Annonce

Lars Løkke: Jeg fik ingen advarsler fra Søren Pind og Danmark fraråder rejser

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Lars Løkke afviser torsdag i Støjberg-kommissionen - Instrukskommissionen - at han har modtaget advarsler pr. sms fra daværende justitsminister Søren Pind om, at daværende udlændinge-og integrationsminister Inger Støjberg var på vej til at begå ulovligheder mod asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Mediebranchen er kastet ud i et voldsomt opgør med sexismen i branchen, mens forøgelse af smittetallene nu får Danmark til at fraråde rejser til yderligere fire EU-lande.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.

 

Lars Løkke I Støjberg-kommissionen: Jeg fik ingen advarsler af Søren Pind

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser, at daværende justitsminister Søren Pind (V) skulle have henvendt sig til ham med en advarsel om, at der foregik noget ulovligt i Udlændingeministeriet i 2016.

Pind har påstået, at han pr. sms advarede Løkke, men det afviser Lars Løkke, der torsdag var vidne i den såkaldte Instruks-kommission.

“Jeg har med sikkerhed ikke fået nogen henvendelse om, at der foregår noget ulovligt. Det kan jeg sige med sikkerhed, for hvis jeg havde fået det, havde jeg ageret på det,” siger Lars Løkke.

Daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) pressede i begyndelsen af 2016 på for at adskille så mange asylpar, hvor den ene var mindreårig.

I februar gennemtrumfede hun - trods en række advarsler fra embedsmænd - at der blev udsendt en pressemeddelelse om at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles. Altså uden at der skulle foregå en individuel vurdering af hvert enkelt pars nærmere forhold. Og netop at kræve alle sådanne par adskilt har siden vist sig at være ulovligt.

Løkke siger, at han har gennemsøgt sin telefon, og at han har gemt sms'er helt tilbage fra 2012.

“Jeg kan ikke gøre rede for, hvad andre husker, men kun for hvad jeg selv husker. Jeg har søgt i den dybeste del i min baghjerne, om der kunne være noget, der handlede om retorik eller politik,” lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Læs mere her.
 

Sexisme-opgør i mediebranchen

Debatten om lumre kommentarer, klap i numsen og klamme tilbud fra chefer har på en uge ført til selvrangsagelse på mange mediearbejdspladser.

Torsdag i sidste uge offentliggjorde flere medier ordlyden af et støttebrev til tv-vært Sofie Linde, som over 700 kvinder på det tidspunkt havde underskrevet.

I brevet fastslog kvinderne i mediebranchen, at problemerne med sexisme og sex-chikane i høj grad er et aktuelt problem.

"Det sker stadig," skrev kvinderne.

Siden er fulgt flere vidnesbyrd og åbne breve.

I dag har flere mediehuse indledt en proces med dialogmøder og interne undersøgelser, mens uddannelserne og brancheorganisationen har indledt et samarbejde med Kvinfo, om hvordan man bedre sikrer praktikanter mod krænkelser.

Det skriver DR Nyheder.

Senest har kvinder, der har været praktikanter i DR, skrevet et brev til ledelsen om deres oplevelser med klap i numsen og anden grænseoverskridende adfærd.

“Jeg synes, det er forfærdeligt. Jeg synes, at det er virkeligt trist,” siger rektor Trine Nielsen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der er blandt de uddannelser, der sender studerende i praktik.

“Jeg var selv i mediebranchen for mange år siden, hvor jeg oplevede det. Jeg troede ligesom, at vi var kommet videre,” siger hun til DR Nyheder.

Problemet er egentligt ikke ukendt. I 2018 fastslog enundersøgelse fra Journalistforbundet, at 1 ud af 10 medlemmer havde oplevet krænkende adfærd. Og især kvinder og studerende havde oplevet det.

Nu har journalistuddannelserne, sammen med Danske Medier og journalistforbundet, indledt et samarbejde. Man vil blandt andet opdatere retningslinjerne, når man sender unge i praktik. Man vil også se på, om man kan klæde de studerende bedre på.

For en ung praktikant kan det dog være svært at gå til ledelsen, hvis man oplever at blive chikaneret eller får lumre sms'er fra sin nærmeste chef, mener formand for de mediestuderende Mie Hovmark. For mediebranchen er plaget af freelance- og korttidsansættelse.

“Vi har skabt en branche, hvor man er bange for at sige fra. Fordi man er bange for, hvad det betyder for karrieren. Vi står med mennesker, som knap nok er startet i branchen, når de oplever det her, og derfor kan det være svært og hårdt at skulle sætte navn på. Både sit eget og den person, som man har oplevet den krænkende adfærd fra,” siger hun til DR Nyheder.

Foreløbigt har både DR og TV 2, der er de største arbejdsgivere i branchen, indledt processer med dialogmøder om problemet. Og Politiken vil lave en anonym undersøgelse af problemets omfang på dagbladet.

Læs mere her.
 

