Blå vælgere mister troen på Ellemann og Støjberg har fået nok af sexchikane

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at borgerlige vælgere har mistet tiltroen til, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, bliver Danmarks næste statsminister, at hans næstformand, Inger Støjberg, mener, at sexisme-debatten har taget overhånd – og at Corona har vist sig at være mindre dødelig end frygtet. Og så har den amerikanske præsident, Donald Trump, løftet sløret for, hvem der skal afløse Ruth Bader Ginsburg som højesteretsdommer

Tak fordi du læser med.

 

Borgerlige vælgere mister tiltro til Ellemann som statsminister-kandidat

Mandag var det et år siden, at Jakob Ellemann-Jensen blev kåret som ny formand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde.

Men efter et år i formandsstolen må Jakob Ellemann-Jensen og Venstre konstatere, at flere og flere borgerlige vælgere mister tiltroen til, at Ellemann er den bedste statsminister efter næste valg.

Det afslører de løbende målinger, som Epinion laver for Danmarks Radio (DR).

Når Epinion laver meningsmålinger, bliver vælgerne samtidig spurgt om, hvem de foretrækker som statsministerkandidat efter næste valg.

Kort efter, Jakob Ellemann-Jensen blev Venstre-formand, svarede 65 procent af de borgerlige vælgere, at de foretrak ham som den næste statsminister. Nu er det tal faldet til 39 procent.

Kasper Møller Hansen er professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han mener, det er alvorligt for Jakob Ellemman-Jensen, at de blå vælgere er begyndt at tvivle på ham på som statsminister.

”Det er tæt på katastrofalt for Jakob Ellemann. Det er en udvikling, vi har set det seneste år, som bare er gået ned og ned. Det er på alle måder skidt i forhold til at kunne samle en borgerlige opposition, siger Kasper Møller Hansen til DR.

Målingen har en usikkerhed på op til seks procentpoint, da det ikke er en fuld måling blandt borgerlige vælgere, men en del af en af de løbende måling. Kasper Møller Hansen kalder det dog for en "en ret sikker måling, der ret præcist viser den udvikling, der har været."

Jakob Ellemann-Jensens første år som formand har været præget af corona-pandemien, der for alvor ramte Danmark i begyndelsen af marts.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af landet ned den 11. marts og stod efterfølgende som den, der skulle føre Danmark gennemkrisen.

De borgerlige vælgere er i målingerne defineret som dem, der stemte på blå blok ved valget sidste år. Lidt flere af dem støtter nu Mette Frederiksen som statsminister. Men den klart største udvikling har været i den gruppe, der hverken foretrækker Ellemann eller Frederiksen som statsminister. Den gruppe er vokset fra 17 til 39 procent.

Jakob Ellemann-Jensen er sygemeldt for tiden efter en operation for diskusprolaps.

Læs hele historien her

 

Inger Støjberg: Sexisme-debat har taget overhånd

Debatten om sexisme har fyldt meget i offentligheden i den seneste tid.

Men nu er det "ved at gå helt over gevind med al den MeToo og sexismesnak", mener Venstres næstformand og fungerende formand, Inger Støjberg.

”Det er simpelthen for langt ude, når vi ser eksempler på, at selv helt uskyldige komplimenter om en kvindes udseende kan blive udlagt som sexisme,” skriver Inger Støjberg på Facebook.

”Der har i medierne været eksempler på politikere, der har følt sig krænket over at få at vide, at de er pæne. Altså hvad der efter min mening bør opfattes som et godt gammeldags kompliment.”

placeholder

Senest har 701 kvinder underskrevet et støttebrev til tv-værten Sofie Linde, efter at hun fornylig brugte sin taletid som vært ved "Zulu Comedy Galla" til at sætte fokus på sexisme og manglende ligestilling i mediebranchen.

Her fremhævede den nu 30-årige Sofie Linde et eksempel fra en julefrokost, da hun var 18 år og netop begyndt at arbejde på Danmarks Radio (DR).

"Den her store tv-kanon kommer op til mig, tager fat i min arm og siger til mig: Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere."

