Det er gennemført ubehøvlet

”Det er grænseoverskridende,” siger transportministeren. ”Normalt er der ikke meget i politik, som gør mig vred – men det gjorde mig oprigtigt vred, at en person og et parti, som for så kort tid siden sad med ansvaret, kan handle så uansvarligt. Det skuffede mig virkelig. Også fordi Karsten Lauritzen jo godt ved, hvad det betyder at skulle afhøres i en kommission. Han skal ind og afhøres i den Skattekommission, jeg også skal afhøres i. Som er blevet udsat, netop på grund af corona. Og så kommer man og vil have en undersøgelse af lige præcis corona og presser på på grund af det. Det er gennemført ubehøvlet.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Karsten Lauritzen til kritikken.

Fornemmede nedlukning

Transportministeren afslører samtidig, at han allerede aftenen før, at statsminister Mette Frederiksen (S) den 11. marts lukkede Danmark ned på grund af coronanedbruddet, fornemmede, at der var noget i gære.

Hen under aften den 10. marts mødtes Benny Engelbrecht med et par partifæller i formanden for Folketinget, Henrik Dam Kristensens (S), formandslejlighed på Christiansborg.

På det tidspunkt ved vi, at der kommer til at ske noget

"Alle er klar over, at det er en helt ekstraordinær situation, vi befinder os i, og det ligger i luften, at mere vil ske," skriver Benny Engelbrecht i den dagbog, han har ført gennem perioden. I biografien uddyber transportministeren, at "på det tidspunkt ved vi, at der kommer til at ske noget."

"Men vi ved faktisk ikke præcis, hvor det ender henne," fortæller transportministeren. "Der er nogle tilstede ved mødet, som har mere viden end andre. Og vi kan jo godt fornemme på stemningen i rummet, at der kommer til at ske noget stort. Men det er også sådan, at der er nogle ting, man godt ved som regeringsbærende parti - men som man ikke spørger ind til." 

Benny Engelbrechts biografi, Selvlært, udkommer den 18. september på Forlaget Momenta.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Men hvad siger Benny om Jeppe Kofod?
Langt langt under niveau, og alligevel forfremmet af skrige skinken!