Sådan forsvarer Frie Grønnes politiske leder Sikandar Siddique her i Netavisen Pio sin opbakning til civil ulydighed.

Det drejer sig om de aktioner, klimakativisterne i Extinction Rebellion netop nu gennemfører rundt omkring i København med forstyrrelser af trafikken.

Tidligere har aktivister fra Extinction Rebellion blokeret Folketinget og taget boligminister Kaare Dybvads (S) sko, mens gruppen i England har forhindret klimaskeptiske aviser i at udkomme.

Hvad hjælper det at tage de folkevalgtes sko?

Selv om man kan sympatisere med gruppens formål, så er det svært at se, hvad det skal gøre godt at forhindre københavnerne i at komme på arbejde. Eller forhindre medierne og folkestyret i at fungere.

Problemet ved Siddiques logik er, at den ender i nihilisme. Hvis alternativet er jordens undergang, er ingen modforholdsregler for ekstreme. Det er en tankegang, der historisk har ledet venstrefløjen på afveje.

Til det vil Siddique med samme selvretfærdighed, som han dyrkede i Alternativet, indvende, at også menneskerettighedsforkæmpere som Nelson Mandela og Rosa Parks fik at vide, at de var for radikale i deres krav og skræmte folk med med deres aggressive retorik.

Til det er der bare at sige, at Danmark hverken er apartheid-Sydafrika eller USA i 1960’erne. Vi er for alle fejl og mangler et af de lande i verden, der er kommet længst i at gøre op med racisme og sexisme.

Dårlige politiske forbilleder

Frie Grønne slår sig som op som den danske arvtager til det amerikanske Black Panther-parti og borgerrettighedsforkæmperen Malcolm X der blev myrdet i 1965. Det er tvivlsomt, om Siddique for alvor ved, hvad han taler om, når han bruger dem som eksempel.

Black Panther Party var kommunister, der ønskede at bevæbne sorte amerikanere til kamp mod politiet, hvilket endte i tragiske og forudsigelige dødsfald på begge sider.

Malcolm X er et tilsvarende tvivlsomt forbillede, for ud over at være en stærk stemme imod undertrykkelsen af sorte amerikanerne, så var Malcolm X det meste af sin politiske karriere en radikal islamist, der ønskede endnu hårdere adskillelse af sorte og hvide amerikanerne.

Klu Klux Klan og Malcolm X var enige

Ja, faktisk var hvide racister som Klu Klux Klan og Malcolm X’ gruppe Nation of Islam enige om det mest centrale. Nemlig at sorte amerikanere skulle forlade USA og i stedet bosætte sig i Afrika.

Det mener Sikandar Siddique selvfølgeligt ikke og godt for det.

Han ønsker ikke flere skydevåben på gaderne eller at danske muslimer skal vende hjem til Mellemøsten. Han er bare interesseret i den militante æstetik. Som en teenager i en Che Guevara T-shirt.

Et politisk pyramidespil

Frie Grønne er seneste skud på det Uffe Elbæk’ske forretningsimperium af politiske pyramidespils-projekter. Der kan flyttes frit rundt på parolerne.

Fra “ny politisk kultur” i Alternativet til militant etno-nationalisme i Frie Grønne.

Forretningsmodellen forbliver dog den samme. Sort snak og floskler, samt et løfte om at kunne skyde genvej i det politiske system. Det fungerer, så længe projektet forbliver i idéfasen, men falder fra hinanden når det bliver konkret.

Frie Grønne er samtidig et eksempel på, hvordan dele af venstrefløjen har mistet evnen til at tale om sociale problemer uden at importere begreber og ord fra de amerikanske universiteter.

Vi taler om unge danskere, der opfører sig som om de boede i et amerikansk slumkvarter.

Kikset som en velfærds-hiphopper

Det er den politiske verdens svar på gymnasiedrenge fra Nordsjælland, der bruger slang fra rap-musikvideoer, men hvor det ikke bare er kikset, så er det også en blindgyde for de progressive kræfter.

Det er sympatisk nok at protestere mod politivold i USA, og at der ikke er nok sorte journalister på Dagbladet Politiken, men er det virkelig de afgørende kampe for nutidens danske venstrefløj? Hvad med nedslidning og ulighed i sundhed og indkomst? 

I evig opposition og uden smuds på fingrene

Uffe Ebæk og Alternativet gik til valg på at trække sine mandater ud af ligningen. Var vælgerne ikke kommet dem i forkøbet, så kunne Lars Løkke Rasmussen havde fortsat som statsminister på trods af et vælgerflertal imod sig.

Så havde venstrefløjen for alvor haft noget at demonstrere imod, for med en blå regering havde der ikke været nogen klimalov og Inger Støjberg ville fortsat havde været udlændingeminister.

Man kan godt mistænke Frie Grønne for, at det i virkeligheden er partiets drømmeposition. I evig opposition og uden smuds på fingrene. Det var der Enhedslisten befandt sig for 20 år siden - indtil man blev træt af tomme paroler og politisk impotens.