Svaret blev et nej.

Siden har debatten også bredt sig til den politiske verden. Flere nuværende og tidligere politikere er stået frem med beskrivelser af, hvordan de er blevet udsat for sexisme.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har således undskyldt for i

i 2008 at have haft sex med en dengang 15-årig pige i forbindelse med et arrangement i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU).

Flere politikere har på sociale medier taget afstand fra Inger Støjbergs opslag, herunder uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

placeholder

Til gengæld støtter Venstres ligestillingsordfører, Karen Ellemann, partifællen.

placeholder

 

Corona har vist sig at være mindre dødelig end frygtet

Alvorligt syge corona-patienter klarer sig bedre, end der var frygt for, da den første coronabølge ramte Danmark i foråret.

Blandt de 323 patienter, som blev indlagt på en intensivafdeling frem til 20. maj, overlevede langt de fleste.

Også de, som var så syge, at de måtte have hjælp til at trække vejret i en respirator. Det viser en kortlægning fra landets 40 intensivafdelinger, skriver Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

37 procent døde. Og selv om det er et højt tal, så er det relativt lavt i forhold til opgørelser fra England, Italien og USA. Det siger intensivlæge på Rigshospitalet Nicolai Haase, der står bag opgørelsen.

”Vi stod med en helt ny sygdom med rygter om dødelighed på helt op til 80 procent. Når det ikke gik så slemt, skyldes det, at vi i Danmark var godt forberedte,” siger han.

På Aarhus Universitets Hospital forklarer overlæge Steffen Christensen den positive nyhed med et forbilledligt samarbejde mellem intensivafdelingerne og hospitalernes øvrige afdelinger.

”Det betød, at kapaciteten på intensivområdet ikke blev overskredet,” siger han, der også er formand for Dansk Intensiv Database.

Kortlægningen offentliggøres efter en uge med et stigende antal smittede. Søndag var der det seneste døgn testet 469 positive.

De flere smittede afspejler sig endnu ikke på sygehusene. Antallet af indlagte kan dog stige de kommende uger. I givet fald vil flere, end det var tilfældet i foråret, kunne behandles med medicin.

Læs hele historien her.

 

Horesta og 3F om ny aftale: Redder ikke de mange ansatte

Det er positivt, at barer og restauranter med en ny aftale kompenseres, efter at de har fået indskrænket deres åbningstid.

Aftalen har dog flere mangler, mener Horesta, der er brancheorganisation for hotel-, restauration- og turisterhvervet, samt 3F, der organiserer ansatte i branchen.

Det skriver Fagbladet 3F.

For eksempel kompenseres der ikke for udgifter til lønninger. Og det er en af de største udgiftsposter i branchen.

”Der er ikke noget lønkompensation i denne her aftale. Så den store udgift får vi ikke hjælp til,” siger politisk direktør Kirsten Munch Andersen til bladet.

I 3F er Tina Møller Madsen, formand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, som udgangspunkt også glad for al den hjælp, branchen kan få.

”Når det er sagt, kan jeg godt være bekymret for vores medlemmer i branchen, fordi man ikke vil gøre brug af arbejdsfordelingsaftalen her, siger Tina Møller Madsen.

Med aftalen kan barer og restauranter, der taber mindst 35 procent af omsætningen efter de nye restriktioner, få hjælp til de faste omkostninger.

Det følger, efter at restaurationsbranchen nu kun må have åbent til klokken 22.00, efter at corona-smitten er taget til i samfundet.

Kirsten Munch Andersen fremhæver dog, at det ikke kun er de begrænsede åbningstider, som presser branchen.

Der er blandt andet også et kvadratmeterkrav for gæsterne og et krav om afstand mellem gæsterne.

Horesta vurderer, at de nye restriktioner sammenholdt med de eksisterende vil betyde et tab på op til en milliard kroner de to uger, de varer.

Læs hele historien her.

 

Minister vil have dig til at køre med hjelm på elløbehjul

Fremover kan det blive lovpligtigt at køre med hjelm på elløbehjul.