Hviderusland undersøges for overtrædelse af menneskerettighederne

Danmark og 16 OSCE-lande igangsætter uafhængig ekspertmission til undersøgelse af menneskerettighedskrænkelser.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

”Grundlæggende handler missionen om at holde de hviderussiske myndigheder til ansvar for deres grove brud på den hviderussiske befolknings ret til frie og retfærdige valg, grundlæggende frihedsrettigheder og en velfungerende retsstat. Ekspertmissionen kan forhåbentligt bidrage til at sætte en stopper for myndighedernes brutalitet og undertrykkelse. Myndighederne bliver nødt til at starte en fredelig dialog med befolkningen. Kun på den måde kan Hviderusland komme ud af den dybe krise, som landet lige nu befinder sig i”, siger udenrigsminister Jeppe Kofod og fortsætter:

”Samtidig er det vigtigt, at vi fastholder et massivt internationalt pres. Derfor har jeg også tidligere på det kraftigste fordømt de voldelige overgreb, intimidering og tilbageholdelser af fredelige demonstranter, oppositionspolitikere og den frie presse, som vi ser i Hviderusland. Danmark vil fortsat presse på for, at de målrettede EU-sanktioner implementeres hurtigst muligt.”

Danmark har sammen med 16 andre medlemmer af OSCE (Belgien, Canada, Estland, Finland, Frankrig, Island, Letland, Litauen, Nederlandene, Norge, Polen, Rumænien, Slovakiet, Storbritannien, Tjekkiet og USA) nedsat ekspertmissionen for at undersøge talrige rapporter om alvorlige menneskerettighedskrænkelser før, under og efter præsidentvalget den 9. august. Det omfatter bl.a. intimidering og forfølgelse af politiske kandidater, journalister, arbejdsmarkedsaktivister og menneskerettighedsforkæmpere samt overdreven brug af magt mod fredelige demonstranter, ulovlige tilbageholdelser, seksuel og kønsbaseret vold, tvangsforsvindinger og tortur.

Missionen vil modtage logistisk støtte fra OSCE’s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder (ODIHR). Det forventes, at missionens rapport offentliggøres inden for 6-8 uger.

       

Danmark fraråder nu rejser til Holland og Portugal

Det danske udenrigsministerium fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Portugal, Holland, Schweiz og Østrig.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Alle fire lande har de seneste uger oplevet et stigende antal smittede med coronavirus.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen. Den grænse har de fire lande passeret, viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).

De fire lande er populære rejsemål for danske turister i sensommeren og efteråret, siger Lars Thykier til Ritzau ifølge Berlingske. Thykier er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Han er frustreret over, at de danske myndigheder ikke har lavet regionale rejsevejledninger, så det kun er de områder med høje smittetal, der frarådes rejser til.

“Nogle af de lande, der nu lukkes for, har ikke problemer i hele landet, men kun i dele af det - typisk i storbyerne. Og så giver det ikke mening, at man lukker for rejser til hele landet,” siger Lars Thykier.

Ud over smittetal kigger Udenrigsministeriet også på landes testniveau og indrejserestriktioner, når det skal vurdere, om rejser til et land skal frarådes.

Rejsevejledningerne er anbefalinger. Det er derfor ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

Ungarn blev for få uger siden sat på listen over lande, der frarådes rejser til. Dengang skyldtes det, at landet havde indført et krav om karantæne for rejsende til Ungarn.

Ifølge Udenrigsministeriet er det i denne uge et stigende smittetal, som holder Ungarn på listen.

Ændringen træder i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag.

For at et land, hvor rejser har været frarådet, skal blive genåbnet for rejser, skal antallet af registrerede smittede være under 20 om ugen per 100.000 indbyggere.

Læs mere her.  

 

Venstres formand ved godt mod

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, blev onsdag opereret for to diskusprolapser.

Venstres partisekretær skriver i et nyhedsbrev fra Venstre, at operationen er gået godt.

"Og når nu talen falder på sundhed, så er jeg glad for at kunne fortælle, at vores formand er ved godt mod. Som de fleste måske har læst, så gennemgik Jakob Ellemann-Jensen i går en operation for to diskusprolapser. Operationen er gået godt, og formandens velkendte gode humør og optimisme er i bedste behold," skriver Venstres partisekretær, Christian Hüttermeier, i nyhedsbrevet.                                                                       

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Vedr. Løkke og hukommelse, så er det jo kendt, at den fortaber sig efter forgodtbefindende, han husker, hvad der er vigtigt for ham selv, fordrejer lidt, som mødet i kælderen med Kr. Jensen,og i skattesagen, huskede han intet af noget som helst osv. Det gjorde ingen af de involverede fra V i øvrigt.
Men løjerligt at et lands statsminister ikke aner, hvad hans integrationsminister har gang i, på trods af samråd i massevis, medieoverskrifer og opslag på facebook. UsKønt statministertilsyn, må man da konstatere.