I hvert fald hvis det står til transportminister Benny Engelbrecht (S), skriver TV2.

”Der er desværre fortsat alt for mange, der kommer galt af sted på elektriske løbehjul. Derfor ser jeg gerne, at det fremover skal være lovpligtigt at bære hjelm i forbindelse med kørslen, udtaler Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.

Transportministeren har bedt Færdselsstyrelsen om at sende en ændring af reglerne om små motoriserede køretøjer i offentlig høring, altså til debat.

Ministeren lægger op til, at det også skal gælde for motoriserede skateboards, den hurtige elcykel speed pedelecs og selvbalancerende køretøjer som segboards.

Efter debatten om reglerne vil transportministeren træffe en beslutning om, hvorvidt det skal være lovpligtigt at køre med hjelm på elløbehjul og de andre små motoriserede køretøjer eller ej.

Det kræver ikke flertal i Folketinget at ændre reglerne. Benny Engelbrecht kan således selv beslutte det.

Benny Engelbrechts melding kommer efter første evaluering af forsøgsordningerne med blandt andet elløbehjul, som Færdselsstyrelsen offentliggjorde i februar.

Evalueringen viser, at der er en tendens til, at elløbehjulsbrugere er involveret i syv gange flere ulykker end cyklister. Tallene er dog usikre, idet datagrundlaget er spinkelt, oplyser Færdselsstyrelsen.

I 2019 kom 256 brugere af elløbehjul og 27 fodgængere til skade i forbindelse med brug af elløbehjul i København og omegn, viser en opgørelse fra Region Hovedstaden.

Læs hele historien her.

 

Trump vil hasteudnævne ny, kvindelig højesteretsdommer

Det amerikanske folk skal først vælge deres præsident – og så kan han udpege den dommer, der skal indtage den tomme stol i USA’s Højesteret.

Sådan lød meldingen i weekenden fra demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, efter højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg i fredags døde.

”Den amerikanske forfatning giver amerikanerne en chance for at blive hørt - og deres stemme bør blive hørt. De bør gøre det helt klart, at de ikke vil finde sig i dette magtmisbrug,” lød det fra demokraten.

Den 87-årige Ruth Bader Ginsburg har siddet i Højesteret, siden hun blev udpeget af den demokratiske præsident Bill Clinton i 1993 og er kendt som en liberalt ikon og en forkæmper for kvinders rettigheder i USA.

Men præsident Donald Trump har nu afsløret, at ikke blot har han tænkt sig at udnævne en dommer før præsidentvalget. Præsidenten har løftet sløret for, at det blive en kvinde.

”Det bliver en kvinde, en meget talentfuld, en meget strålende kvinde,” fortalte Donald Trump ved et vælgermøde i North Carolina. ”Jeg har ikke valgt endnu, men vi har talrige kvinder på listen.”

Det kan blive afgørende for de kommende årtier amerikanske politik, hvem der ender med at sidde på den tomme stol i USA’s øverste domstol.

Dommerne bliver udpeget på livstid af den siddende præsident – og ofte stemmer dommernes overbevisning overens med præsidenten. Lykkes det republikanerne at udpege en dommer før præsidentvalget, vil det sikre et konservativt flertal i Højesteret – potentielt i flere årtier frem.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Inger Støjberg er bare misundelig over, at der ikke er nogen, der vil sexchikanere hende.

Ja undskyld, jeg måtte simpelthen fyre denne bemærkning af, på trods af at den er både politisk ukorrekt og sexistisk. Så det er helt okay med mig, hvis den bliver slettet af moderator. :)

Niels, du har helt ret. Den var plat. Nu skal vi passe på, at der ikke også går partipolitik i den politiske korrekthed. Og den bemærkning Pia Olsen Dyhr kommer med, er decideret ubegavet. At kvinder pr. automatik skal være enige, skriger til himlen af manglende tankevirksomhed.
Men bortset fra det, så har Støjberg en klar pointe. Selv om hun er fra Venstre.

Annonce